K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Middelalderen

Keiichiro Hirano: Eclipse

Af ,
Skriv en kommentar

En alkymistisk og filosofisk kortroman placeret i det sydlige Frankrig, tidsmæssigt på grænsen mellem middelalder og renæssance. Der er mange interessante elementer i bogen, som imidlertid knækker under vægten af sine egne ambitioner, unødigt overlæsset med historiske, filosofiske og religiøse referencer og name dropping.

Eclipse var den japanske forfatter Keiichiro Hiranos (f. 1975) ambitiøse romandebut fra 1998. Den indbragte ham i sin tid til prestigefyldte japanske litteraturpris, Akutagawa-prisen. Først nu foreligger den i engelsk oversættelse. Vi har endnu til gode at læse noget af Hirano på dansk. Men her på bloggen er vi stødt på ham tidligere i form af novellen The Transparent Labyrinth (opr. 2014, eng. 2017). >> Læs videre

Evgenij Vodolazkin: Laurus

Af ,
Skriv en kommentar

Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.

Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).

Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen. >> Læs videre

Harald Voetmann: Syner og fristelser

Af ,
Skriv en kommentar

Harald Voetmann excellerer igen i sin nyeste roman i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få. På samme niveau kan jeg umiddelbart faktisk kun komme i tanker om fransk litteraturs enfant terrible Céline, men han mangler Voetmanns humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.

Jeg var ret begejstret for Voetmanns forrige bog. Alt under månen (2014), og Syner og fristelser er næsten lige så god. Faktisk er den sidste på sin vis mere stramt og for så vidt bedre komponeret end forgængeren. Syner og fristelser mangler dog det spraglede katalog af frastødende og såre menneskelige typer, der befolkede Voetmanns udgave af Tycho Brahes Hven i Alt under månen. >> Læs videre