Forfærdende, grumme, brutale, forvtvivlende, maveknugende sørgelige – men også stolte, rørende, smukke og håbefulde. Sådan er de mange sovjetiske kvindestemmer, som Svetlana Aleksijevitj hjælper til at give krigen et kvindeligt ansigt i denne bog, der blev årets stærkeste læseoplevelse for mit vedkommende.

Hviderussiske Svetlana Aleksijevitj (f. 1948) modtog nobelprisen i litteratur i 2015 for sine dokumentarromaner om det sovjetiske menneske. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt blev den første bog af Aleksijevitj, der udkom på dansk umiddelbart offentliggørelsen af Aleksijevitjs nobelprishæder i efteråret 2015 – godt timet af mikroforlaget Palomar.

Nobelprisen har fået danske læsere og forlags øjne op for Aleksijevitj, og her i efteråret 2016 er yderligere to af hendes bøger udkommet på dansk (Secondhand-tid fra Palomar og Zinkdrengene fra Lindhardt & Ringhoff, som sammen med Krigen har ikke et kvindeligt ansigt udgør hendes dokumentartrilogi Utopiens stemmer).

Afsættet for Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er afspejlet i titlen: Flere end en million sovjetiske kvinder meldte sig under 2. verdenskrig som soldater ved fronten på lige fod med mændene, men deres historie er ifølge Svetlana Aleksijevetj ufortalt. Historien om krigens soldater er en historie om mænd. Aleksijevitj har sat sig for at give krigen et kvindeligt ansigt.

Bogen består af redigerede og kondenserede interviewudskrifter fra samtaler med mere end 200 sovjetiske kvinder, som Aleksijevitj har opsøgt i perioden 1978-1983 for at få dem til at fortælle om deres erfaringer som soldater under 2. verdenskrig.

Svetlanna Aleksijevitj skriver i bogens indledning om sin egen ambition:

Jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krig. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie. Jeg er sjælehistoriker. På den ene side efterforsker jeg det konkrete menneske, som lever i en konkret tid og har deltaget i konkrete begivenheder, men på den anden side er det vigtigt for mig at få øje på det evige menneske i dette menneske. Evighedens sitren. Det, som altid findes i et menneske.

Det er store ord, og de kan lyde svulstige uden for deres sammenhæng. Men de er ikke for store for Aleksijevitj. Hvis en sådan ambition nogensinde er lykkedes for en forfatter, så er det lykkedes for hende.

Det er ikke helt nemt at genrebestemme Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. På den ene side er den åbenlyst en dokumentarisk interviewbog. På den anden side formår Aleksijevitj at sammenklippe de bearbejdede interviewudskrifter på en måde, der giver bogen præg af en roman – fortalt af en polyfoni af kvindestemmer, som på den ene side er konkrete og individuelle, og på den anden side flyder sammen til et sammenhængende vidnesbyrd. Mange steder omtales Aleksivjevitjs bøger da også som “dokumentarromaner.”

Der er en vis kronologi i sammenklipningen af interviewene, som overvejende bevæger sig fra krigens udbrud til afslutningen og eftertiden, men den er ikke strengt overholdt – i respekt for sammenhængen i de enkelte kvinders beretninger. Samtidig er bogen organiseret i tematiske kapitler om f.eks. de unge pigers beslutning om at lade sig hverve, om snigskytterne, om partisanerne, om sygeplejerskerne ved fronten, om dem der blev tilbage hos familierne, om moderskab, om kærlighed, om at komme hjem.

“Jeg ønskede ikke at slå ihjel, jeg var ikke sat i verden for at slå ihjel. Jeg ville gerne være lærerinde. Men jeg så hvordan de brændte landsbyer ned … […] Jeg husker, hvordan folk skreg … Hvordan køerne skreg … Hønsene skreg … Det var, som om alle skreg med menneskestemmer. Alt levende. Det brændte, og det skreg.
   Det er ikke mig, der taler nu, det er min sorg …”

Det er barsk læsning. Der er udgivet tusindsvis af bøger om rædslerne under 2. verdenskrig, og man kunne tro, at man efterhånden ville blive immun overfor at læse om dem. Det bliver man heldigvis ikke.

Nogle af disse vidnesbyrd er næsten ubærlige at læse. Nogle af de scener, der har brændt sig ind i vidnernes erindring er så eksplicit voldeligt grumme, at jeg ikke vil citere dem her. Spædbørn, der slås ihjel for øjnene af deres mødre. Unge piger, der er blevet voldtaget og lemlæstet. En scene fra fronten, hvor en sygehjælper under et slag foretager en ‘amputation’ af en såret soldats arm, mens de begge ligger trykket ned i mudderet på slagmarken, og hun må tage tænderne til hjælp for at bide kødstrimlerne i hans arm over, mens kuglerne flyver hen over hendes hoved.

Alt var i brand rundt om os, man brændte landsbyer af, sammen med de mennesker, der boede der. De blev jaget ind i skolerne og kirkerne … Så hældte man petroleum over … Min femårige niece, som have hørt os tale om det, spurgte; ‘Tante Manja, når jeg bliver brændt, hvad bliver der så tilbage af mig? Kun mine sko? … Det var sådan nogle spørgsmål, vi fik fra vores børn …

De stærkeste scener ikke desto mindre de følelsesmæssige. Som i citatet ovenfor eller som følgende scene, hvor to tilgangetagne og helt forbrændte brødre køres frem på en kærre for en landsby, for at nogen skal røbe, hvem i landsbyen der har dræbt en tysk soldat:

“Hele landsbyen var stilet op. Der stod deres far og mor, men ingen sagde så meget som en lyd. Man kan ikke forestille sig, hvad det krævede af den mors hjerte ikke at skrige op. Ikke at give sig til kende. Men hun vidste, at hvis hun græd, ville de brænde hele landsbyen ned. De ville ikke kun dræbe hende. De ville dræbe alle. En enkelt dræbt tysk soldat var nok til, at en hel landsby blev brændt ned. Det vidste hun …. Der findes ordener for alt, men der er ikke nogen, der er fine nok, selv den højeste Heltestjerne er for lidt at give til den mor … For hendes tavshed.”

Noget af det, der gør overraskende stort indtryk, er de små detaljer, der peger ud over krigen. Som for eksempel kvindernes – pigernes – insisteren på midt i rædslerne at fastholde et selvbillede af kvindelighed i denne mandeverden af krig. Som en af dem siger: “Det var soldaten, der var brug for … Men jeg ville også gerne være smuk …”

“Vi havde ingen lagner, heller ingen puder. Vi sov på kviste og strå. Men jeg havde gemt nogle ørenringe, og dem tog jeg på og sov med om natten …”

Der er et element af kønsstereotypi over hele Aleksijevitjs tilgang: Dette, at der er et særligt kvindeligt blik på krigen, en særlig kvindelig stemme. På den anden side kommer man ikke uden om, at disse kvinder vidner om erfaringer fra en verden præget af kønsstereotyper, som har præget deres egne og deres omverdens erfaringer – både før, under og efter krigen.

De kæmpede og led og blev dekoreret med tapperhedsmedaljer på lige fod med deres mandlige soldaterkammerater under krigen. Men da de vendte hjem efter Sejren (og Sejren er for disse sovjetiske kvinder altid med et stort ideologisk S), blev de behandlet som udstødte pariaer af både mænd og kvinder.

Hvem vil gifte sig med en kvinde, der har været noget så ukvindeligt som soldat? En kvinde, der har gået i mandeklæder i 3-4 år, der har gravet skyttegrave, der har mavet sig frem i mudderet blandt ligene af faldne kammerater, der har været taget til fange og tortureret? En kvinde, der har slået ihjel?

“Vi tav, vi mælede ikke et ord. Fortalte ikke nogen, at vi havde været ved fronten […] Mændene var sejrherrer, helte, attraktive ægtemænd, krigen tilhørte dem, men man så med helt andre øjne på os. Helt andre … Vi fik frataget Sejren, skal jeg sige dem. Ganske stille blev den udskiftet med almindelig kvindelig lykke. De delte ikke Sejren med os. Og det var nedværdigende .. Uforståeligt …”

Ledet af Aleksijevitjs sikre hånd fornemmer man, at denne smerte næsten er den største: Den manglende anerkendelse efter krigen. Tavsheden. Dette ikke at have nogen at dele de ubærlige billeder af krigen med, undtagen – for nogle af kvinderne – én gang om året, når nogle af dem mødes i Moskva på årsdagen for Sejren. Og måske derfor vælter deres historier ud af dem, når Aleksijevitj opsøger dem, og de forsyner hende beredviligt med adresser på andre kvinder fra krigen.

Og så får jeg endnu en lang liste med adresser og telefonnumre: “De vil alle sammen være glade for at få besøg af dig. De venter dig. Jeg skal forklare dig hvorfor. Det er frygteligt at erindre det hele, men endnu frygteligere ikke at gøre det.”

Med Svetlana Aleksijevitjs værk har disse mange kvinder fået stemmer. Og jeg kan kun anbefale at lytte til dem. Jeg kan også anbefale at indtage dem i mindre doser. Det er som antydet barsk læsning, som i sig selv gør det svært at opholde sig i værket i lang tid af gangen. Derudover løber man som læser også den risiko at komme til at læse lidt for hurtigt henover over nogle af de mange beretninger, hvis man læser bogen i ét stræk.

Alle bogens kvaliteter til trods kan det også blive lidt ensformigt at læse de mange kortere og længere citater i træk. Men det vil være synd at læse for hurtigt – hver og én af disse mange kvindestemmer fortjener at blive hørt, og deres beretninger er alle som én værd at læse opmærksomt. Jeg er efter endt læsning således glad for, at jeg valgte at bide den over i mindre portioner. Og det kan man i øvrigt sagtens, da bogen som nævnt er inddelte i mere eller mindre tematiske kapitler.

Svetlana Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt tegner Hviderusland i min personlige læseudfordring Verden rundt i bøger.

K's vurdering: