En historikers dybt personlige og svært afrystelige bekendelser af sine barndomserindringer, drømme og forestillinger fra koncentrationslejren Auschwitz i 1944.
Otto Dov Kulka er født i Tjekkoslovakiet i 1933, men nu bosiddende i Israel. Han blev i 1994 som 10-11-årig interneret i KZ-lejren Auschwitz sammen med sine forældre. Kulka var en af de få overlevende.
Kulka har i mange år arbejdet som historiker og især beskæftiget sig med Nazitysklands historie. Men først som 80-årig har han med denne bog (første gang udgivet i 2013) valgt at fortælle om sine personlige oplevelser som KZ-fange og især om de mentale billeder, han stadig bærer med sig.
“Few are aware of the existence within me of a dimension og silence, of a choice I made to sever the biographical from the historical past,” skriver Kulka i indledningen. Ifølge ham selv har han aldrig tidligere talt med andre – ikke engang med sin kone – om denne del af ham selv.
Derimod indtalte Kulka i perioden 1991-2001 en række kassettebånd med reflektioner over sine erindringsfragmenter og forestillinger fra sin tid i Auschwitz som 10-11-årig. Størstedelen af bogen Landscapes of the Metropolis of Death udgøres af korte tekststykker i form af transkriptioner af et udvalg af disse båndoptagelser.
Transkriptionerne er ifølge Kulka selv kun let bearbejdede, og det giver teksterne en særlig stil, hvor man genkender det talte ords stedvise usikkerhed og søgen efter de rette formuleringer. Denne stil forlener teksten med en høj grad af autencitet og er med til gøre bogen til en stærk læseoplevelse, der ikke kan undgå at gøre indtryk. På den anden side gør det også teksten noget tung og sine steder lidt klodset – der er mange gentagelser af de samme udtryk og begreber, og i passager bliver stilen nærmest messende.
Men det kan man omvendt næsten dårligt bebrejde Kulka. Han prætenderer ikke at skrive en højlitterær tekst. Han tilbyder os derimod et indblik i de mentale landskaber, som for altid er indlejret i sindet hos et menneske, der var udsat for ophold i en koncentrationslejr i en periode i sine formative år. Og når hans stil ind i mellem bliver svulstig og metaforikken tung og anmassende, så tilgiver vi ham i erkendelse af, at det måske er det eneste sprog, han kan tale om disse oplevelser i.
Og bogen gør indtryk. Det er hjerteskærende at læse Kulkas beskrivelse af det sidste billede, han har af sin mor, som hun går afsted i rækken af kvinder på vej mod den rene udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau – en scene, der afføder det spørgsmål, han dengang og siden i hele sit voksne liv har stillet sig og aldrig kan få besvaret: Hvorfor vendte hun sig ikke om en sidste gang og kiggede efter mig?
Endnu mere hjerteskærende er det næsten, når Kulka bedyrer, at hvis man i dag spørger ham, hvad der er hans smukkeste barndomsminde, så er det billedet af den blå himmel med små sølvglitrende flyvemaskiner set fra lejren i Auschwitz:
The only belonging blue, overcoming every other colour, imprinted in my memory, as the colour of summer, the colour of tranquility, the colour of forgetting – momentary forgetting – is that colour of a Polish summer in 1944 (s.77)
Kulka understreger, at han ikke med denne bog forsøger at skrive sine “memoirer” forstået som en sammenhængende selvbiografi. Bogen er derimod en samling erindringsbilleder, et forsøg på at sætte ord på det, han beskriver som sin private mytologi over de mentale landskaber, som opholdet i Auschwitz – Dødens Metropol – har indprentet i hans sind.
Det er således en meget anderledes bog end f.eks. Primo Levis kendte erindringer, som ellers ligger lige for at sammenligne med.
Kulkas erindringsfragmenter adskiller sig også fra andre beretninger fra Holocaust-overlevende derved, at han var anbragt i den såkaldte familielejr i Auschwitz, hvor forholdene var anderledes end for de øvrige fanger – og han har af den grund kun få erindringer om de tortur-, volds- og afstraffelsesscener, man kender fra andre beretninger. Familielejren var et særligt afsnit i Auschwitz udtænkt af Himmler og Eichmann med propagandaformål for øje på et tidspunkt under krigen, hvor Tysk Røde Kors og Internationalt Røde Kors planlagde besøg i dels Theresienstadt og Auschwitz.
Kulka og hans forældre blev i sommeren 1944 sammen med 5.000 andre fanger overført fra Theresienstadt til familielejren i Auschwitz, hvor der i modsætning til ellers normal praksis ikke blev foretaget nogen sortering i arbejdsduelige og andre. Familierne blev holdt sammen og havde relativt gode forhold. Indtil det viser sig, at planen med familielejren indebærer en “turnus” på præcis 6 måneder, hvorefter samtlige 5.000 uden sortering myrdes i gaskamrene og brændes i krematorierne kun få meter fra familieafsnittet, mens de “afløses” af 5.000 “friske” fanger. Kulka overlever, fordi han tilfældigvis er indlagt på infirmeriet på det tidspunkt – og siden holder sig i live, til russerne når Auschwitz i januar 1945.
Samlet set en anbefalelsesværdig bog som et vigtigt dokument fra en overlevende.
Først efter, at jeg nu har læst bogen i engelsk oversættelse (fordi det nu engang var den udgave, jeg tilfældigt faldt over i en boghandel), har jeg i øvrigt fundet ud af, at den faktisk også er oversat til dansk af Thomas Harder som “Landskaber fra dødens metropol” (Gad 2014).
Titel: Landscapes of the Metropolis of DeathForfatter: Otto Dov Kulka
Udgiver: Penguin
Udgivelsesdato: 2014
Sider: 128
Originalsprog: hebraisk
Oversætter: Ralph Mandel
Opr. udgivelsesår: 2013
Læst: August 2014
K's vurdering:
Skriv en kommentar