Christian Haun: Næste helvede

Herlige og djævelsk gruelige historier fortalt af en forfatter, der kan sit litterære håndværk og dertil er beriget med en diabolsk fantasi.

Christian Haun (f. 1974) er et helt nyt litterært bekendtskab for mig – på trods af, at han siden debuten i 1999 har udgivet otte romaner og tre novellesamlinger. Jeg må faktisk tilstå, at jeg aldrig havde bidt mærke i hans navn, før jeg så en overstrømmende anmeldelse af hans nyeste novellesamling, Næste helvede (2026), af Lars Bukdahl i Weekendavisen.

De, der kender Lars Bukdahls præferencer som litteraturanmelder, vil med dén reference allerede være klar over, at vi ikke er i genren for triviallitteratur eller i det hele taget litteratur for de fleste.

Historierne i Næste helvede er dog ikke svære at læse, så man skal ikke være bekymret for at kaste sig ud i dem. De er bare lidt mærkelige. Eller: Meget mærkelige. Dertil pænt uhyggelige, de fleste af dem faktisk decideret i gys og horror-genren.

Den kun 115 sider lange novellesamling rummer otte historier, de fleste på mindre end 10 sider og en enkelt lidt længere. Alle noveller fungerer som selvstændige historier, men en del af dem hænger alligvel sammen, for så vidt de har den samme mystiske person som hoved- eller bifigur:

Således møder vi i flere sammenhænge en vis Jens Frank, nogle gange fulgt af en mærkelig personage ved navn hr. Simak (en besynderlig Sancho Pancha-agtig type. som fysisk angiveligt måler én gange én meter og muligvis ikke er af denne verden).

Jeg røber ikke for meget ved at afsløre, at denne Jens Frank er taget i lære af en vis Mester, som har adskillige diabolske træk, selv om vi aldrig rigtig finder ud af, hvad han er for en størrelse. Men Jens Franks handlinger er så afgjort ikke nogen, han er blevet belært om i søndagsskolen.

Han sad under broen med sin kommode og sin madras. Lidt længere nordpå, ude på øen i floden, hvor papirfabrikkens tommer bygninger lå, ventede Mester på ham, men Jens Frank følte sig ikke klar, verden grinte ad ham. Grinte som de havde grint på universitetet, indtil han puttede noget i deres mad.

Mine favoritter i samlingen var nu et par af de historier, hvor denne Jens Frank ikke optræder direkte:

Den krybende uhygge, der eskalerer mod slutningen af den indledende historie, “Ved kysten,” er suverænt godt afstemt, Dertil fungerer novellen fremragende som den indledende historie i samlingen for en uforberedt læser som undertegnede, der slet ikke var forberedt på niveauet af gys og horror, som også først sent afsløres i “Ved kysten.” Stor chokeffekt.

“I ovnen” er en anden favorit: En slags moderne udgave af Hans og Grete – nu blot meget mere krybende uhyggelig, men samtidig ikke uden en vis diabolsk humor.

Christian Hauns Næste helvede er formentlig ikke for alle. Og den er heller ikke for alle tidspunkter, Jeg havde den liggende på natbordet, og det kan godt være, at det er mig, der er blevet mere sart med alderen, men jeg måtte faktisk fjerne den fra natbordet og læse den på andre tidspunkter, for den gav mig simpelthen dårlige drømme.

Men dét er faktisk en anbefaling – til dem, der nyder et litterært raffineret gys med et strejf af humor.

K's vurdering: