Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen.
Heldigt, i øvrigt, at man ikke er bibliotekar med den opgave at klassificere Autonauterne. For hvad er det egentlig for en bog?
Bogen er delvist en rejseberetning fra en måned på motorvejen mellem Paris og Marseille (ja, det kan åbenbart godt tage en måned) – ironisk iscenesat som en videnskabelig ekspedition med dagbogsoptegnelser i logbogens form. Den er delvist et semisociologisk feltstudium fra livet på rastepladserne langs motorvejen. Den er også fiktion i kraft af små indlagte noveller, skrevet undervejs på ‘ekspditionen’ af Cortázar eller Dunlop på deres medbragte skrivemaskiner. Men mest minder bogen i sin stil måske om essaygenren med sine korte kapitler med mere eller mindre hverdagsfilosofiske betragtninger inspireret af livet på rastepladserne.
Og så kan bogen, som det også fremhæves i bagsideteksten, læses som en kærlighedserklæring fra den da 78-årige Cortázar (1914-1984) til hans mere end 40 år yngre hustru, Carol Dunlop (1946-1982), som han gjorde turen med og skrev bogen sammen med, men som døde efter kortere tids sygdom, kun 36 år gammel, inden bogen blev udgivet.
Men vi kan jo også bare give ordet til de to forfattere i form af den indledende ‘dedikation,’ som indfanger tonen i bogen ganske godt:
Vi tilegner denne rejse og beretningen om den til alverdens galninge og især til den engelske herre, hvis navn vi ikke husker, men som i det attende århundrede tilbagelagde afstanden mellem London og Edinburgh baglæns og til fods, mens han sang anabaptiske salmer.
Afsættet for de to ‘autonauters’ rejse og bog var en idé om at gøre en tur ad motorvejen (‘kosmostradaen’) fra Paris til Marseille med ophold på hver af de 65 rastepladser på strækningen – og med overnatning på hver anden af dem – i et langsomt tempo, der kunne give tid for krop og sjæl til at optage rejsen i sig og rum til at fylde motorvejens og især rastepladsernes tilsyneladende monotoni med poesi:
Den gradvise ændring af det almindelige begreb motorvej, erstatningen af dens intetsigende, næsten abstrakte funktionalitet med et nærvær af liv og fylde: menneskene, pauserne, episoderne i deres mere eller mindre træbevoksede scenarier, successive akter i et teaterstykke, der fascinerer os, og som vi er eneste tilskuere til.
De to rejser i et gammelt, rødt folkevognsrugbrød, kærligt kaldet Fafner, den røde drage, som de også tilbringer de fleste nætter i. Fafner er proppet med et forråd af mad, vin og whisky, en god stak bøger og to skrivemaskiner. Undervejs på ekspeditionen får de besøg af forskellige hold gode venner, der bringer afveksling og nye forsyninger – idet grundkonceptet for turen var, at de to autonauter ikke på noget tidspunkt selv måtte forlade motorvejen og dens rastepladser.
Tiden på rastepladserne fylder de ud med at læse og skrive. Og bogen, vi andre læser, består helt overvejende – må man forstå – af de tekster, de skriver undervejs, plus nogle indledende afsnit om turens forberedelser samt et efterord af Cortázar, som samtidig udgør et smukt mindeord over den på det tidspunkt afdøde Carol Dunlop.
Julio Cortázar: “Videnskabelige observationer af gassens virkninger i vand, når stofferne blandes i en sifon.” Illustration fra bogen.
Udover de indledende bemærkninger er bogen opdelt i et stort antal korte afsnit eller kapitler struktureret efter rejsedagbogen og (muligvis) efter rækkefølgen af de tekster, de skriver undervejs. Det er ikke anført, om den enkelte tekst er skrevet af Cortázar eller Dunlop. Nogle af dem har dog tydeligt den ene eller den anden som afsender, men ikke i alle tilfælde er det åbenlyst, om det er Cortázar eller Dunlop, der er forfatteren, herunder måske fordi deres skrivestil er påfaldende lig hinanden.
Men det kan jo også være, at Cortázar som eneste overlevende ekspeditionsdeltager frem mod udgivelsen har skrevet Dunlops tekster igennem for at få et mere ensartet udtryk. Eller at han (eller hun) i virkeligheden er den originale forfatter til det hele, men blot for spasens skyld har kamoufleret det som en bog skrevet af to. Det ville for så vidt ikke overraske, når man kender Cortázars hang til i anden sammenhæng at udforske og eksprimentere med både fortæller- og læserperspektivet.
Jeg vælger dog at tage forfatterafsenderne på ordet og tro, at vi læser tekster skrevet af dem hver især. Om ikke af anden grund, så fordi det gør de to forelskede forfatteres skiftevise lovprisninger af hinanden i bogen en hel del mere charmerende i det perspektiv.
Kapitlerne har arkaiske og samtidig ironiserende titler som: “Om forhistorien bag ekspeditionen: idéens opståen, dens lange bearbejdning og snørklede modning, og om at den blege læser ikke blot vil se den videnskabelige tænknings tendens til at ændre den tænkendes verdenssyn, men også bemærke de forhindringer, der rejser sig på forskerens vej, og samtidig få rig lejlighed til at beundre listigheden og modet hos de uforfærdede ekspeditionsdeltagere.”
Cortázar-afficionadoen kan muntre sig med at identificere små sjove spor af hans tidligere værk rundt omkring i teksen, såsom f.eks. et par indforståede henvisninger til kronoperne.
Udover teksterne er bogen rigt illustreret med forfatternes egne fotos fra turen og med skitser af rastepladserne tegnet af Carol Dunlops søn Stéphane Hébert.
Samlet set er det hele bestemt meget charmerende, indbydende at læse og på nogle strækninger endda begavet finurligt. Der var dog lidt for langt mellem snapsene for min smag, og efter at have smilet over fiffighederne på første halvdel af turen, så måtte jeg ærlig talt koncentrere mig lidt for ikke at døse hen under anden halvdel.
Bogen udkom officielt i fredags den 9. novmeber 2018 og er venligt skænket til anmeldelse af forlaget.
Titel: Autonauterne på kosmostradaen - eller En atemporal rejse fra Paris til MarseilleForfatter: Carol Dunlop, Julio Cortázar
Udgiver: Skjødt Forlag
Udgivelsesdato: 09.11.2018
Sider: 398
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Ane-Grethe Østergaard
Originaltitel: Los autonautas de la cosmopista - o Un viaje atemporal París-Marsella
Opr. udgivelsesår: 1983
Læst: November 2018
K's vurdering:
Skriv et svar