W. G. Sebald: Luftkrig og litteratur

I Anden Verdenskrigs sidste år blev 131 tyske byer ramt af ødelæggende allierede luftbombardementer. Nogle byer blev tæt på jævnet med jorden, flere end 600.000 civile tyskere mistede livet under bombardementerne, og tre en halv million boliger blev ødelagt. Bedst kendt er sønderbombningen af Dresden i krigens sidste dage, men værre gik det faktisk ud over Hamburg.

I essaysamlingen Luftkrig og litteratur fra 2001, som Tiderne Skifter her i juni 2014 har udgivet på dansk, spørger den tyske forfatter W. G. Sebald (1944-2001) til, hvordan denne luftkrig er bearbejdet i den tyske offentlighed. Hans korte svar er, at det er den stort set ikke.

Hvor meget vi end anstrenger os for at få taget et såkaldt “opgør med fortiden”, så forekommer det mig, at vi tyskere den dag i dag er et påfaldende historieblindt og traditionsløst folk (s.8).

Det kan virke som en overraskende tilgang for dem, der som mig ellers har den opfatttelse, at der vel næppe er nogen, der som tyskerne har gravet i 2. verdenskrig og bearbejdet den både historiefagligt og litterært?

Men Sebalds synspunkt er, at tyskernes historiebearbejdning helt overvejende har gået på uhyrlighederne begået af nazisterne og spørgsmålet om den tyske befolknings medskyld heri. Mens de rædsler, den civile tyske befolkning oplevede som følge af de allieredes bombardementer, er gået – om ikke fuldstændig upåagtet – så ihvertfald utilstrækkeligt bearbejdet hen.

Fordi en hel generation af tyske forfattere havde så travlt med at forskønne det billede, omverdenen skulle have af dem, manglede de, efter min vurdering, evnen til at skrive om det, de havde set, og gøre det til en del af vores erindring (s.9-10).

Sebalds ærinde er ikke apologetisk eller historierevisionistisk. Han hverken forsvarer eller angriber den militære krigslogik, der lå bag de allieredes bombardementer.

Sebalds ærinde er derimod at påpege det, han mener er en markant mangel på reception og bearbejdning i den tyske litterære offentlighed af det traume, som luftkrigens rædselsvækkende ødelæggelser må have påført den tyske befolkning. Det gør han ved at gennemgå de få eksempler, han har fundet på litterære bearbejdninger af bombardementerne i tysk efterkrigslitteratur, og han konkluderer, at de er utilstrækkelige.

Det er således en præmis for Sebald, at der er brug for skønlitterære receptioner af historiske katastrofer som luftkrigen over Tyskland. Litteraturen tilbyder en adgang til fortolkning af og kommen overens med historien, som ikke kan opfyldes via f.eks. øjenvidneberetninger, som – især hvor der er tale om meget voldsomme og traumatiske oplevelser som her – kan have en tendens til udeladelser, klichéer og stereotyper.

Den præmis kan man så acceptere eller lade være. Jeg tror, det er rigtigt. Tænk bare på det tilsyneladende endnu umættede behov i lille Danmark for en fortsat litterær genfortolkning af besættelsestiden og sågar 1864-krigen.

Sebalds bog er baseret på nogle forelæsninger, han afholdt i Zürich i 1997. I udgivelsen fra 2001 har han bearbejdet de oprindelige noter og suppleret dem med et kapitel om de mange reaktioner, han fik efter forelæsningerne og udgivelsen af dem i 1997. Han skriver, at han havde forventet “at blive irettesat”, at der måtte være en masse litterære bearbejdninger af bombardementerne, han havde overset. Men hans konklusion er, at intet i de ellers mange (herunder mange vrede) reaktioner anfægter hans iagttagelse.

Sebald gør det, han selv prædiker: Han benytter de kilder, han har, til i en nøgtern, prægnant stil at beskrive scener fra bombardementerne. Som her i et uddrag af hans beskrivelse af rædslerne fra bombardementernes første nat i Hamborg 28. juli 1943:

Bag sammenstyrtende facader skød flammer høje som huse op, med over 150 kilometer i timen rullede de som flodbølger gennem gaderne og snurrede som cylindre af ild i sælsomme rytmer henover de åbne pladser. I nogle kanaler brændte vandet. Sporvognenes glasruder smeltede, sukkerforrådet kogte i bageriernes kældre. De, der var flygtet op fra beskyttelseskældrene, sank grotesk forvredne ned i den flydende asfalt, hvor tykke blærer boblede op (s.36).

Bogen afsluttes med et essay – oprindeligt skrevet i en anden sammenhæng – om den tyske efterkrigsforfatter Alfred Andersch. Sebald bruger ham som eksponent for de tyske apologetiske forfattere, jf. citatet ovenfor, der efter krigen havde mest travlt med at fremstille sig selv – og med sig selv også den såkaldt almindelige tysker – i et fordelagtigt men falsk lys som, om ikke aktive, så dog passive modstandere af nazismen.

Jeg opgiver på forhånd ethvert forsøg på forstillelse og indrømmer blankt, at jeg ikke har den mindste erindring om nogensinde at have hørt om denne Andersch før, endsige læst noget af ham (og ifølge Sebald er der bestemt heller ingen grund til at læse ham). Måske derfor fandt jeg ikke denne del af bogen specielt interessant – den er nok mest til den del af den tyske offentlighed, der husker Andersch.

Men selv uden kendskab til eller særlig interesse i Andersch kan man stadig nyde Sebalds skarpe pen, som når han i konklusionen på sin analyse sammenfatter Andersch’s indre liv som “plaget af ærgerrighed, egoisme, ressentiment og ondskab. Det litterære værk er den frakke, som alt dette indhyller sig i. Men under frakken skimter man det mindre pæne for” (s.149).

Samlet set kan man om den lille udgivelse Litteratur og krig sige, at dens emne umiddelbart er snævert og bærer præg af i høj grad at være skrevet til den tyske offentlighed. På den måde henvender den sig mest til dem, der har en særlig interesse i den tyske, litterære reception af Anden Verdenskrig.

Omvendt har de små skarpe essays også en mere almen gyldighed som reflektioner over kollektiv erindring og reflektion over historien. Og så er Sebalds præcise sprog en renlivet nydelse at læse i denne fine danske oversættelse.

Jeg har således i den grad fået appetit på at læse nogle af Sebalds større værker.

K's vurdering: