Lea Ypi: Uværdig. Forestillingen om et liv

“Der er noget i mennesket, plejede min farmor at sige, der modstår alle krænkelser, overgreb eller ydmygelser – hvilket dyr ikke er i stand til, fordi de ikke kan tænke ud over deres umiddelbare eksistens. Vi kalder det værdighed.”

Den albansk fødte forfatter Lea Ypi (f. 1979) er uddannet i filosofi og litteratur og arbejder i dag som professor i politisk teori ved London School of Economics med speciale i marxisme og kritisk teori. Ud over en række faglige udgivelser om migration, globalisering, kolonialisme og kantiansk filosofi har hun også haft succes med det personlige erindringsværk Fri – at blive voksen ved historiens afslutning (2021).

Uværdig – forestillingen om et liv (opr. 2025, da. 2026) er også et slags erindringsværk, men det handler ikke om Lea Ypi selv, men om hendes farmor Leman Ypi.

I Ypis fremstilling er foranledningen til hendes fortælling om farmorens liv, at hun en dag på internettet tilfældigt ser et fotografi af sin farmor og farfar taget på deres bryllupsrejse til et italiensk skiresort i 1941. Et foto, der på nettet ledsages af et  troldespor af kommentarer om farmoren som angiveligt både fascistisk kollaboratør og kommunistisk spion og andet fra samme skuffe.

Fotoet giver angiveligt Lea Ypi anledning til at spørge sig selv, hvad hun egentlig ved om farmorens liv. Hvordan kan hun for eksempel se så tilsyneladende ubekymret og glad ud på et italiensk skiresort på et tidspunkt, hvor hendes hjemland Albanien er besat af netop Italien?

Bogen former sig dels som en personlig historie om Ypis eget efterforskningsarbejde i arkiverne med at rekonstruere farmorens liv, blandt andet via frigivne dokumenter fra den albanske efterretningstjenestes overvågning. Dels er det en biografi om farmoren, skrevet som en fiktionaliseret genfortælling af farmorens liv.

De fiktionaliserede kapitler fylder mest, og samlet set er bogen for mig at se først og fremmest at betragte som en (delvist selv-) biografisk roman. I boghandlen fandt jeg ganske vist Uværdig blandt biografierne i afdelingen for faglitteratur, men havde jeg været boghandleren, havde jeg nok placeret den i skønlitterære afdeling.

Ind imellem kapitlerne om farmorens historie og Ypis egen efterforskning er indsat citater fra en række af de dokumenter, Ypi finder i arkiverne, især fra den albanske efterretningstjenestes arkivalier om farmoren og farfaren, Asllan Ypi, der under Enver Hoxhas kommunistiske diktatur blev idømt tyves års fængsel og strafarbejde for politisk agitation og samarbejde med den britiske efterretningstjeneste.

Farmoren, Leman Leskoviku, fødes i Saloniki (i dag Thessaloniki) i 1918 som barn af en velhavende familie, der beskrives som tilhørende den osmanniske elite.

Saloniki i Makedonien havde på det tidspunkt været græsk siden 1912, men var stadig præget af den osmanniske fortid. I forlængelse af 1. verdenskrig går det Osmanniske Rige helt i opløsning, og som en del af Lausanne-traktaten efter den græsk-tyrkiske krig i 1919-1922 aftalte parterne en såkaldt befolkningsudveksling. Begrebet “befolkningsudveksling” dækkede over historiens hidtil største tvangsdeportation, som omfattede omkring 2 millioner mennesker, adskilt efter religiøse skillelinjer: Græsk-ortodokse kristne i Tyrkiet blev tvangsdeporteret til Grækenland, mens muslimer i Grækenland blev deporteret Tyrkiet.

Lemans familie var etniske albanere, græske statsborgere og formelt set muslimer. Alligevel lykkedes det dem at undgå deportationen, angiveligt med henvisning til, at de havde kulturelle rødder i den sefardiske jødedom (familien var tilbage i 1600-tallet eller så konverteret til islam, men mest af praktisk-sociale grunde, måtte man forstå) – og formentlig også ved at trække på nogle økonomiske forbindelser.

Pointen er her, at Leman allerede som barn vokser op i et samfund præget af kulturelle, sociale og religiøse identitetsmæssige skismer. Leman havde aldrig selv været i Albanien, da hun som attenårig i 1936 ikke desto mindre beslutter sig for at flytte til Tirana – mest for at undslippe sin konservative familie og risikoen for et arrangeret ægteskab med en klam tysk handelsmand med nazisympatier (som allerede havde drevet hendes elskede faster ud i selvmord).

I Albanien møder Leman sin kommende ægtemand, Lea Ypis farfar, Asllan Ypi – en overbevist demokrat, som er søn af Albaniens tidligere premierminister og undervisningsminister, Xhafer Ypi (1880-1940). Her møder hun blandt andre også Asllans gamle ven, den unge kommunist Enver Hoxha – den samme, som senere bliver Albaniens diktator.

Portrættet af farmoren Leman Leskoviku, gift Ypi, er et portræt af en usædvanlig og stærk kvinde. Alene det at forlade sin familie og flytte til Tirana som attenårig og søge job og bolig som ene kvinde må have krævet noget ganske særligt i det ekstremt patriarkalske og traditionsbundne Albanien i 1936. Siden kommer perioden med det kommunistiske diktatur, hvor Leman skal overleve som enlig mor i et kollektivlandbrug, mens manden hensygner i et politisk fængsel.

Lea Ypis fremstilling af både Saloniki og Tirana i perioden er interessant og fyldt med detaljer, der gør den levende. Portrættet at Ypis farmor er lige så høj grad et portræt af Albaniens moderne historie. For mig var det især som sådan, at bogen var interessant.

Som biografisk roman betragtet er den lidt tung. Den er sådan set let nok at læse, men der er for mange scener og for mange replikker, som virker kunstigt anbragte netop med det formål at kunne fortælle den politiske historie som en del af familiehistorien.  Mens historien bliver levende, kan det samme således ikke rigtigt siges om personerne, faktisk heller ikke om portrættet af Lea Ypis farmor er jeg ked af at sige  – på trods af, at det er det angivelige formål med bogen.

Hvordan Ypis efterforskning i arkiverne ender, skal jeg ikke røbe her. Men slutningen har nok været mere oprivende for Ypi selv, end den er for læseren.

Den generelle og filosofiske konklusion er der dog ikke noget forgjort i at røbe, for det er i høj grad bogens ledetråd og i et vist omfang dens ration d’être:

[…] sandheden om Leman Ypi [består] måske kun delvist i hendes livs rekonstruerede kendsgerninger. Fortolkningen af disse kendsgerninger er lige så vigtig, den historie, de fortæller, det moralske lys, de kaster over verden. Eller en katarsis gennem reflektion over, hvordan tingene kunne være anderledes – uværdighed budt trods af forestillingsevnen.

Jeg var glad for at læse bogen, fordi den giver et interessant indblik i Albaniens og en del af Grækenlands historie i det 20. århundrede. Men bogens centrale ærinde, at bringe farmoren som menneske til live, synes jeg faktisk ikke, at den får indløst godt nok (og nej, jeg synes ikke, at Lea Ypis afsluttende reflektioner herom – som jeg ikke kan komme nærmere ind på uden at spoile for meget – i tilstrækkelig grad råder bod på denne mangel).

P.S.: Før et eventuelt 2. oplag af bogen kan jeg anbefale Informations Forlag at kigge bagsideteksten igennem, hvor der fire gange refereres til Lea Ypis mormor, men det er nu altså hendes farmor, bogen handler om.