Gabriel Wittkop: Eksemplariske bortgange

Sanselige raffinementer, litterære ekvilibrismer, æstetiske grænsesprængninger, eksemplariske bortgange og en til tider morbid humor … Gabrielle Wittkops noveller er ret vilde – og helt fantastisk smukke.

Fem ret forskellige noveller, bundet sammen af det ene, at de på den ene eller anden måde tematiserer og udfolder døden, som den kan ramme enhver, hvis tid er kommet.

Den franske forfatter Gabrielle Wittkop (1920-2002) havde sit tyskklingende efternavn fra et fornuftsægteskab, en såkaldt “intellektuel alliance,” indgået med den homoseksuelle, tyske desertør, Justus Wittkop, som hun under anden verdenskrig skjulte for nazisterne i sin lejlighed i Paris.

Justus begik på Gabrielles opfordring selvmord i 1995 efter at have lidt af Parkinsons i ti år. Samme år udkom den første udgave af novellesamlingen Eksemplariske bortgange. Da hun selv fik lungekræft i 2002 fulgte hun ægtemandens eksempel. Ved en posthum nyudgivelse af Eksemplariske bortgange ti år efter Gabrielle Wittkops selvmord blev bogen udvidet med to hidtil uudgivne noveller til den samling, der i 2018 blev udgivet på dansk ved Annette David på forlaget Sidste Århundrede.

Tre af fortællingerne i samlingen tager udgangspunkt i virkelige (eller ihvertfald muligvis virkelige), historiske personers liv og især død:

Samlingens efter min smag bedste fortælling er Idalia på tårnet, hvori Wittkop leverer en forrygende gotisk fortolkning af den måske/måske-ikke autentiske historie om den syttenårige skotske kvinde, Idalia Dubb, der forsvandt under en ferie i Tyskland med sin familie i 1851. Først i 1860 blev et afpillet skelet sammen med en skitsebog fundet i 1860 på toppen af tårnet i borgruinen Lahneck nær stedet, hvor Idalia forsvandt, hvoraf man konkluderede, at hun ved en ulykke måtte være blevet fanget på toppen af tårnet, da trappen brød sammen. Hun måtte være sultet ihjel deroppe uden at have fundet ører for sine råb om hjælp, mens de sultne krager kredsede stadigt tættere omkring hende.

En del tyder dog på, at historien om Idalia Dubbs endeligt er en and, en litterær romantisk fiktion præsenteret som avisnyhed i i en tysk lokalavis i 1863, som ikke desto mindre har givet anledning til adskillige litterære genfortolkninger siden.

Sand eller ej, Wittkops tolkning er sublim. Historien rummer forrygende sarkastiske personportrætter af både Idalias mor og far og ikke mindst hendes på livet skinsyge ældre stedsøster og gammeljomfru, Cecily, som “gennem afholdenhed [holdt] liv i misundelsens sorte magi.”

Og så er det først og fremmest en historie i klassisk, mørk, gotisk stil, om end med et glimt i øjet, der afslører tekstens egen bevidsthed om at være gotisk pastiche. Tag bare denne skæbnesvangre beskrivelse af den famøse trappe op til tårnet i Burg Lahneck fra begyndelsen af novellen:

Når aftenvinden blæste, sitrede og vred trappen sig på de skurrende sten, fremsagde gådefulde vers og sjælemesser, lo hånligt om kommende apokalypser. Centreret omkring sin kerne, en lige og skrøbelig alrunestængel, var denne trappe ikke til at stole på. Usigeligt dragende lokkede den med et fortryllende udsyn, snoede og bugtede sig, uagtet bræddernes skarpe hjørner, for at ligne en havfruehale. Den var, kort sagt, som en trappe bør være, bestemt til forræderi af enhver slags. Og som en tandløs olding vidste borgtårnet lidt at hvert og forholdt sig tavs.

Resten af fortællingen er ligesådan, man får lyst til at citere den hele.

Novellen Mr. T.s sidste hemmeligheder er Wittkops fantasi over den amerikanske forretningsmand Jim Thompsons mystiske og til dato sporløse forsvinden i 1967. Thompson var især kendt som silkehandler og boede i Bangkok i sine sidste år (mange turistrejsende til Thailand vil have besøgt eller hørt om Jim Thompsons hus, der i dag fungerer som museum og udstillingsbygning for de mange, eksklusive, asiatiske antikviteter og kunstgenstande, Thompson samlede sig).

Thompson forsvandt under en spadseretur på et rekreativt ophold sammen med nogle få venner i Cameron Highlands i Malaysia. Trods en enorm eftersøgningsindsats blev han aldrig fundet, men hans forsvinden satte til gengæld gang i en række mere eller mindre konspiratoriske teorier, omfattende alt fra at være blevet angrebet og fortæret af en tiger i junglen til en  CIA-orkestreret bortførelse.

Wittkop vælger i sin fortolkning at blive i mysteriet, nærmest bevidst at dykke ned i det, i en fascination af den asiatiske jungle som et grønt mørke med en mystisk og mytisk tiltrækningskraft:

Junglen havde mange stemmer, cikadernes og papegøjernes, de vilde dyrs og abernes, blandt andre, men frem for alt et stærkt åndepust, som man kun registrerede i éns inderste: mossernes hvisken, plantearternes summen dybt nede i rødderne. Det hændte, at man ganske uventet blev opmærksom på det, når der i morgengryet eller ved mørkets frembrud opstod et kort interval mellem nat og dag. En mystisk og frygtelig stemme.

Den tredje fortælling i samlingen, Nætterne i Baltimore handler om en vis gotisk, amerikansk gyserforfatters sidste paranoide timer. Hans navn nævnes ikke i novellen, og jeg skal ikke være den, der spoiler, men kender man lidt til pågældendes biografi og værk, så er tegnene tydelige nok (og ellers kan man blive oplyst i oversætter Annette Davids udmærkede efterord). Som de øvrige noveller er også denne velskrevet, men den ramte mig ikke rigtigt.

De sidste to fortællinger i bogen synes tilsyneladende at omhandle fiktive personer:

I En nedfart følger vi en mors dreng og tøffelhelt på hans ultimate deroute i New York, hvor han fra en trods alt rimelig position som butiksassistent på overfladen ender med at dykke ned i byens undergrund for dér at friste et depraveret og kortvarigt liv i mørket blandt de hjemløse, samfundets udskudte.

Endelig får vi til sidst historien om de enæggede tvillinger, Claude og Hippolytte, som fødes i Frankrig i 1724 som hermafroditter, det vil sige med hver et sæt både mandlige og kvindelige kønsorganer. Vi er på kanten af den periode, der skulle blive kendt som Oplysningstiden,

[…] en epoke med mirakler og benhuse. med visioner og materier, en tid med rådvildt pudder til de fornemme og sort krudt til kanonerne, der sendte indvolde og lemmer til vejrs, en tid med røde hæler og røde striber, som pisken i bordellerne efterlod på kødet.

Hermafroditternes kærlighed er dog for meget for den gryende Oplysning, og tvillingernes natur holdes skjult – imens de selv svælger i deres egen “tøjlesløse narcissisme“ og erotiske dyrkelse af hinanden i en “triumferende fetichisme.”  Indtil de en nat berøves livet og “den sjæl, de havde delt, en bevidsthed, der altid havde forenet dem i kærlighedsfilmene, i deres privilegium som englelige uhyrligheder.”

Jeg må ved gennemlæsning af det ovenstående konstatere, at det ikke lykkes mig at formidle det ganske særlige og fænomenale ved Wittkops prosa særlig godt. For hendes virtuositet har egentlig ikke ret meget at gøre med handlingen i hendes historier, men om den sanselige intensitet og æstetiske voldsomhed, som alle tekster i Eksemplariske bortgange er ladet med.

Og hermed er vi kommet til det punkt, hvor jeg på baggrund af en fornøjelig læseoplevelse typisk ville tone ud med et ønske om at læse mere af Gabrielle Wittkop. Og det kunne jeg helt sikkert også ønske mig, hvis der var tale om mere i stil med fortællingerne i Eksemplariske bortgange. Men nu ved jeg tilfældigvis, at der kun er oversat én anden bog af Wittkop, og det er romanen Nekrofilen (opr. 1972, da. 2018), som efter beskrivelsen handler om netop det, titlen antyder. Og med Wittkops demonstrerede evne til at skrive nærværende, sanseligt og eksplicit om selv de mest ubehagelige ting, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan udholde en helt roman af hende om en nekrofils bekendelser …  Hvilket er ment som en ros, hvis nogen skulle være i tvivl.

K's vurdering: