Argentinske Julio Cortázar (1914-1984) er et noget besynderligt bekendtskab. Mildt sagt. Hvis du hører til dem, der foretrækker en historie fortalt lige ud ad landevejen, hvor du ikke hele tiden har forfatteren mistænkt for at være ude på snyde læseren – så er Cortázar nok ikke noget for dig.

Jeg er heller ikke helt sikker på, at han er noget for mig i længden. Men i mange af de 14 noveller, som udgør denne samling (udvalgt og oversat til dansk fra seks forskellige af Cortázars udgivelser fra perioden 1951-1982) kunne jeg nu godt nyde at lade mig trække rundt ved næsen af Cortázars finurligheder, hans bizarre humor og konstante legen kispus med læserens forståelse af teksten.

Cortázars tekster og fantastiske universer er notorisk ustabile. De er fyldt med metamorfoser, spejlinger, omvendinger, glidende overgange mellem liv og død, mellem fiktion og virkelighed, mellem betragteren og det betragtede, og mellem læseren, forfatteren og teksten.

Den ultrakorte titelnovelle, som indleder denne samling, er symptomatisk: Her bliver læseren myrdet af en fiktiv figur i den novelle, han selv sidder og læser. Så er man ligesom advaret mod at læse videre på forhånd….

Mange af Cortázars tekster er lidt som et Möbiusbånd, som en af novellerne i denne samling også meget passende hedder. Man læser derudaf i den tro, at man bevæger sig sikkert gennem historien på ét virkelighedniveau – for pludselig at opdage, at teksten har skiftet perspektiv; at dét, der var oversiden er blevet til undersiden; at forholdet mellem tekstens virkelighed og fiktion er blevet vendt om.

Man kan da godt forstå, at en af Cortázars personer kan blive helt opslugt af at betragte sådan en axolotl.

I novellen “Axolotl” bliver fortælleren så fascineret af at betragte axolotler (mexicanske salamandre) gennem akvarieglasset i zoologisk have, at hans bevidsthed til sidst vandrer over i en axolotl – og som læser er man undervejs i tvivl om, hvem den fortællende “jeg” egentlig er: manden eller axolotlen.

Grænserne mellem det dyriske og det menneskelige er også på spil i den charmerende, men ikke mindre groteske novelle “Brev til en frøken i Paris”, hvor en mand skriver et forklarende og undskyldende brev til sin udlejer om sit særlige fysiologiske problem (han har det med at kaste små levende kaniner op), som er taget noget til på det sidste og derfor fået en utilsigtet indvirkning på den fremlejede lejligheds tilstand:

Midt imellem første og anden sal mærkede jeg, at jeg skulle kaste en lille kanin op. Jeg har aldrig forklaret Dem dette før. De må ikke tage det som et tegn på troløshed, men man kan selvfølgelig ikke bare give sig til at forklare folk, at man i ny og næ kaster en lille kanin op (s144).

Når Cortázar er bedst, leder hans noveller tankerne hen på en Italo Calvino (og hvis du synes, at Calvino er for mærkelig, så hold dig langt væk fra Cortázar…). Andre har sammenlignet ham med Edgar Allan Poe og landsmanden Borges, som jeg dog stadig har til gode at læse.

Jeg var godt underholdt af de grotesk sjove historier om små opkastede kaniner og axolotler, og jeg kunne også nyde Cortázars sans for det bizarre og hans leg med sproget og fortællemæssige konventioner.

Men flere af novellerne kedede mig ærlig talt også lidt. Og når vi f.eks. i novellen “Möbiusbånd” følger den voldtagne og myrdede unge pige Janets bevidsthedsstrøm i grænselandet mellem liv og død (eller hvor vi nu er), så bliver det mig for langstrakt og for syret til at være egentlig interessant.

Cortázar var for mig således bestemt et interessant bekendtskab (alene det, at han har gjort mig opmærksom på eksistensen af den utrolige axolotl, er et uvurderligt udbytte). Men jeg stormer nu ikke ud for at anskaffe mig resten af forfatterskabet.

K's vurdering: