Evigheden i et siv lægger ud med oprulningen af et dramatisk sceneri: Mystiske ryttere rider på bud fra den ægyptiske konge, Ptolemaios II, den kendte verden tynd i jagten på et meget specielt og eksklusivt bytte: Bøger, som skal fylde Biblioteket i Alexandria, et af den antikke verdens Syv Vidundere. Med det afsæt tager spanske Irene Vallejo (f. 1979) os på et spændende strejftog gennem bogens kulturhistorie.

Bogens titel refererer til den særlige art siv, Cyperus papyrus eller Nilgræs, der i Antikken voksede i Nildeltaet og som egypterne fandt ud af at anvende til fremstilling af papyrus som skrivemateriale.

Den fysiske bogs historie starter dog endnu tidligere – med kileskrift indridset i lertavler og andre tegn i sten, træ og metal. Opfindelsen af papyrus er en revolution, som sidenhen følges af pergamentet og dernæst papiret. Skriftrullerne erstattes med tiden af kodekset, den indbundne bog, som vi kender den. Med Gutenbergs trykpresse eksploderer det hele, og bogen bliver fra at have været et eksklusivt objekt med tiden tilgængelig for allemand. Den trykte bog lever som bekendt i dag i bedste velgående, trods forudsigelser om det modsatte, men er i dag suppleret af ord af lys på vores tablets og mobiltelefoner.

Undervejs fortæller Vallejo også levende om det, der muligvis er menneskehedens største opfindelse af alle: Alfabetet. Hun evner sågar på spændende vis at formidle historien om, hvordan de tidligste bibliotekarer fandt på at anvende alfabetet som klassifikationsprincip, herunder den alfabetiske rækkefølge – noget de færreste vel i dag tænker over som overhovedet en opfindelse, men blot som et naturgivent princip.

Bogen er opdelt i 133 nummererede afsnit, samlet under godt og vel 40 deloverskrifter (som jeg vælger at kalde kapitler). Hvert af de godt 40 kapitler tager typisk afsæt i en historisk enkeltbegivenhed, et sted eller en person, hvorfra Vallejo tager på strejftog.

Man kan naturligvis ikke kalde en bog på næsten 500 sider for et essay. Men Vallejos stil har ikke desto mindre mange essayistiske træk. Mange af de enkelte kapitler kunne faktisk godt stå alene som korte essays.

Irene Vallejo(f. 1979). Pressefoto, gutkind.dk.

Som ph.d. i oldtidskundskab opholder Vallejo sig mest i Antikken, men trækker ubesværet tråde op gennem historien og helt til vores egen tid med tematiske nedslag inden for filosofi, religion, politik, videnskabshistorie, sociologi og selvfølgelig litteratur og – på klassisk essayistisk vis – suppleret med egne personlige erindringer og reflektioner.

Resultatet er en levende og spændende tekst, som gør Antikken relevant og nærværende. Evigheden i et siv er let at læse, hele vejen igennem interessant og for en stor dels vedkommende også elementært underholdende.

Bogen flyder over af fascinerende nedslag i historierne om bogen og litteraturen sat ind i en idéhistorisk kontekst.

Om for eksempel selve læsningens historie – fra recitation efter hukommelsen over højtlæsning til udviklingen af den form for læsning, vi er mest fortrolige med i dag: den lydløse læsning “inde i vores egne hoveder,” som i århundreder har været helt naturlig, men i bogens tidlige år blev opfattet som decideret suspekt.

Om biblioteker og bibliotekarer. Om boghandlere. Om kvinders adgang til læsning og skrivning. Om munkeklostrenes rolle som bøgernes og litteraturens redning i forlængelse af Romerrigets fald. Og om virkelig meget mere.

Et enkelt citatnedslag om klassikerbegrebet, som er en kærlighedserklæring til klassikerne, men lige så meget til de passionerede læsere. Mark Twain har ironisk leveret definitionen, at “den bog er klassisk, som alle ville ønske, de havde læst, men som ingen vil læse.” Men med afsæt i Italo Calvinos omtale af klassikerbegrebet, skriver Vallejo:

Klassikerne er bøger, vi bilder os ind at kende fra omtaler, men så meget desto mere uventede, ukendte og nye virker de, når man faktisk læser dem. Der er ingen ende på, hvad de har at sige os. Det sker naturligvis kun, når læserne bliver bevæget og oplyst af det, de læser. Det er ikke tvangsindlagte læsere, der har beskyttet bøgerne som talismaner i de lange perioder, hvor bøgerne var truet, men bogelskere.

Man skal nok have en forhåndsinteresse for Antikken for at hænge på gennem hele Vallejos bog. Og en vis baggrundsviden om både det antikke Grækenland og Rom er absolut også en fordel, hvis ikke ligefrem en nødvendighed, for Vallejo forudsætter en hel del historiske og filosofiske fikspunkter bekendte hos læseren.

Men så er det heller ikke værre – hvis du fulgte nogenlunde godt med i oldtidskundskab i skolen, hvis du kan din Asterix & Obelix (en kilde til viden om Romerriget, man ikke må undervurdere) eller har en tilsvarende grundviden andetsteds fra, så er du fint rustet til at gå i gang med Evigheden i et siv.

Jeg kunne måske godt have ønsket mig en lidt strammere redigering. Den lette, omkringstrejfende, essayistiske stil, som på den ene side er bogens styrke, har også en bagside i form af et nogle gange lidt for flagrende fokus, som kan blive en kende trættende over bogens op mod 500 sider.

Evigheden i et siv præsenterer sig som Historien om bogen, men den fremstår således også som historien om en hel del andet fra primært Antikkens verden, som Irene Vallejo lige bliver optaget af undervejs. Det er alt sammen interessant, men til tider bevæger Vallejo sig måske vel meget uden for temaet om bogens historie.

Som læser tilgiver vi dog for forfatteren, for alle sidehistorierne er båret af et brændende engagement, som skinner igennem på alle sider.

Og hermed vil jeg – for en gangs skyld – begrænse mig og blot nøjes med at anbefale bogen helhjertet til alle bogelskere med en interesse for historie, filsofi og ikke mindst Antikkens verden.

K's vurdering: