Giuliano da Empoli: Rovdyrenes tid

“Rovdyrenes tid står for døren, og overalt udvikler tingene sig på en sådan måde, at det der skal ordnes, vil blive ordnet med ild og jern.”

Rovdyrenes tid er et uhyre velskrevet og interessant, men skræmmende og dystopisk perspektiv på magtforholdene i verden i dag, om ændrede politiske spilleregler og en mere end usikker fremtid for forestillingen om oplyste demokratier bestående af myndige borgere, der gennem utvungne diskussioner i en fælles offentlighed filtrerer dårlige argumenter fra gode og stiller magthaverne til ansvar.

Bogen bærer betegnelsen essay, og det er velvalgt. Bortset fra længden, så har den essayets karakteristika: Politiske og samfundsfilosofiske reflektioner iblandet personlige erfaringer og subjektive vurderinger serveret i en løs, men elegant form.

Og italiensk-schweiziske Giuliano da Empolis personlige erfaringer er bestemt ikke uinteressante i denne sammenhæng. da Empoli (f. 1973) er forfatter og politisk kommentator, og han har en fortid som toprådgiver for flere italienske politikere, herunder Matteo Renzi, da denne var premierminister i Italien.

Bogen giver sig ikke ud for at være en systematisk analyse af de politiske og økonomiske magtstrukturer i verden i dag, og det er den heller ikke. Den er derimod et tankevækkende, uhyre velskrevet og letlæst, langt essay, som ville være underholdende, hvis det ikke samtidig var så skræmmende.

Rovdyrene i bogens titel er dels vor tids autokratiske politikere – fra den saudiske kronpris Mohammed bin Salman (kendt som MBS) fra det åbenlyst autokratiske saudiarabiske regime over populister i skindemokratier som El Salvadors præsident Nadia Bukele til selvfølgelig Donald Trump, som er præsident for dét, der engang var kendt for at være verdens første demokratiske nation, men som nu ikke engang længere lader som om, at han interesserer sig for sandhed eller har nogen som helst respekt for de demokratiske institutioner og retsstatens grundprincipper og i stedet mere og mere utilsløret baserer sig på udøvelsen af rå magt.

Rovdyrene er imidlertid i endnu højere grad den nye teknologiske elite, tech-oligarkerne. Det er velkendte frontfigurer som Elon Musk og Mark Zuckerberg, og bag dem er det typer som Yann Le Cun (lederen af Metas AI-program), Sam Altman (direktør for OpenAI) og Demis Hassabis (grundlægger af Googles AI-program, DeepMind). Teknokrater, der ifølge Giuliano da Empoli først i det skjulte, men i stigende grad åbenlyst – som en moderne tids Borgia-familie- kynisk udnytter de autokratiske politikere til at fremme egne mål. Mål, som kan være ren profit og økonomisk vinding eller drevet af teknologiske utopier for menneskehedens bedste, men som i alle tilfælde forfølges uden respekt for demokratiske institutioner.

Genvalget af Donald Trump som USAs præsident kan ifølge da Empoli ses som et vendepunkt i den forstand, at techoligarkerne nu føler sig så stærke, at de tør træde helt frem på scenen og erklære den gamle, politiske elite åbenlyst krig, jf. Elon Musk.

Techmogulernes afgørende indflydelse på amerikansk politik er imidlertid ikke noget helt nyt. Ifølge da Empoli kan æren for Barack Obamas genvalg tilbage i 2012 i ikke ringe grad tilskrives Google-chefen Eric Schmidt , som i det, der dengang blev kaldt “Project Narwhal,” stod bag brugen af Googles algoritmer til at målrette Obamas kampagne mod de mest påvirkelige vælgerne i svingstaterne med individuelt tilpassede kampagner via sociale medier.

I tredive år, fra midten af 1990’erne frem til i dag, har USA’s demokratiske parti bøjet sig for tech-entreprenørerne, der som de flinke, lidt aspergeragtige nerds de var, lovede dem verdensfred og broderkærlighed imens de ubemærket forvandlede sig til frygtelige molokker, stadig med asperger, der udkæmper en nådesløs krig om det planetariske og intergalaktiske herredømme.

Giuliano da Empoli udmaler et dystopisk fremtidsbillede, som er tæt på at indtræffe, hvor teknologierne tager magten også fra techoligarkerne selv i en skræmmende virkelighedsnær version af The Matrix.

Der er intet demokratisk eller transparent ved den kunstige intelligens’ magt. Mere end artificial er AI en form for autoritær intelligens, som centraliserer data og omdanner dem til magt. Alt sammen i fuldkommen uigennemsigtighed, alene styret af en lille håndfuld erhvervsfolk og videnskabsmænd, som rider på ryggen af tigeren og beder til, at de selv vil undgå at blive ædt.

Mens fremtidsvisionen i The Matrix, hvor maskinerne helt har overtaget kontrollen med verden og menneskenes bevidsthed, endnu er et par skridt væk, så er Kafkas vision fra romanerne Processen og Slottet ifølge da Empoli imidlertid allerede indtruffet for store dele af befolkningerne i verden, hvis endnu ikke for eliterne. En mareridtsagtig samfundstilstand, hvor ingen forstår, hvad der foregår, og magten ikke har noget centrum og opererer gennem uforståelige regler, som ingen har udstedt.

Slottet erobrer hele tiden nye territorier, og der vil komme en dag […], hvor algoritmernes knusende overlegenhed over politikernes og de store chefers dømmekraft vil være demonstreret hinsides enhver tvivl. Den dag vil Slottet dække hele jordens overflade, og de eneste, der kan danse, frie og lunefulde som genopstandne hertuger af Sachsen, vil være præsterne i den nye kult, AI-conquistadorerne, der for en stund vil nyde gudernes ambrosia før også de bliver dømt til evig glemsel af den posthumane matrix.

da Empoli tilbyder ingen løsninger, faktisk ikke engang noget håb. Det afsluttende kapitel om en fransk borgmesters kamp mod de anonyme algoritmer, der har gjort en ellers stilfærdig fransk landsby til et helvede af en gennemfartsvej, afsluttes ganske vist med en sætning om, at “kampen fortsætter,” med udgangsstemningen er ikke desto mindre, at det er en udsigtsløs kamp.

Med andre ord så er da Empolis analyse lige så forstemmende, ja, decideret skræmmende, som han skriver underholdende. Det gør imidlertid ikke bogen mindre relevant, desværre.

K's vurdering: