Harald Voetmann excellerer igen i sin nyeste roman i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få. På samme niveau kan jeg umiddelbart faktisk kun komme i tanker om fransk litteraturs enfant terrible Céline, men han mangler Voetmanns humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.

Jeg var ret begejstret for Voetmanns forrige bog. Alt under månen (2014), og Syner og fristelser er næsten lige så god. Faktisk er den sidste på sin vis mere stramt og for så vidt bedre komponeret end forgængeren. Syner og fristelser mangler dog det spraglede katalog af frastødende og såre menneskelige typer, der befolkede Voetmanns udgave af Tycho Brahes Hven i Alt under månen.

Syner og fristelser kan med lidt god vilje kaldes en historisk roman, for så vidt dens hovedperson og jeg-fortæller er modelleret over en faktisk eksisterende, historisk person, benediktinermunken Othlo af Sankt Emmeram (ca. 1010-1070). Af et kort forord til romanen fremgår det, at Voetmann “i nogen grad” trækker på Othlos to overleverede hovedværker, Synernes bog og En munks bog om sine fristelser, og “i høj grad” på middelalderens visionslitteratur og helgenfortællinger i øvrigt.

Syner og fristelser er fortalt af broder Othlo og udspiller sig over nogle få dage, hvor broder han ligger på sit sygeleje i Emmeram kloster efter at være faldet om med et slagtilfælde. På sygelejet oplever Othlo i drømme eller vildelser en vision fra Herren, som sender ham på en mental erkendelsesrejse til Himmelen, Helvede og det passionsløse mellemland Necubia, som er et slags limbo for “de ikke ret gode” og “de ikke ret syndige.”

Othlos rejse læses som en kosteligt morsom og begavet genfortælling af Dante Alighieris Den guddommelige komedie. Ligesom Dante har Othlo også en guide med sig, ikke Vergil, men en unavngiven fører, der uafladeligt skænder på Othlo for hans synder (og til sidst ikke længere kan styre sin forbitrelse over Othlos mangel på forbedringsvilje, men giver efter for trangen til i umådeholdent raseri at tugte ham med sin flammende knut).

Historien fortælles virtuost i en vekslen mellem Othlos himmel– og helvedesfærd, hans jordiske reflektioner over livet i klosteret (med et særligt voetmannsk fokus på munkenes kropslige udsondringer) samt dialogen mellem de andre syge munke omkring ham. De forskellige niveauer i teksten er ikke markeret ved andet end linjeskift og tale er ikke markeret med citationstegn eller lignende. Det giver teksten en karakter af at være et stort sammensurium i Othlos hoved, som fungerer forbløffende godt.

Himmel…
Othlos vision af Himmelen fremstår for den moderne læser som et tableau, der kunne være Monty Python værdigt. Her fordriver de salige, kanoniserede helgener tiden med spille bold med hinandens afhuggede hoveder:

Kærligt griber, favner og aer de hinandens dyrebare afskåretheder. En finger stryger gennem det opbruste hårkrus på tindingen eller langs den glatte øreryg, før den hovedløse krop atter slynger dette hoved fra sig og griber et nyt, hvert hoved lige elsket af dem alle og lige dirrende af uskyldig glæde over legen, hvis morskab aldrig ophører eller forpurres for dem.
[…]
At kunne dyppe sin læbe én gang i den strålende sandheds kilde, at måtte drikke af det lys fra din halsstump. Må mine læber kunne tvættes i det sår, for de er skidne.

Scenen får i Voetmanns prosa et sort-humoristisk twist, men er ikke så langt fra middelalderens helgenfortællinger og den kristne kirkes dyrkelse af Jesu og helgenernes sår og blod, som man kunne tro. Afsættet er således historien om den katolske helgen Skt. Denis (Dionisius), som var den første biskop i Paris. Han blev halshugget på Montmartre, men rejste sig ifølge legenden og tog sit hoved under armen og marcherede ti kilometer hen til det sted, hvor han ville begraves (hvor klosteret og det parisiske kvarter Sainte-Denis efterfølgende blev grundlagt). Den hellige Dionisius er i øvrigt den eneste i Othlos himmel, der endnu kender til sorgen i sin salighed: “For han alene kan kaste sit hoved så højt, endog uden at bispehuen falder fra det, at det kan skue hinsides Himmelpaladsets mure i et øjebliks frit fald, og dér få øje på menneskenes synd og elendighed.”

… og Helvede
Som hos Dante er der også hos Voetmann mest saft og kraft i skildringen af Helvede. Othlo føres ligesom Dante forbi den ene gruopvækkende afdeling efter den næste, hvor pinslerne er afpasset efter syndernes karakter.

Der er for eksempel den store grøft fuld af magre syndere, der ligger og vrider sig imellem hinanden:

Min fører fortalte mig, at dette havde været den mest forslugne samling rigfolk engang, og at det nu var sult og tørst, der skulle pine dem. De måtte flå tænderne af deres egne gummer og neglene af deres fingre og bruge disse som penge, for på skift at forsøge at købe retten til at sutte på nogle ufordøjelige stykker rådden krabbe.

Og der er bordellet, hvor “ægteskabsbryderne og jordens lystige pines i brutale englefavntag” og bestandig gennempules af op til otte brunstige engle på én gang gennem kropsindgange boret til lejligheden “med det altid forhåndenværende bøddelværktøj” samtidig med, at de monstre, de stakkels syndere er blevet gjort drægtige med, bliver født eller “med kløer og kindbakker” selv vrister sig ud gennem bugen på synderne.

Scenen ved bordellet er midt i al sin frastødende vulgaritet en af flere helt ubetalelige, idet den fromme broder Othlo ikke alene gribes af skræk og harme ved synet af synderne, der får deres brutale og berettigede straf i bordelbåsene:

En syndig lyst, der ligger mit væsen særligt nær, havde grebet mig, og mit kød forrådte min tro ved at vise sig villigt til at hore her, i midten af Helvedes pinsler og ydmygelser, og imens selve straffen udspillede sig overalt for mine øjne.

Før Othlo ved af det, lader han sig beredvilligt overmande af en sværm af bevingede, flaksende helvedesvaginaer med kløer og skarpe kindbakker, som løfter op i hans kutte og stiller hans “skamfulde beredthed” til skue. Hvorefter munken ellers får indfriet hele sit livs samlede syndige fantasier, idet “et lille vinget skamdyr af genus feminine og med rødkrøllede edderkoppeben langs randene” klemmer sig ned over hans beredthed og rider ham som en vellysten mare over de næste fire sider, alt imens hans fører i Helvede tordner over ham og erklærer hans sjæl “fortabt og død i Evigheders Evighed for Herren og for vor Frelser Ihesus Christus.”

Hellige Emmeram! Det må være en af litteraturhistoriens på én gang mest bizart groteske og samtidig mest, ja, guddommeligt morsomme scener. Den slår skrivemaskinesexscenen i William. S. Burroughs Nøgen frokost.

Voetmann er i modsætning til Dante ikke i troens og kirkens tjeneste. Og Herrens formål med at sende broder Othlo på himmel- og helvedesfærden synes således heller ikke at have den tilsigtede effekt. Faktisk slår det opdragende formål om i sin modsætning:

På det store vævertorv i Helvede, hvor de dømtes tarme flettes sammen til et gigantisk, blævrende tarmtapet (som hele tiden hakkes i stykker af de samme ådselfugle, som væverne flyver rundt på), konfronteres Othlo med sit eget kontrafej præcist og minutiøst vævet af tarme, der er trukket ud af den opsprættede bug på “nogle af de vrælende spædbørn, der hang naglet fast til rammen blandt mænd og kvinder.”

Og det bliver dråben, der får Othlo til at gøre oprør. Han erklærer, at han ikke ønsker “at drage nogen lære” af det, han har set, at “en lærdom, der indbefattede selv det fjerneste minde om Helvede, ikke ville være ønskværdig,” og at han i stedet fra nu af målrettet vil opsøge “den kortvarige glemsel, der findes på jorden, blandt andre af jordens elendige, med stærk drik og blodig mad og kvinder.”

Til sidst vender munken Othlo i Voetmanns gestalt sig altså væk fra Herrens visioner om Himmel og Helvede og omfavner i stedet jordelivet i alt dets elendighed, men også med dets saft og kraft og med dets konkrete og levende mennesker. Othlos mentale rejse kulminerer i en vision, der indbefatter det forkrøblede hittebarn Gehrwas, der som voksen klosterbroder nu ligger døende ved siden af Othlo i dødskamp, og som Othlo nu for sent indser, at han ikke har gjort nok for i sit liv:

Her på jorden, og måske også i landet Necubia, findes en hvile, der hverken er fordømt eller salig. I den mørkeblå firkant over mig hang tre stjerner på stribe, da jeg atter vågnede og kunne høre klokkerne slå og slå for broder Gehrwas’ sjæl, og jeg tænkte stadig kun, den dreng kunne jeg have lært at læse.

Syner og fristelser er en kort bog. Men der er langt mere gods i den end i de fleste af de 500-600 siders murstensromaner, der ellers synes at være den dominerende trend på bogmarkedet i disse år.

Alt i alt: Høj underholdningsværdi, en sproglig nydelse at læse, stof til eftertanke, hurtigt læst, overkommelig pris…. Hvad venter du på? Se at komme ned til din lokale boghandler og køb et eksemplar af Syner og fristelser. Og hvis du ikke har læst Alt under månen i forvejen, så snup den med også.

K's vurdering: