Nick Cave: And the Ass Saw the Angel

“American Southern Gothic” på australsk. Ikke for de sarte eller for sproglige minimalister.

Australske Nick Cave kender de fleste bedst som rocksanger fra bl.a. Nick Cave and the Bad Seeds, men han har også begået et par romaner. Han debuterede i genren tilbage i 1989 med And the Ass Saw the Angel, som blev genudgivet i 2009 i Caves egen redigerede version, som er den, jeg har læst.

Stemningen i bogen ligger tæt op af de mest dystre af Caves rocktekster – bare lige 3-4 nuancer mere sort og tilsat et ordentligt skud gammeltestamentelig, apokalyptisk patos.

Romanen er fortalt gennem øjnene på Euchrid Euchrow – i tilbageblik, mens Euchrid som omtrent 30-årig ligger og synker langsomt ned i sin død i en mudderpøl af hængedynd, mens kragerne allerede hakker i ham.

Bogens geografiske scene fremgår ikke helt præcist, men vi er tydeligvis et sted i det amerikanske Deep South, i en lille landsby i en mørk, våd og sumpet afkrog af verden befolket af degenererede low-life hillbillies, drankere og narkomaner, ludere og lommetyve, fanatiske kristne og svovldunstende dommedagsprædikanter.

Euchrids fortælling begynder med det øjeblik, hvor hans smådemente hillbilly-far på bagsædet af et gammelt bilvrag skærer ham og hans tvillingebror ud af deres stangdrukne mors mave med en knust flaske (moren var “too pissed to push…”). Tvillingebroren dør umiddelbart efter fødslen, mens lille baby Euchrid endnu kan høre sin mor (“her bitchship, mah mother, Ma”), nu opvågnet efter fødslen, ligge og banke løs på siden af bilvraget, mens hun råber efter sin flaske hjemmebrændt: “Wha-ars mah boddle! Wha-a-ars ma-ah boddle!”.

Euchrid, stum fra fødslen, vokser op som “the loneliest baby in the history of the world”. Forsømt og vanrøgtet af sine inkompetente forældre, udstødt og forfulgt som en stum, dum særling af resten af den indavlede landsby. Men Euchrid ser og opfatter mere, end nogen aner, og gennem ham får vi et slags portræt af et dybt degenereret, hyklerisk og brutalt landsbysamfund.

Euchrid vokser op og udvikler en megaloman selvopfattelse af at være Guds udvalgte redskab. I sidste tredjedel af bogen slår det ud i galopperende vanvid – og det afspejles i teksten, som over de sidste omkring 100 sider er én lang rablende, svovldunstende apokalypse af en ordflom.

Stemningen i romanen understøttes af, at Cave skriver hele teksten i en slags transskriberet underklasse-sydstatsdialekt med rigelig brug af mere eller mindre selvopfundet slang. Som her, hvor Euchrids far pædagogisk forklarer sin søn om den på det tidspunkt afdøde mors natur:

‘Why, that piss-eyed hell-bag had more monster in her than a pack o’ dragons and was a damn sight more ornery than any Philistine ogre and twice as ugly. And furthermore – an here ah’ll swear on a stack – ya could drag all the sewers in whoredom ‘n’ still ya wouldn’t land a sloppier, more downright low-livin scum-monger than the hog that bore you.’ (s.163)

Lyder det hele lidt ubehageligt? Det er det ikke. Det er meget ubehageligt. Og det er sådan hele bogen igennem.

Det er ikke helt min kop kaffe, må jeg indrømme. Jeg har ellers en vis forkærlighed for southern gothic-genren (som i traditionen fra William Faulkner og Flannery O’Connor over dele af Cormac McCarthys forfatterskab). Men hos Cave bliver det bare for meget. For meget sort, for meget snavs, for meget vold, for meget af det hele.

Det er som om, der slet ikke er noget filter, ingen redigering af den fule strøm af ravende gale prædikener fra helvede, som Cave lader komme ud af munden på sin stumme protagonist.

Caves sprog har en ganske vist svulstig, men også rå og grum patos, som sådan set er ret virkningsfuld – i små doser. Men Cave kender ikke til små doser. Og i længden slår de sproglige excesser om i egen modsætning – tonen bliver vrængende, og det bliver faktisk kedeligt.

And the Ass Saw the Angel er også oversat til dansk som Da æselet så engelen (Gyldendal 2010).

K's vurdering: