Albert Cossery: Mennesker glemt af Gud. Historier fra Kairo

”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”

Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik.

Albert Cossery (1913-2008) var en egyptisk født fransk forfatter. Han blev født i Kairo i en en græsk-ortodoks familie af syrisk og libanesisk oprindelse (navnet Cossery tog familien ved ankomsten til Kairo efter det oprindelige al-Qusayr). Som syttenårig rejste Albert Cossery til Paris i Frankrig, hvor han senere bosatte sig permanent.

Novellesamlingen Mennesker glemt af Gud var Cosserys debut. Han skrev allerede fortællingerne som 18-20 årig, men de blev først udgivet i Kairo i 1941, men da i både en arabisk, fransk og engelsk version.

De fem noveller i samlingen udspiller sig alle i Kairos elendige slumkvarterer blandt de allerfattigste i de tarveligste gader.

Cosserys skriver med stor humor om kontrasten mellem fattige og rige, og om hvordan de fattige lige akkurat skraber sig igennem livet. Bortset fra dem, der ikke gør det, for døden af sult, kulde eller slet og ret elendighed er en hverdagsgæst i Kairos fattige gader.

Cosserys noveller er befolket af et spraglet galleri af typer fra disse elendige kvarterer, og gaderne i sig selv spiller også en hovedrolle i samlingen. Som her, i novellen De sultne drømmer kun om brød, hvor den selvoptagede, ugidelige, fallerede skuespiller Sayed Karam en aften pludselig mærker en besynderlig ømhed for gaden, hvor han bor:

Der var en smertelig værdighed over den. Gaden blev nærmest tynget under vægten af dens smerte, som om den ganske enkelt var ved at gå bort efter lang tids dødskamp. Den var gammel, vaklende og helt krumbøjet af alderdom. Nogle af husene var allerede faldet sammen og lå som ruiner. Gennem årene havde den beskyttet menneskenes middelmådige liv. Og nu brugte menneskene den til at udstille al deres dovenskab. Nøgen under månens enorme lys fortalte den alt det, som menneskene skjulte i deres indre: så små håb og så meget had. Den kunne ikke skjule det mere; den måtte skrige sin smerte ud til alle verdenshjørner.

Cosserys sympati er fuldt og helt hos de elendige. Midt i snavset og fattigdommen har de udstødte fat i noget: Her går alting helst så langsomt som muligt. Dovenskaben er en dyd, og skulle nogen være så heldige at komme i besiddelse af lidt mønt, så bruges den på hash, som kan bringe virkeligheden på afstand og i det hele taget hjælpe til med at få alting til at gå langsommere.

I kontrast til livet i de fattige kvarterer beskrives den rige, europæiske bydel hos Cossery som “tynget af en dyster kedsomhed, ufuldendt, født af tvivlen og nydelsens middelmådighed:”

Man fornemmede, at byen ville leve, at den havde alt, hvad det krævede, men at en indre, nådesløs angst holdt den tilbage, med dens kunstige lys, dens stupide kvinder og dens uforskammede velstand. Den havde et forædt monsters fuldkomne apati. Den slugte alt. Den bredte sig med en umættelig fråden. Over alt så man den komme frem.

Enkelte gange bevæger Cossery sig nødtvunget ind i nogle af gaderne i den europæiske by – sammen med de fattige, som drives derind af sulten. For eksempel gadefejerne, som i novellen Barberen har slået sin kone ihjel har “fået den utrolige og blasfemiske idé at kræve retten til et bedre liv.” Konkret kræver de en halv piastre i lønforhøjelse – og for det bliver de tævet sønder og sammen af den lokale gendarm, som her høster stor ære ved at udvise “en overdreven og upartisk brutalitet.”

Gendarmen Gohloche, der selv bor i det fattige kvarter, fortæller om sine bedrifter til blikkenslageren Chaktour, som “var krumbøjet, ikke af alderdom, men af en slags nedtrykthed, som havde bemægtiget sig hele hans væsen, var flyttet ind i ham som en uhelbredelig sygdom, der krævede meget omsorg:”

Han var ikke generet af elendigheden. Den var stor og rummelig, og han bevægede sig frit omkring i den. Den var som et rummeligt fængsel; han kunne gå fra den ene væg til den anden i sin elendighed uden at skulle bede om tilladelse. Han var kun generet af, at der var så rigeligt af den. Det var en rig elendighed. Han vidste ikke, hvordan han skulle nå at forbruge den.

I historien Faren ved fantasien giver Cossery en kostelig satirisk fremstilling af en kamp mellem to ideologiske tilgange til tiggeriet:

På den ene side står den autoriserede tiggerprofessor Abou Chaweli, lærer på Tiggerskolen (som ligger for enden af Børnepisserstien). Han sværger til den traditionelle tilgang, at tiggeren skal forsøge at fremkalde medlidenhed ved at dyrke og fremvise sin elendighed, sit snavs og sine sygdomme. Men han udfordres (det bilder han sig ihvertfald ind) af den lærde Tewfik Gad, som ifølge rygterne i gaden er begyndt at tale om “en såkaldt innovation, en æstetisk metode, som tilsyneladende ville revolutionere kunsten at bede om en almisse.”

Tewfik Gad har studeret psykologi, og hans revolutionerende og skandaløse idé består i, at tiggerne måske ville komme længere ved at skrue lidt ned for den væmmelige fremtoning for dermed lettere at kunne appellere til sympati. En skrækkelig tanke, som ifølge tiggerprofessoren “krænker vores værdighed som fattige:”

“De almisser, man skænker os, skal vi skaffe på værdig og reel vis. Vil du have dem til at tro, at vi er lykkelige? Vores børn skal fremtræde, som de i virkeligheden er, nemlig afskyelige og beskidte, mens de slæber sig gennem gaderne som levende anklager. Verden skal frygte os og mærke den kvalmende stank fra vores enorme elendighed stige op omkring sig”

Den satiriske humor er på niveau med Monty Python. Men det, der løfter Cosserys fortællinger fra Kairo endnu højere, er den tydelige alvor, der løber neden under humoren, sammen med hans dybe sympati med de mennesker, han skildrer.

Mennesker glemt af Gud faldt jeg tilfældigt over for nylig i en boghandel (under et udsalg af bøger i Forlaget Vandkunstens fremragende serie Store fortællere i lommerformat). Jeg havde aldrig hørt om Albert Cossery før, men bogen kom ned i posen i tillid til forlagets dømmekraft, og tak for den.

Som det måske fremgår, var jeg ganske begejstret for Cosserys humoristiske portrætter af de elendige, de sultne, de beskidte, de dovne, de hashomtågede beboere i Kairos fattigste gader. Når min samlede vurdering alligevel ikke er helt i top, skyldes det primært, at Cosserys tekst efter min smag tynges lidt for meget ned af en overdreven forkærlighed for at kaste ret tunge metaforer ind i næsten hver eneste sætning (som citaterne ovenfor også illustrerer – på godt og ondt).

Måske er det her, man kan aflæse, at disse historier er skrevet af en ganske ung mand og debuterende forfatter – historier, som ellers på mange andre måder emmer af en livserfaring, som normalt kun langt ældre forfattere formår at skrive frem.

I overensstemmelse med sit ideal om ikke at forhaste sig – og i kærlighed til sproget – skrev Albert Cossery i sine 60 virksomme år som forfatter angiveligt sjældent mere end én sætning om ugen. Med det tempo blev det i alt til syv romaner og en novellesamling, inden Cossery døde som 94-årig i 2008. På dansk er også udkommet romanen Tiggerne og de hovmodige, som jeg bestemt gerne vil læse på et tidspunkt.

K's vurdering: