En alkymistisk og filosofisk kortroman placeret i det sydlige Frankrig, tidsmæssigt på grænsen mellem middelalder og renæssance. Der er mange interessante elementer i bogen, som imidlertid knækker under vægten af sine egne ambitioner, unødigt overlæsset med historiske, filosofiske og religiøse referencer og name dropping.
Eclipse var den japanske forfatter Keiichiro Hiranos (f. 1975) ambitiøse romandebut fra 1998. Den indbragte ham i sin tid til prestigefyldte japanske litteraturpris, Akutagawa-prisen. Først nu foreligger den i engelsk oversættelse. Vi har endnu til gode at læse noget af Hirano på dansk. Men her på bloggen er vi stødt på ham tidligere i form af novellen The Transparent Labyrinth (opr. 2014, eng. 2017).
Eclipse skiller sig markant ud fra meget anden japansk litteratur i sin stil og tematik. Kortromanen udspiller sig i det herrens år 1482, i kulturhistorisk henseende på grænsen mellem middelalder og renæssance.
Hovedpersonen er en parisisk, dominikansk munk, Nicolas, som bliver optaget af det klassiske alkymistiske bogværk Corpus Hermeticum, som traditionelt tilskrives den græsk-egyptiske gud og alkymist, Hermes Trismegistos. Nicolas er stødt på værket i uddrag, og i sin søgen efter værket i dets helhed begiver han sig på en rejse fra Paris til Firenze.
Undervejs gør han imidlertid ophold i sydfransk landsby, hvor det meste af romanen udspiller sig. Her støder han på den mystiske Pierre Dufay, som bor isoleret i en hytte, hvor han fordyber sig i alkymiens mysterier. I landsbyen er også en anden dominikaner, som viser sig at være inkvisitator.
Mange forbinder formentlig alkymien med “videnskaben” om at forvandle andre materialer (f.eks. bly) til guld, det ædleste af alle metaller. Alkymien er i middelalderen og renæssancen (og helt op i moderne tid) imidlertid også en eklektisk, filosofisk lære, som trækker på så forskellige discipliner som kemi, metallurgi, medicin, astrologi, kabbalisme, hermetisme og forskellige andre esotoriske, religiøse praksisser.
I filosofisk og religiøs forstand er det ultimative mål for alkymisten ikke bare at forvandle metaller til guld, men derimod at opnå en åndelig forvandling af sindet, en forening af elementerne og temperamenterne.
Romanens protagonist og jeg-fortæller er som sagt dominikansk munk. Han er imidlertid filosofisk ganske optaget af forskellige af tidens kætterske religioner, herunder ikke mindst de, der er inspireret af den babylonske, dualistiske religion, manikæismen (som i parentes bemærket på et tidspunkt i historien ikke var et dårligt bud på at udkonkurrere kristendommen som verdensreligion).
Den manikæiske dualisme mellem godt og ondt er til stede i Eclipse som en optagethed af en lang række andre dualismer: Kristendom og hedenskab, Himmel og Helvede, liv og død, ungdom og alderdom, mand og kvinde, kød og ånd, sol og måne.
Mens Nicolas lader sig fascinere mere og mere af alkymisten, bliver landsbyen ramt af en række katastrofer, og med landsbybeboernes almindelige overtro og en repræsentant for Den Hellige Inkvisition i byen er der lagt op til en større kulmination.
Det er svært ikke at få associationer til Umberto Ecos Rosens navn (opr. 1983, da. 1984) med dens elementer af katolsk filosofi, tiggermunkeordner, esoteriske bøger og en hellig inkvisitor på jagt efter nogen at pine “sandheden” ud af.
Ecos nyklassiker er et mesterværk, som ganske vist er godt tynget af filosofiske og semiotiske udredninger, men også evner at indlejre dem i en elementært spændende kriminalintrige og i øvrigt giver de filofiske elementer plads nok til, at også den ikke på forhånd indviede læser faktisk er i stand til at følge med.
Det samme kan man desværre ikke sige om Hiranos Eclipse. Bogen er overlæsset med referencer til filosoffer, religiøse tænkere, filosofiske positioner og bogtitler fra perioden.
For den læser, der ikke på forhånd har relativt godt styr på sin platonisme, aristotelisme, Thomas Aquinas, William Occam, Duns Scotis, dominikanernes og franciskanernes ordensregler, manikæisme, gnosticisme, hermetisme og meget mere af samme skuffe, vil der være lange passager af bogen, der formentlig bare vil føles som name dropping.
Og det vil være fordi, der først og fremmest er tale om name dropping. Bevares, jeg medgiver, at et vist mål af referencer til filosofiske og religiøse positioner og personer fra perioden har en funktion i en bog som denne, der søger at etablere en historisk kontekst og forståelsesramme for bogens hovedpersoner.
Men der er læsset alt for meget på. I nogle passager rent opremsende, i andre tørt docerende. Hirano giver omvendt for lidt plads til at udfolde romanens karakterer, som fra først til sidst fremstår som ikke andet end konstruerede positioner. Og så har han en tendens til at overforklare både personer og handling (det er åbenbart en vane for ham, ihvertfald noterede jeg det samme i min omtale af hans senere novelle, The Transparent Labyrinth).
Jeg kan se, at en del anmeldere i særlig grad har rost bogen for dens sprog og den måde, hvorpå Hirano gennem brug af arkaiske vendinger søger at etablere en historisk stemming via sproget. Det er altid svært at vurdere en romans sprog via en oversættelse, i dette tilfælde Brent de Chene og Charles De Wolfs oversættelse fra japansk til engelsk. Selv fandt jeg, at Hiranos bestræbelser i retning af at skrive i et sprog, der klinger lidt af lærd middelalder/renæssance, virkede en smule kunstige, og mest af alt blot bidrog til at gøre teksten tungere.
Bogen er ikke lang, men den føles godt nok sådan. Selv den store finale, der objektivt set ikke mangler noget i drama, oplevede jeg mest af alt som fortænkt, især fordi det hele skulle forklares så grundigt.
Jeg kedede mig med andre ord gennem det meste af bogen.
Hvis du alligevel skulle finde interesse for at læse den, så sørg endelig for først at læse oversætter Brent de Chenes introduktion efter, at du har læst selve bogen. Eller lad i det hele taget bare være med at læse introduktionen, som mest af alt består af et detaljeret handlingsreferat, som afslører alle væsentlige enkeltheder i handlingen fra start til slut.
Titel: EclipseForfatter: Keiichirō Hirano
Udgiver: Columbia University Press
Udgivelsesdato: 12.11.2024
Sider: 133
Originalsprog: Japansk
Oversætter: Brent de Chene, Charles De Wolf
Originaltitel: 日蝕
Opr. udgivelsesår: 1998
Læst: November 2024
K's vurdering: