Iselin C. Hermann: Tid finder sted

”Der er mange måder at fortælle sit liv på, de fleste af os glemmer bare, at historien fortælles, mens vi lever det, og at de sekunder vi tilbagelægger, allerede er en del af fortællingen.“

Danske Iselin C. Hermann (f. 1959) er et nyt navn for mig på trods af, at hun faktisk debuterede tilbage i 1998. Jeg faldt tilfældigt over Tid finder sted (2025) i en boghandel forleden. Jeg blev tiltrukket af titlens filosofiske flertydighed: Tid som noget, der forløber (som når tiden går). Men også tiden som noget, der finder steder at aflejre sig, knytte sig til – erindringens steder.

Bogen består af elleve kapitler, som hver især fremstår som enkelte nedslag i forfatterens erindring. De er ordnet kronologisk. De første kapitler er relativt tidlige barndomserindringer, de næste er scener fra ungsdomslivet, så får fortælleren en kæreste, et barn, bliver voksen – og i de sidste kapitler er hun selv så gammel og voksen, at hun må tage afsked med sin mor.

Kapitlerne er kan læses som uafhængige noveller. Men der er også en sammenhæng mellem dem, og der er en kronologisk fremdrift. Man er som læser ikke i tvivl om, at det er den samme jeg-fortæller gennem hele bogen. Samlet set kan novellerne således også læses som en roman, en slags fragmentarisk selvbiografi.

Alle noveller/kapitler er centreret om et sted i en tid – eller en tid på et sted:

En sommerferie som fjortenårig på en husbåd i Amsterdam hos morens veninde og hendes alternative kunstnerkæreste.

En tur gennem souk’en i Damaskus, som ender i et uventet møde med ubetinget tillid fra en fremmed.

Et sted, der kun findes på et fotografi, eller rettere kun findes i erindringen om et fotografi, fortælleren har set flygtigt engang. Om forholdet mellem det, vi ser, og de billeder, det sete efterlader i vores erindring – og om hvordan ord skaber billeder.

Fortællerens mors tomme lejlighed efter morens død. Om håndteringen af tabet og sorgen.

Når et menneske dør, bliver omgivelserne tilbage.
      Det er ikke til at sige, hvor lang tid, sorg varer.
      Om et par måneder vil lejligheden være tom, og dem, som flytter ind, vil rive gulvene op, væggene ned, køkkenet ud. Men for mig vil min mor altid bo her, som den ser ud nu.

I hvilken grad scenerne i bogen er selvbiografiske fra Iselin C. Hermanns side, ved jeg ikke. Jeg-fortælleren har hendes navn, finder vi ud af, ihvertfald i en eller to af novellerne, men det behøver jo ikke at være ensbetydende med, at fortællerens biografi er sammenfaldende med forfatterens. Ligesom det jo i øvrigt for os alle gælder, at vores erindringer om vores egen fortid ikke nødvendigvis er 1:1 sammenfaldende med det, der faktisk skete.

Uanset hvad, fremstår novellerne som troværdige, personlige erindringsbilleder. Fint og sart formidlede. Men ærlig talt også en lille smule kedelige.

Ikke forstået derhen, at novellerne i bogen er dårlige, slet ikke. Iselin C. Hermann skriver fint. De fleste af kapitlerne udgør isoleret set fine noveller. Det er også samlet set en fin bog. Den var på mange måder fin at læse.

Men jeg mangler noget, et eller andet ud over dette “fine.” Noget lidt mere skævt, noget der kradser lidt mere, enten sprogligt eller i handlingen.

Enkelte af novellerne skiller sig positivt ud:

Historien om den fjortenårige fortællers sommerferie på en husbåd i Amsterdam er sjov i kraft af en markant og spraglet karakter, halvfjerdser-hippien Viktor.

Kapitlet om sorgen over den afdøde mor er på én gang afdæmpet og stærkt, for eksempel i billederne af, hvordan hun går på biblioteket og forlænger lånetiden på morens biblioteksbøger og køber en ny trøje til hende, vel vidende at den aldrig vil blive brugt af moren, som jo ikke er i tiden mere.

De øvrige kapitler er for så vidt også fint skrevne, og jeg har ikke noget konkret negativt at sige om dem. Men i løbet af tidsrummet fra i morges, da jeg læste de sidste noveller, til nu her til aften, hvor jeg skriver disse linjer, er det meste af bogen allerede næsten fordampet fra mit sind.

Jeg er som udgangspunkt ret stor fan af den litteraturgenre, Iselin C. Hermann skriver sig ind i med Tid finder sted. Dette at sætte fokus på de konkrete sanselige detaljer i konkrete enkeltsituationer indlejret i tid og rum – og tematiseringen af erindringen som noget, der netop både finder sted i tid og er stedligt forankret.

Hermanns bog er et meget sympatisk bidrag til genren. Samtidig er den måske også en illustration af, hvor svært det faktisk er at skrive i denne genre på en måde, der rækker ud over egne personlige erindringer i en form, der kan berøre andre læsere – selv for en på mange parametre tydeligvis god forfatter, der kan sit håndværk. Jeg havde således svært for alvor at knytte an til teksterne.

Min samlede vurdering toner derfor lidt lunkent ud: Der er point for at skrive fint og nærværende, men jeg blev kun kortvarigt og ganske få steder ramt eller berørt på en erindringsværdig måde.

K's vurdering: