Cesare Pavese: The House on the Hill

En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.

Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv.

The House on the Hill (opr. 1948) udspiller sig under Anden Verdenskrig i Paveses hjemby, Torino. Bogen er fiktion, men den synes at rumme ikke så få selvbiografiske træk, som det fremgår af oversætter Tim Parks’ forord (læs det til sidst, da det rummer en ret detaljeret analyse og et referat af handlingen i bogen).

Romanen indledes i juni 1943. Torino er under voldsomme bombardementer fra de allierede, og de fleste er overbeviste om, at krigen snart må slutte – med de italienske fascisters nederlag. Kort tid senere bliver Mussolini da også afsat efter de allieredes landgang på Sicilien, og glæden over udsigt til fred er stor over det meste af Italien. Glæden bliver dog kort, da Hitlers Tyskland benytter det som anledning til at rykke ind i Italien og genindsætter Mussolini som marionet.

Cesare Pavese. Foto: Ukendt.

Under bombardementerne af Torino i juni 1943 søger de af byens indbyggere, der har mulighed for det, væk fra byen, op ad bakkerne omkring den. Således også romanens jeg-fortæller, Corrado. Han er skolelærer nede i byen, men bor til leje i et hus på en af bakkerne en ældre dame og hendes datter. Datteren er en omtrent fyrreårig pebermø, som nærer ikke-udtalte, men tydelige forhåbninger til Corrado. Han har dog ingen erotisk interesse i hende.

En aften på bakkerne i begyndelsen af romanen falder Corrado i med en flok unge anti-fascister, der mødes jævnligt på en gård/taverna. Corrado knytter en slags venskab med gruppen, men han er mere tiltrukket af deres livlighed end drevet af egentlige politiske synspunkter.

I gruppen er også en kvinde, Cate, som fortælleren for nogle år siden har haft en flygtig affære med, som han afsluttede på en for ham selv ikke specielt flatterende vis. Hun har i dag en søn, en ung teenager, som har alderen til at være Corrados søn, hvilket Cate imidlertid nægter – uden dog at ville afsløre faren.

Corrado genoptager i romanen et venskab med Cate og hendes søn. Men han holder sig fortsat uden for politik og krigen. Indtil han må erkende, at ingen kan holde sig helt udenfor.

The day will come when no one can stay out of the war – not the cowards, nor the sad, nor the loners.

Fortællerens manglende stillingtagen, hans manglende aktive engagement i krigen, er et hovedtema i romanen. The House on the Hill kan i den forstand kaldes en moralsk og eksistentialistisk roman, men den er stilmæssigt meget langt fra f.eks. en Dostojevskij, hvis hovedpersoner har det med at blive voldsomt og påtrængende, sjæleligt sønderrevet.

Paveses stil er langt mere afdæmpet, ligesom hans hovedperson. Fortælleren kan opfattes som vag og veg. Som romanlæser ønsker man sig, at han skal tage mere tydelig og aktiv stilling i krigen, og man kan undervejs blive skuffet og irriteret over, at han ikke gør det. Men Pavese formår samtidig at fremstille sin protagonist så troværdigt og menneskelig, at man som læser alligevel er utilbøjelig til at tage afstand fra ham.

Fortælleren i romanen rummer som nævnt adskillige træk, der kunne være taget ud af Paveses selvbiografi. Også han holdt sig under fascismen så vidt muligt ude af aktiv politik, selv om han havde sin gang i antifascistiske miljøer. Det er på den baggrund fristende at læse romanen som en slags apologi for Paveses eget manglende engagement og måske manglende mod.

The House on the Hill har i Italien status af en klassiker i efterkrigslitteraturen. Det er også en fin roman, som bestemt stadig kan læses. Dens moralske og eksistentialistiske temaer er åbenlyst stadig relevante. Romanen fik mig dog ikke ligefrem ud på kanten af stolen. Den fremstod for mig en lille smule støvet, og der var et element at pligt forbundet med at læse den færdig. Godt, den ikke var så lang.

K's vurdering: