Danser med ulve i Lapland. Ny dansk bog roman om samer og ulve i Nordsverige er interessant natur- og kulturformidling, men halter lidt som roman.

Ulvens blik er Jonna Odgaards debutroman og første bind i en planlagt trilogi om det samiske folk.

Handlingen i Ulvens blik følger i korte, skiftende kapitler to sidestillede hovedpersoner: Den unge biolog og ulveforsker Mats, som efter sin fars død kvitter forskerjobbet og tager ud i vildmarken for at finde sig selv. Her opholder han sig et års tid alene, primært i selskab med en vild ravn og en ulvefamilie.

Historien om Mats er især spændende for sine interessante og detaljerede beskrivelser af naturen og dyrelivet i den svenske vildmark – omend der efter min smag går lidt for meget Kevin Costner og Danser med ulve i den (vi kommer faktisk helt over i taler med ulve, og det var nok lidt mere, end jeg var klar til at kapere….).

Den anden hovedperson er den unge, dygtige og ambitiøse stockholmerjournalist Mari, som tager orlov fra sit arbejde for en periode for at tage til Jokkmokk i Lapland i det nordlige Sverige for at passe sin morfar, der er blevet delvist lam efter et hjertetilfælde. For hende bliver det et uventet møde med den samiske kultur og sider af sig selv, hun næsten havde glemt.

Og ja, du har allerede gættet det: de to smukke, unge menneskers skæbnetråde viser sig naturligvis at vikle sig ind i hinanden.

For mig var kapitlerne om Mari de mest interessante – mest fordi det er her, vi hører mest om den samiske kulturtradition, som Jonna Odgaard får formidlet på udmærket vis. Bogen bærer således tydeligt præg af, at Jonna Odgaard har beskæftiget sig med Laplands vilde natur og den samiske kultur i mange år gennem rejser og studier. Hun har fået lagt en masse viden ind i romanen om mange sider af samelivet, herunder samisk shaminisme og religiøse forestillinger, sproget, forholdet til naturen, rendyrholdet, madkultur, kunsthåndværk og meget mere.

Men vær advaret: Hvis du tænker, at du ligesom jeg vil have det svært med talende ulve, så forbered dig på en endnu hårdere udfordring, når Jonna Odgaard i meget virkelig og ikke-symbolsk form introducerer De Underjordiske, en slags samiske nisser…. Her bevæger vi os fra Danser med ulve faretruende langt over i retning af Harry Potter (uagtet, at de underjordiske angiveligt er en levende del af den samiske religiøse forestillingsverden den dag i dag).

Plottet som sådan er okay underholdende, omend lidt for forudsigeligt, ligesom jeg savnede nogle større forhindringer for protagonisterne undervejs for at skabe lidt mere drama. Som læser er man således aldrig bekymret for, om de to helte skal blive slået ud af kurs af de små enkeltstående udfordringer, de møder på deres vej.

Og så er de to hovedpersoner begge så grænseløst smukke og kloge, retfærdige og renfærdige, følsomme og handlekraftige, at det bliver kedeligt. Romanen postulerer ganske vist, at de to hovedpersoner er vældig sammensatte og splittede med hver deres menneskelige fejl, men selv disse fejl fremstilles i et sådant forklarelsens lys, at de to kun fremstår som endnu mere helstøbte mennesker. Og perfekte mennesker er altså ret uinteressante i længden, også at læse om.

Sproget flyder for det meste nogenlunde, men især dialogen og personernes (af citationstegn indhegnede) tanker virker ofte tung og kunstig.

Det, der irriterede mig mest ved skrivestilen, var imidlertid, at Odgaard skriver alt for meget: Intet lades uforklaret, alle tanker, følelser, handlinger og naturoplevelser beskrives, forklares og kommenteres, så selv den mest uopmærksomme og tungnemme læser kan følge med. Det har naturligvis den fordel, at man som læser kan læne sig mentalt tilbage og slappe af, da man ikke behøver at tænke så meget selv undervejs, men det gør det unægtelig også til en noget mere tam læseoplevelse.

For mig betød denne stil, at jeg som læser aldrig rigtig kom til at leve mig ind i personerne – fordi det ikke var nødvendigt: når teksten ikke efterlader tilstrækkelig store huller eller mellemrum, som jeg som læser skal fylde ud for at give teksten mening, så begynder jeg at kede mig. Det kan i et vist omfang være et spørgsmål om smag og behag, men for mig blev det lidt ungdomsromanagtigt, og sådan tror jeg ikke, at romanen er tænkt.

Når alt det er sagt, så var jeg faktisk udmærket underholdt undervejs – og det ville være en forstillelse, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg også blev rørt hen mod slutningen af romanen.

Men især blev min interesse fanget af beskrivelserne af Laplands natur og den samiske kultur, både de religiøse myter og riter, rensdyrholdet og hverdagens vaner. Odgaards evne til at formidle dette stof i en lettilgængelig romanform bringer mit humør en del takker opad igen, og det kompenserer delvist for de anker, jeg kan have mod fortællestrukturen og sproget.

Sareks nationalpark – et af de landskaber, der optræder i bogen. Her vil man gerne hen…. (foto: Jonna Odgaard)

Jeg har ihvertfald fået lyst til at tage til Lapland af at læse bogen (idet jeg et kort øjeblik ser bort fra det med myggene…) – og så tror jeg egentlig, at forfatteren har opnået en god del af sit ærinde.

I et efterord fortæller Jonna Odgaard således, at hun som freelancejournalist for år tilbage uden held forsøgte at få danske medier til at købe en artikel om samiske renholderes traditionsrige kalvemærkning i fjeldet. Hun angiver selv, at en del af motivationen for at skrive Ulvens blik er et forsøg på at komme ud med fortællingen om samernes levevis og om Laplands natur via romanformen i stedet for via journalistiske artikler. Jeg håber, at det lykkes for Jonna Odgaard, for fortællingen om samerne og Lapland er både spændende og vigtig og fortjener at blive hørt.

Bogen er venligst tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget på forfatterens foranledning. K’s bognoter her ingen forbindelse til forlag eller forfatter i øvrigt.

• Lignende indlæg

Martin Glaz Serup: Læsesteder

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Kristina Stoltz: Historien