Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.

Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).

Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen.

Arseny har et talent for lægekunsten og efter bedstefarens død opbygger han hurtigt et ry herfor i lokalsamfundet. Han kan dog ikke redde sig elskedes liv (blandt andet fordi han i besidderisk stolthed ikke vil lade hende tilse af andre). Besat af tanken om at sone sin elskedes død begiver han sig ud på en pilgrimsfærd, hvor han drager fra landsby til landsby og uden tanke for eget liv og helbred organiserer hjælp og pleje til de pestramte. Pilgrimsfærden bringer ham til Jerusalem på en farefuld og dramatisk rejse gennem blandt andet det nuværende Lithauen, Polen, Østrig og Italien.

Vodolazkin er ekspert i russisk middelalderhistorie og folklore, og han har skrevet flere fagbøger om emnet, før han debuterede som skønlitterær forfatter. Det mærker man som læser, for Vodolazkins viden om perioden er tydeligvis stor, for eksempel om den tids tro på virkningen af forskellige lægeurter, som fylder en del i bogen.

Så langt, så godt er Laurus en traditionel historisk roman med en dramatisk fortælling, der udspiller sig i en veldefineret periode af historien. I andre henseender er Laurus imidlertid langt fra en traditionel historisk roman, men tværtimod sprogligt eksperimenterende og filosofisk ambitiøs.

Laurus vil således gerne være mere end et historisk drama, den vil også være en filosofisk reflektion over tid, historie og religion i almindelighed. Dette tema er formentlig noget af det (sammen med den historiske kontekst og det forhold, at der optræder munke og klostre i historien), der har fået anmeldere til at udnævne Laurus til “Russia’s answer to The Name of the Rose” (jf. Umberto Eco). Det er nu at tage munden noget fuld.

I heard you weere talking about death, said the merchant. You russians really love talking about death. And it distracts you form getting on with your lives.

Vores hovedperson støder undervejs på en bror i ånden, milaneseren Ambrogio, som har synske evner. Ambrogio får visioner om fremtiden, både den nære og den meget fjerne. Det bruger Vodolazkin som anledning til at indflette små historier fra 1970’ernes Sovjetunionen, som i form spejler middelalderhistorien om Arseny. Vodolazkins pointe er tydeligvis, at middelaldermennesket er tættere på os, end vi tror, og at menneskenes følelser, relationer, handlemønstre går igen på tværs af historien. Eller sådan noget. Det kan man diskutere fra en historisk vinkel, men uanset hvad man mener om det, så virker disse fremtidsvisioner fra en litterær betragtning påklistrede i romanen.

Laurus rummer mange gode ideer og indfald, og med sine betydeligere litterære ambitioner er den en af den slags bøger, der kan tiltrække læsere som mig.

Problemet er, at den er helt utrolig kedelig at læse.

Det har noget at gøre med Vodolazkins sproglige stil. Han har et meget udvendigt forhold til sin hovedperson Arseny/Ustin/Amvrosy/Laurus. Vodolazkin beskriver, hvad Arseny gør og siger og for så vidt også tænker. Men som læsere kommer vi ikke ind under huden på ham, vi føler ikke med ham, og hans handlinger forekommer derfor ikke særligt overbevisende motiveret. Vodolazkins hovedperson blev med andre ord aldrig levende for mig som læser.

Noget af miseren stammer måske fra Vodolazkins ambition om at skrive en sprogligt eksperimenterende roman, idet Vodolazkin blander moderne sprog med middelalderlige tale- og stavemåder, både i bogens dialog og refererende handling. Jeg ved ikke, hvoran teksten lyder i den russiske original, men i den engelske oversættelse siger personerne ting til hinanden som “Bathe thyself, yf thou wylt,” for et par sætningerne senere at bruge helt moderne udtryk som “Take it easy; jeez.”

Det er en ærværdig, men også krævende ambition, og hvis man ikke helt kan indfri den, kan der ske det, at sproget kommer til at stå i vejen for sig selv. Det synes jeg er sket for Vodolazkin i et vist omfang – selv om det jo retfærdigvis må siges, at det er svært for mig at vurdere, om hele problemet stammer fra den russiske original, eller om noget af det også opstår i oversættelsen til engelsk.

Romanen er i sin ydre handling ret beset fyldt med dramatiske optrin. Det bliver aldrig rigtig medrivende, fordi fortællestilen selv i de mest intense slagscener har noget opremsende over sig. Ligesom de mange forskellige scener i bogen følger på hinanden som fortællemæssigt tæt på uafhængige episoder. Der mangler energi og drive.

En anden detalje, der irriterer mig lidt, er en række historiske fodnoteagtige kommentarer i teksten undervejs, hvor forfatteren pludselig melder sig som stemme og giver en oplysende information om, hvad “en person i middelalderen” typisk ville gøre eller ikke gøre, eller hvordan huse var bygget i den tid osv. Det er ikke leg med genrer og forholdet mellem læser, forfatter og fiktion, det er bare dårligt forfatterhåndværk.

Laurus er mig bekendt endnu ikke oversat til dansk.

K's vurdering: