Jenny Erpenbeck: Hjemsøgelse

Med et sommerhus ved en sø i det berlinske opland som en slags prisme fortæller Jenny Erpenbeck i Hjemsøgelse en historie om Tyskland i det tyvende århundrede. Og mere universelt om menneskenes nyttesløse og ynkeligt forgængelige stræben efter at besidde, købe, eje, erobre og ødelægge – tingene og hinanden.

Hjemsøgelse kan betegnes som en polyfonisk roman. Den er fortalt af flere stemmer fra forskellige tider. Ad den vej leverer Erpenbeck et portræt af en del af det tyvende århundredes (øst)tyske historie set fra flere perspektiver.

Som prisme for denne fortælling vælger Erpenbeck et sted, et hus. Sydøst for Berlin ligger søen Scharmützelsee, også kendt som das Märkisches Meer (som forfatteren Theodor Fontane døbte det). Området blev omkring 1900 en feriedestination, og især i de første årtier af det tyvende århundrede blev der bygget eksklusive sommerhuse her for de mest velhavende berlinere.

I Erpenbecks roman bygger en berlinsk arkitekt i 1930’erne et sommerhus til sig selv og sin kone på en grund ned til søbredden. Et personligt udformet hus fyldt med hemmelige rum og særprægede krummelurer. Grunden tilhørte imidlertid tidligere en kvinde, der druknede sig i søen, og i den tid, der kommer, skal huset og grunden blive vidne til flere fortrædeligheder.

Dem hører vi om i elleve hovedkapitler, som hver især er selvstændige fortællinger, men som hænger sammen – til dels bundet sammen af relationer mellem de skiftende hovedpersoner, men især af stedet:

Under nazismen bliver de jødiske naboer sat ud og siden deporteret til udryddelseslejre under nazismen. Deres grund kan de tyske naboer erhverve sig for en slik og bebygge med et fint bådehus. Siden hen kommer den russiske hær og skider bogstavelig talt på det hele, mens en kvinde gemmer sig i klædeskabet – så længe, hun kan.

Efter krigen vender et ægtepar tilbage til huset fra eksil i Sibirien, men er af historien for altid afskåret fra det, der engang var deres hjem:

[…] de, der var flygtet fra deres hjemland, før de blev forvandlet til uhyrer, var blevet stødt ud i hjemløsheden af de nyheder, de hørte hjemmefra, ikke kun i årene for deres eksil, men for evig og altid, ligegyldigt om de vendte tilbage eller ej.

I et senere kapitel forsøger en ung østtysk studerende at svømme over Elben for at undslippe til Vesten. Og et par børn bliver ufrivillige vidner til en ældre drengs voldtægt af sin yngre kusine, mens deres egne fordringer på hinanden udspiller sig forskelligt set fra hver deres perspektiv.

Endnu senere bliver sommerhuset genstand for juridiske disputter om generhvervelse af tabt ejendom. Og til sidst går det i forfald.

Men romanen starter faktisk ikke med sommerhuset. Den starter med en prolog om de tusinder af år, der gik forud, hvor vældige ismasser dannede landskabet og søen. Med denne indramning af romanens hovedfortælling(er) får Erpenbeck udstillet de få generationer af mennesker, der kæmper om ejerskabet over huset og den stump jord, det ligger på, som blot og bart en parentes i den store verdenshistorie.

Menneskene køber og sælger, de besidder og ejer, de efterstræber, misunder og dræber, de erobrer og smadrer, de samler rigdomme og taber dem. De forgår selv lige som deres frembringelser. Men naturen består.

Mellem hvert af hovedkapitlerne er derudover indlagt et par sider, der beretter om “gartneren,” den tilsyneladende eneste (menneskelige) konstant igennem historien. Gartneren, som ingen i landsbyen ved, hvor kommer fra (“måske har han altid været der”). Han siger ikke meget, men han passer og plejer haven og området omkring huset.

I romanen er gartneren knap nok portrætteret som en personkarakter. Han er nærmere en næsten mytologisk instans, der stille og roligt og vedholdende – så vidt muligt uanfægtet af den menneskelige histories larm og rabalder – passer naturen. Indtil også han bliver gammel og svag og til sidst forsvinder ud af historien.

Jeg kan godt følge Erpenbecks idé med at indlægge mellemspillene med denne gartnerfigur som en slags refræner i fortællingen. Det er fint nok tænkt. Men måske også lidt fortænkt. Jeg havde ikke behøvet denne figur, syntes faktisk, at det som litterært greb var en lille smule til den affekterede side.

De fleste af de enkelte hovedhistorier er egentlig ret gode. Velskrevne og endda også medrivende. De fleste fungerer som fine noveller i egen ret. Alligevel var jeg – her nogle dage efter at have færdiggjort romanen – nødt til at bladre bogen igennem igen for at genkalde mig de enkelte historier og karakterer. Jeg havde næsten allerede glemt dem, og tilbage havde jeg kun billedet af et hus og et bådehus nede ved en sø og et noget flimrede og utydeligt galleri af forskellige beboere gennem tiden.

Man kunne sige, at dette for så vidt er en perfekt understregning af bogens pointe. Men det er også et udtryk for, at bogen ikke satte sig så mange spor som Erpenbecks senere Kairos (opr. 2021, da. 2024), som jeg læste forud. Og det tilskriver jeg, at Hjemsøgelse for mig fremstod som en lidt overtænkt konstruktion, hvor Erpenbeck har givet for lidt plads til at lade personkarakterne udfolde sig i egen ret.

K's vurdering: