Civilisationssammenstød over en elevator på piazza Vittorio er en lille, let krimikomedie. Mere komedie og social satire end krimi, men ikke så let, at den ikke også indeholder et par alvorlige reflektioner over integrationsspørgsmålet i det moderne Italien.

Den algierskfødte, italienske forfatter, Amara Lakhous (f. 1970) fik en uventet succes med denne lille krimikomedie, som udkom første gang i 2006. Den har solgt usædvanlig godt i Italien og er oversat til adskillige sprog, herunder dansk.

Romanens omdrejningspunkt – eller måske snarere dens påskud, da krimiintrigen i virkeligheden ikke er særlig central – er opklaringen af et mord.

I en opgang på piazza Vittorio i et af de mere mulitetnisk sammensatte kvarterer i det centrale Rom er en af beboerne fundet myrdet i elevatoren. Samtidig er en anden af beboerne, Amadeo, forsvundet, og han bliver af den grund straks politiets og pressens hovedmistænkte i mordsagen.

Romanen er bygget op som en serie af vidnesbyrd fra beboerne i opgangen på piazza Vittorio, som på skift får ordet for at give hver deres udlægning af, hvem den forsvundne Amadeo er.

Det gennemgående træk er, at alle beboerne umuligt kan forestille sig, at den sympatiske Amadeo skulle være morder. En for beboerne endnu mere absurd påstand er dog den, at Amadeo skulle være indvandrer og i virkeligheden hedde Ahmed …

Ind i mellem beboernes vidnesbyrd får også Amadeo selv ordet via transkriptioner af en båndoptaget dagbog, han har ført, og som på vittig vis sætter de respektive naboers verdensudlægning i perspektiv.

Her er mit eksemplar af Civilisationssammenstød på udflugt til åstedet, piazza Vittorio i Rom. Foto: K, 26. januar 2019.

Undervejs udvikler romanen sig til et blive spraglet portræt af det multikulturelle Rom med alt, hvad dertil hører af kulturelle misforståelse og fordomme, men også venskaber og kærlighed på tværs af kulturer og nationaliteter.

Persontegningerne er dog lidt for karikerede til for alvor at blive vedkommende, og Amara Lakhous formår af den grund ikke at løfte Civilisationssammenstød ud over den lette komediegenre. Men det har heller ikke nødvendigvis været intentionen.

Romanen er en lille charmerende og mildt underholdende bagatel. Den passede mig perfekt som flylæsning på strækningen mellem København og Rom en aften i sidste uge, hvor jeg egentlig ellers var for træt til at læse.

Og ankommet til Rom gav bogen mig anledning til at slå et smut forbi netop piazza Vittorio – et sted i Rom jeg givetvis ellers ikke ville være kommet, men som med sin påfaldende mangel på charme og noget trøstesløse atmosfære om ikke andet kunne tjene som påmindelse til weekendturisten om, at der er et andet Rom end de fascinerende antikke ruiner, de smukke renæssancepalæer og det charmerende fortovscaféliv i det gamle centrum eller Trastevere.

Bogen er venligt skænket som frieksemplar til anmeldelse af forlaget.

• Lignende indlæg
• Forlaget Palomar

Franco Arminio: Postkort fra de døde

Fleur Jaeggy: I am the Brother of XX

Roberto Saviano: The Ring & The Opposite of Death

Marco Magini: Som om jeg var alene

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Marco Magini: Som om jeg var alene

Michela Murgia: Accabadora