Robbie Arnott: Dusk

I et arkaisk landskab rider et utilpasset tvillingepar med familietraumer i bagagen ud på dusørjagt efter en lige så utilpasset, menneskedræbende puma i denne tasmanske western med Cormac McCarthy-agtige aspirationer. Især værd at læse for de fængslende landskabsbeskrivelser.

Dusk er den fjerde roman fra den australske forfatter Robbie Arnott (f. 1988). Den udspiller sig i en ikke præcist angivet tid, som kunne være det 19. århundrede, på et ikke præcist angivet sted, som kunne være et sted i det indre Tasmanien, hvor Arnott selv stammer fra.

Her har nogle fåreholdere på et tidspunkt i fortiden angiveligt importeret et antal sydamerikanske pumaer fra Andesbjergene, for at de skulle nedlægge de vildtlevende hjorte, der plagede farmerne. Pumaerne slog sig imidlertid på at spise får i stedet, så farmerne gik i gang med at skyde pumaerne.

Ved romanens begyndelse er der kun én af disse fremmede pumaer tilbage. Farmerne kalder den Dusk, og den har udviklet sig til en frygtet menneskedræber, som allerede har gjort det af med adskillige jægere.

Her kommer romanens hovedpersoner ind i billedet: Tvillingerne Iris og Floyd Renshaw, børn af et i regionen berygtet ægtepar, “the killer thieves,” et par fordrukne, forhutlede, forbryderiske og virkelig dårlige forældre.

Iris og Floyd har ikke erfaring med at jage rovdyr, og de ejer ikke et gevær. Men de mangler penge, og Floyd er stifinder, og Iris har gåpåmod, så de sætter sig for at opspore pumaen. Og herfra udfolder historien sig.

Jeg faldt over bogen i en boghandel og blev fristet af lovprisninger på for- og bagside, der sammenligner Arnott med Cormac McCarthy og Joseph Conrad (ja, den får ikke for lidt). Men selv hvis man trækker lidt fra, så er den slags referencer nok til at vække min interesse.

Arnott er dog hverken nogen McCarthy eller nogen Conrad. Ambitionerne er der formentlig, og inspirationen fra McCarthy er der helt sikkert – ikke mindst i den måde, hvorpå Arnott lader landskabet indgå som en af hovedpersonerne i romanen. Netop landskabsbeskrivelserne var for mig også bogens absolut stærkeste kort og dét, der trækker min samlede vurdering op. Her har Arnott sin styrke, hans landskaber gnistrer.

Tvillingerne bevæger sig rundt i et landskab, der på den ene side kunne ligne steder i Tasmanien (tror jeg, uden at have været der), og på den anden side er tilsat fremmedartede elementer, som nærmere hører hjemme i et fantasy-univers: Jo længere, de bevæger sig ind i landskabet, jo oftere støder de på enorme forhistoriske skeletter af uddøde havdyr fra en fjern fortid – knogler, der rejser sig op i landskabet som afpillede, visne træer, og som bidrager til den arkaiske undergangsstemning.

Men Arnott mister mig i dét, der trods alt skal bære romanen: Personkarakteristikkerne og selve handlingen. Det største problem er, at han forklarer for meget af personernes indre liv. Arnott har ikke en Cormac McCarthys mod til at lade de ydre beskrivelser af personernes handlinger tale for sig selv. Den spænding, der kunne have været i romanen mellem de to tvillinger, bliver forklaret væk.

Og så fylder en serie tilbageblik til tvillingernes barndom og tiden med deres forældre alt for meget for min smag. Alle tilbageblikkene er grundlæggende ret kedelige og tjener igen primært til psykologiske overforklaringer.

Dusk er også en spændingsroman. Der er en intrige, og der er noget action. Det er ikke romanens stærkeste kort, men fungerer okay. Faktisk havde jeg gerne set, at vi var kommet til den actionprægede del af handlingen lidt tidligere, for de første tre fjerdedele af bogen står lidt stille.

Samlet set kan jeg svinge mig op til tre stjerner på grundlag af de flotte landskabstableauer, som Arnotte på fin vis formår at integrere i romanens handling.

K's vurdering: