Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Faldet er en slags erindringsbog om forfatterens erfaringer som far til en hjerneskadet dreng. Samtidig et strejftog i essayets form gennem kunst-, litteratur- og idéhistorien. Først og fremmest er bogen dog en fars kærlighedserklæring til sin hjerneskadede søn.
I år 2000 blev den brasilianske forfatter og journalist Diogo Mainardi (f. 1962) far for første gang. På grund af lægefejl ved fødslen blev hans søn, Tito, født med hjerneskade og spastisk lammelse. >> Læs videre
En pudsig og overraskende humoristisk vandretur gennem Budapest anno 1935 – med en veloplagt og ualmindeligt velskrivende guide. Ideel som rejselekture under et besøg i den ungarnske hovedstad.
Antal Szerb (1901-1944) hører til blandt Ungarns mest anerkendte, nyklassiske forfattere. Hvis du aldrig har hørt om ham før, så fortvivl ikke – det havde jeg heller ikke før i sidste weekend, hvor han blev ved med at dukke op på hylderne i de boghandeler, jeg besøgte i Budapest … >> Læs videre
Havbogen er en bog om to venners fascination af tanken om at fange en stor haj – og samtidig et langt, fascinerende og fornøjeligt essay over alt mellem himmel og jord, men især om dét, der er i havet.
Rammehistorien i Havbogen er ganske enkel: Fortælleren (som vi må gå ud fra er Morten A. Strøksnes selv) og hans ven Hugo har sat sig for at fange en grønlandshaj.
Grønlandshajen eller havkalen inkarnerer alle menneskenes rædselsforestilinger om en haj: Arten er urgammel, forskere mener at have målt enkelte eksemplarers alder til mellem 272 og 512 år, den går primært på store havdybder (er observeret på helt ned til 2.200 meters dybde og i vand med temperaturer ned til -7 grader), den bliver op til 7 meter lang med en vægt op til 1.200 kilo, har savbladskarpe tænder, dens kød er giftigt og lugter af urin. Havkalen er en glubsk ædemaskine fra sagntiden. >> Læs videre
Chimamanda Ngozi Adichie er ikke bare en succesfuld skønlitterær forfatter (til f.eks. romanerne Americanah (2013) og En halv gul sol (2006), som jeg læste i sidste uge), hun er også politisk engageret i afrikanske forhold og kvinders rettigheder.
En smagsprøve på det engagement får man i den lille pamflet We Should All Be Feminists fra 2014 (den er også oversat til dansk som Vi burde alle være feminister (2014)). Der er tale om et kort essay, som er en bearbejdet udgave af en tale, Chimamanda Ngozi Adichie holdt i december 2012 på en TEDtalk-konference fokuseret på Afrika. >> Læs videre
Jøder på vandring er et politisk debatskrift, en kulturkritik og en samling journalistiske rejsereportager i ét. Tilmed fremragende skrevet med det bid og vid, der er et af Joseph Roths kendemærker. En fornøjelse at læse og samtidig et i sig selv interessant historisk dokument.
Joseph Roth (1894-1939) kender vi her på K’s bedst som skønlitterær forfatter til romaner som for eksempel den mesterlige Job – Roman om et enkelt menneske og Radetzkymarch samt et antal fine noveller (hvoraf et udvalg er oversat til dansk i samlingen Leviathan og andre fortællinger).
I Jøder på vandring er skribenten imidlertid i højere grad reportagejournalisten og samfundsdebattøren Roth end romanforfatteren Roth, selv om den lyrisk-prosaiske skrivestil også præger teksten. >> Læs videre
Tre kritiske essays om tiden efter kommunismens fald i Tjekkiet, Rumænien og Polen. Fortalt af en mus, en hund og en kat. Det bliver de ikke nødvendigvis bedre af.
Man skulle tro, at det var et bevidst tematisk valg fra min side for tiden: bøger med dyr (jf. David Sedaris’ Squirrel seeks Chipmunk). Det er det nu ikke, og jeg skal forsøge at undgå det fremover.
Da jeg gik i gang med at læse Slavenka Drakulić’ Two Underdogs and a Cat. Three Reflections on Communism, havde jeg faktisk slet ikke indset, at de tre tekster, som bogen består af, alle er fortalt fra dyreperspektiv…. Nuvel, dyr eller ej, med Drakulić er vi heldigvis ovre i en helt anden genre end Sedaris’ kedelige fabler. Omend Drakulić’ bog heller ikke er helt vellykket. >> Læs videre
Renæssanceridderen Michel de Montaigne (1533-1592) er berømt for mange ting, herunder for at have opfundet essayet som genre, og ikke mindst for at introducere undersøgelsen af forfatterens egen person som tema for en bog.
Essai har flere betydninger på fransk, herunder at afprøve eller forsøge noget, og Montaignes Les Essai er ifølge Compagnon netop dét, en serie aldrig helt afsluttede afprøvninger af Montaignes egne tanker om en stor mængde af emner – moral, venskab, sex, aldring og død, religion, politik, krig og fred, læsning, samtale og ikke mindst dette at blive og være sig selv, hele tiden i forandring.
Montaignes form, essayet, er den løse, causerende, usystematiske prosa, ofte inspireret af og i dialog med antikkens filosoffer, men bevidst udogmatisk, altid med afsæt i hans egen person og egne reflektioner.
>> Læs videre
En særegen kombination af rejseskildring, erindringer og drømme, fiktion, biografi, historie og essayistik. Ikke helt let at genrebestemme.
Inspireret af Werner Herzogs dagbogsoptegnelser Om at gå i is om en fodrejse fra München til Paris 1974 kastede jeg mig fluks over W. G. Sebalds Saturns Ringe, som ligeledes – ihvertfald i udgangspunktet – er en selvbiografisk fodrejseskildring.
Der er dog tale om to meget forskellige bøger. Der er ganske vist lighedspunkter i formen: Ligesom Herzog diverterer Sebald med passager af nøgterne rejseskildringer, som glider over i personlige erindringer og drømme. Men hos Sebald fylder selve rejseberetningen relativt set langt mindre, og bogen har i højere grad karakter af et langt sammenhængende essay (eller rettere flere sammensatte essays). Og man må også advare den læser, der måtte have glædet sig over Herzogs lethed og sproglige minimalisme, om, at Sebalds bog er en noget tungere omgang, omend uhyre velskrevet (og flot fordansket af Claus Bratt Østergaard). >> Læs videre
