Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.
Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem. >> Læs videre
Civilisationssammenstød over en elevator på piazza Vittorio er en lille, let krimikomedie. Mere komedie og social satire end krimi, men ikke så let, at den ikke også indeholder et par alvorlige reflektioner over integrationsspørgsmålet i det moderne Italien.
Den algierskfødte, italienske forfatter, Amara Lakhous (f. 1970) fik en uventet succes med denne lille krimikomedie, som udkom første gang i 2006. Den har solgt usædvanlig godt i Italien og er oversat til adskillige sprog, herunder dansk. >> Læs videre
Forfærdende, grumme, brutale, forvtvivlende, maveknugende sørgelige – men også stolte, rørende, smukke og håbefulde. Sådan er de mange sovjetiske kvindestemmer, som Svetlana Aleksijevitj hjælper til at give krigen et kvindeligt ansigt i denne bog, der blev årets stærkeste læseoplevelse for mit vedkommende.
Hviderussiske Svetlana Aleksijevitj (f. 1948) modtog nobelprisen i litteratur i 2015 for sine dokumentarromaner om det sovjetiske menneske. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt blev den første bog af Aleksijevitj, der udkom på dansk umiddelbart offentliggørelsen af Aleksijevitjs nobelprishæder i efteråret 2015 – godt timet af mikroforlaget Palomar. >> Læs videre
En kroatisk soldat indrulleret i den serbiske hærs forbrydelser i Bosnien. En hollandsk FN-soldat på skamfuld mission. En spansk dommer splittet mellem pligt, samvittighed og personlig ærekærhed.
Den italienske forfatter Marco Magini (f. 1985) har begået en glimrende international roman om den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne, om dens medvirkende, medløbere, tilskuere, ofre og dommere. >> Læs videre
Accabadora er “hende der afslutter”, den kvindelige dødsengel, som familien ifølge gammel skik på Saridnien kalder på, når et gammelt familiemedlem ligger for døden og medfølelsen byder at hjælpe hende eller ham ud af lidelserne.
Aktiv dødshjælp – eller eutanasi med et mere klinisk ord – ville vi kalde det. På Sardinien er aktiv dødshjælp en gammel og socialt accepteret tradition, som angiveligt har været praktiseret helt op i 1970’erne. I hvert landsbysamfund (eller ihvertfald i nogle) havde man typisk sin egen og kun én accabadora – altid en kvinde, for ligesom kun en kvinde kan bringe liv ind i denne verden, betragtedes det som passende, at også kun en kvinde skulle have opgaven med at afslutte livet, når det blev tid.
Accabadora er Michela Murgias (f. 1972) debutroman fra 2009, som i Italien har modtaget adskillige priser, men indtil nu har været noget overset i Danmark siden udgivelsen i maj 2015. Og det er faktisk synd, for det er fin og intens lille bog. Bogen er i sin grundfortælling en klassisk historie om en piges opvækst, om hendes opgør og forsoning med sin familie, om både at gøre oprør mod og forlige sig med traditioner. Og så er bogen ikke mindst et interessant og levende portræt af livet i et traditionelt sardisk landsbysamfund. >> Læs videre
