Renæssanceridderen Michel de Montaigne (1533-1592) er berømt for mange ting, herunder for at have opfundet essayet som genre, og ikke mindst for at introducere undersøgelsen af forfatterens egen person som tema for en bog.

Essai har flere betydninger på fransk, herunder at afprøve eller forsøge noget, og Montaignes Les Essai er ifølge Compagnon netop dét, en serie aldrig helt afsluttede afprøvninger af Montaignes egne tanker om en stor mængde af emner – moral, venskab, sex, aldring og død, religion, politik, krig og fred, læsning, samtale og ikke mindst dette at blive og være sig selv, hele tiden i forandring.

Montaignes form, essayet, er den løse, causerende, usystematiske prosa, ofte inspireret af og i dialog med antikkens filosoffer, men bevidst udogmatisk, altid med afsæt i hans egen person og egne reflektioner.

En sommer med Montaigne er en samling af fyrre korte tekster, der oprindeligt udgjorde en serie fem minutters radioforedrag, som Antoine Compagnon (f.1950) holdt hen over sommeren 2012 på foranledning af radiostationen France Inter. Hensigten var at introducere Montaigne i en let form egnet til en lille tænkepause for den almindelige radiolytter, mens man forbereder forkosten og nipper til en drink eller ligger på stranden.

Ifølge oversætter Bjørn Bredals korte forord til samlingen skulle Antoine Compagnon i første omgang have været betænkelig ved projektet, da han som litteraturprofessor var opdraget med, at man ikke måtte gøre vold på Montaignes Les Essais ved at popularisere og forkorte dem, men at teksten skulle have lov til at stå alene “i al sin kompleksitet og med alle sine modsætninger.”

Compagnon gjorde så alligevel forsøget og med så stor succes, at foredragene efterfølgende blev udgivet i bogform, som altså nu foreligger på dansk.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Compagnon måske alligevel skulle have ladet sig bremse af sin angivelige, oprindelige betænkelighed. Og hvis ikke, så skulle han ihvertfald ikke have ladet sig overtale til at udgive de små foredrag som bog. De fyrre korte stykker har muligvis kunnet fungere fint som radioadspredelse en formiddag over opvasken eller i bilen. Men udgivet og læst samlet mangler de tyngde og især netop den kompleksitet, som Compagnon gang på gang forsikrer os om findes i Montaignes tekster, men som ikke for alvor slår igennem i Compagnons letfordøjelige og lige lovligt henkastede småtekster.

Compagnons lette modsvar til en sådan kritik kunne være, at han med sin løse, henkastede og ikke docerende, systematiske stil netop er tro mod Montaignes foretrukne form, som netop var den udogmatiske undersøgelse af et emne skrevet i et ligetil sprog (Montaigne skrev – usædvanligt for sin tid – på fransk og ikke på latin, som ellers var hans først lærte sprog, og satte en dyd i at skrive ligefremt i noget, der kunne nærme sig talesprog). Som Montaigne skriver her (citeret fra Sommer med Montaigne):

“Jeg har ofte efterlignet den lidt sjuskede måde, unge mennesker går klædt på i vore dage. En frakke, der sidder skævt, slængkappen kastet hen over den ene skulder, strømper der hænger i ål, det er udtryk for stolt foragt for ydre stads og ringeagt for alt, hvad der er kunstfærdigt. Men jeg synes, at denne skødesløshed kommer endnu mere til sin ret, når den bruges i sproget. Enhver form for krukkeri misklæder en hofmand, specielt her i Frankrig, hvor vi jo optræder muntert og utvunget” (Montaigne, Les Essais, I, XXVI, 196).

Men et sådant modsvar er for letkøbt, for Compagnon undersøger netop ikke særlig meget og kommer ikke rigtig dybt nok ned i eller langt nok omkring temaerne. Formen i de fleste af Compagnons fyrre små tekster er mestendels den samme: Han vælger et emne, citerer en eller to passager fra Les Essais og gentager derefter, hvad der står i citaterne, bare med lidt flere ord. Og det er lidt for tyndt. I de fleste tilfælde ville jeg have ønsket, at Compagnon slet og ret havde citeret noget mere fra Les Essais frem for at putte sine egne ord på.

Dermed også sagt, og det er så en indrømmelse, at Compagnons bog lykkes på dét ene punkt, som han sikkert selv ville finde afgørende, nemlig at give mig blod på tanden efter at gå til originalen og selv læse Montaigne. Og det skal han som sådan have tak for.

Faktisk ærgrer jeg mig lige nu lidt over, at Les Essais ikke er at finde i den kuffert fuld af bøger, jeg ellers har slæbt med på ferie for at være beredt på ethvert læsebehov, der måtte opstå (og ja, jeg kender godt Kindle og e-bogskonceptet; og nej, jeg fortryder ikke, at jeg ikke har en e-bogslæser med; og nej, det er ikke fordi, jeg ikke har forstået eller anerkender alle de gode argumenter for e-bogen, og det kunne ikke falde mig ind at skose andre for at have det godt med det elektroniske format; det er simpelthen fordi, jeg er godt og grundigt gammeldags lige på dét punkt og har det godt med det; jeg elsker slet og ret den gammeldags, fysiske papirbog, også fordi man godt kan tabe en papirbog i poolen og bagefter tørre den i solen og læse videre, og så vil dens udseende i øvrigt også altid fremover minde mig om denne gode sommer, og det er bare ikke det samme med en Kindle, og efter dens første tur i poolen ville jeg jo så i øvrigt ikke have noget at læse i resten af ferien).

Og hvis det umiddelbart ovenstående virker som en utidig digression, så er det måske rigtigt, men ikke desto mindre inspireret af Montaigne og Compagnon, som i afsnittet “Bogen” skriver om Montaignes forhold til læsning og bøger. Læsning er for Montaigne en omgangsform på niveau med venskaber og kvinder – og nogle gange endda at foretrække, må man forstå, for mens omgangen med venner og kvinder er tilfældig og afhængig af andre, så er bøgerne mere trofaste og lettilgængelige. Som det hedder sig her, ikke uden et strejf af ironi:

“Hvis jeg vil slippe for at tænke på noget ubehageligt, behøver jeg bare at ty til bøgerne. De fanger mig hurtigt og får mig på andre tanker. Og så tager de mig det endda ikke ilde op, at jeg kun søger deres selskab i mangel af de andre mere virkelige, levende og naturlige glæder; de modtager mig altid med samme ansigt” (Montaigne, Les Essais, III, III, 49).

Var jeg således ikke så imponeret over Compagnons tekster, så tjente de dog til adspredelse og inspiration til at gå til kilden selv. Og på en varm sommerdag som i dag var bogen med sin lethed trods alt ikke dårligt selskab her i hængekøjen med et glas kold cava inden for rækkevidde og udsigt til en af Andalusiens mange hvide landsbyer på den anden side af dalen, hvor der ferieres for tiden. Faktisk slet ikke noget ringe sted at reflektere en smule over verden og livet og sig i selv i selskab med Montaigne.

• Lignende indlæg
• Kristeligt Dagblads Forlag

Julio Cortázar: Metro

Zareh Vorpouni: The Candidate

Riad Sattouf: Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten (1978-1984)

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Robert Seethaler: Et helt liv