“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”

Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring.

Eller som forlaget selvbevidst (med et stænk af selvironi) skriver i pressemeddelelsen: Det forekommer kun passende, at Metroselskabet i København har valgt at hylde den argentinske novellemester Julio Cortazár (1914-1984) med åbningen af den nye Cityring – som “en hæderlig forpremiere” til udgivelsen af denne lille antologi med tekster inspireret af metroen.

Selv har jeg endnu ikke haft anledning til at prøvekøre Cityringen. Den kører sikkert fint, men jeg vil nu alligevel langt hellere på tur med Cortázar i metroerne i Buenos Aires og Paris for at udforske undergrundens mysterier og afdække de særegne sociologiske lovmæssigheder, der gør sig gældende dér.

Antologien består af et essay fra 1980 og tre noveller udvalgt fra to af Cortazárs samlinger, Octaedro (1974) og Queremos tanto a glenda (1980), oversat til dansk i vanlig god stil af Ane-Grethe Østergaard.

Cortazár kender og ynder vi her på bloggen ikke mindst for hans noveller i den fantastiske genre (som vi på dansk blandt andet har kunnet se udfoldet i samlingerne Parkernes kontinuitet, Passager og Historier om kronoper og famøser).

Stilen i de tre noveller i den nye antologi adskiller sig fra de nævnte samlinger ved ikke at være regulær fantastik (hvis man kan tale om noget sådant). Der er langt fra tale om realisme, men selv om handlingen i dem alle tre må betegnes som højst usandsynlig, så er den i princippet ikke umulig i henhold til gældende fysiske love. Cortázars stil er ikke desto mindre let genkendelig, og det er godt.

Antologien indledes med essayet Under jorden (opr. 1980). Cortázar tager afsæt i sine barndomserindringer om rejser med bedstemoren i el subterráneo, “som indbyggerne i Buenos Aires kalder “el subte,” som om de er bange for ordet i dets fulde længde og prøver at neutralisere det med et afmystificerende hug.” En fin lille tekst med reflektioner over, hvordan metroen, “dette fastfrosne, moderne helvede,” hvor “alt er stift og som uden for tiden”, paradoksalt “hos nogle passagerer kan virke befordrende for tilsynekomsten af det usædvanlige.”

Det korte essay står som en perfekt introduktion til de følgende noveller (hvoraf nogle også er omtalt i essayet).

I Manuskript fundet i en lomme (opr. 1974) leger en mandlig metropassager en tilbagevendende leg for sig selv, hvor han efter sine egne strenge regler søger flygtig kontakt med medpassagerer via genspejlinger i metroens vinduesruder og derigennem bryder de uudtalte regler for, hvordan passagerer i metroen undgår hinanden ved at fortabe deres blikke “i denne ligegyldige mellemtid hvor alle synes optaget af et synsfelt som ikke er det omgivende.”

Sort kattehals (opr. 1974) er en bizar romance med afsæt i den situation, hvor to behandskede hænder, der holder om den samme metalstang, går endnu længere i retning af at bryde reglen om at undgå kontakt i metroen.

Det var for resten ikke første gang det skete, men det havde altid været Lucho selv, der tog initiativet og ligesom tilfældigt lod sin hånd strejfe en køn, lyshåret eller rødhåret kvindes hånd på metalstangen idet han benyttede sig af metroens slingren i svingene, og så kom der svar og var kontakt, en lillefinger lod sig holde fanget et øjeblik før det irriterede, fornærmede ansigtsudtryk.

Endelig tager Tekst i et hæfte (opr. 1980) ifølge Cortázar selv (jf. det indledende essay) afsæt i vittig bemærkning om, at en passagerkontrol af trafikken i metroen i Buenos Aires skulle have afsløret, at der en dag var gået én person mere ned i metroen, end der kom op igen. I novellen sætter en mand sig for at efterforske årsagen til fænomenet. Blandt de mere underholdende teorier, han støder på, er, at det måske kunne forklares ved “en slags atomisk slid, som man må regne med i større menneskemængder:”

Friktionen mellem 113.987 passagerer i overfyldte tog, der ryster dem rundt og gnider dem mod hinanden i hvert sving og ved hver opbremsning, kan efter tyve timer (ved annulering af individualitet og slitage på massen) resultere i annullering af fire enheder.

En herlig, nærmest borgesiansk hypotese, som novellens hovedperson dog selv afskriver som “temmelig litterær.” Hvad han senere selv afdækker om, hvad der i virkeligheden går for sig i undergrundens tilsyneladende anonyme, monotone verden af mental uvirksomhed, viser sig imidlertid at være endnu mere skræmmende – novellen udvikler sig til en slags metrovariant af Invasion of the Body Snatchers – dog uden væsener fra det ydre rum. Mere skal ikke røbes.

Novellerne i den korte antologi er muligvis ikke Cortázars bedste, men de er afgjort læseværdige, og udgivelsen som helhed er en charmerede lille sag.

Helhedsindtrykket løftes yderligere af den lækre grafiske udførelse af bogen, trykt i et lille handy format, som passer i en frakkelomme til metroturen. Forsiden prydes af en tegning af Juan Pablo Cambariere, der trækker en linje tilbage til forlagets forrige Cortázar-udgivelse, Autonauterne på kosmostradaen.

Bogen er venligt tilsendt fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: