K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Irmgard Keun: Barn af verden

Irmgard Keun: Barn af verden

Anmeldt af Kasper Håkansson, 10. august 2019
1 kommentar

Fin lille roman fra 1930’ernes Europa om livet som emigranter fra Nazityskland i den kommende krigs skygge, velfortalt fra et barns synsvinkel med alvor, men også charme og humor.

Irmgard Keun har et ganske stort forfatterskab bag sig, primært romaner, hvoraf en god del også er oversat til dansk og kan findes på bibliotekerne. Ikke desto mindre gætter jeg på, at navnet Irmgard Keun for flertallet af danske læsere i dag er forholdsvis ukendt (eller også projicerer jeg her bare min egen ignorance ud på alle andre, i så fald skal jeg beklage).

Under alle omstændigheder skal Forlaget Silkefyret og oversætter Inge Nissen have tak for med udgivelsen af Barn af verden (opr. Kind aller Länder (1938)) at bringe Keun tilbage i lyset i den danske litterære offentlighed.

Irmgard Keun (1905-1982). Foto: Ullstein Bild/Granger

Keun blev født i Charlottenburg, Berlin, i 1905, men flyttede i 1913 med sin familie til Köln. Hun debuterede som forfatter i 1931 og nåede at skrive et par romaner, indtil de af naziregimet i 1933 blev stemplet som “Entartete Kunst,” konfiskeret og udsat for bogbrændinger. I 1935 blev hun endegyldigt underlagt publikationsforbud, og året efter emigrerede hun til Holland. Som et kuriosum kan nævnes, at Keun i en periode stod i forhold til forfatteren Joseph Roth, som vi også er ret glade for her på K’s bognoter.

Netop livet som emigrant fra Nazityskland i 1930’erne op til udbruddet af Anden verdenskrig er temaet for Barn af verden. Keun vælger det litterære greb at fortælle historien fra et barns synsvinkel, den niårige Kully, der i 1930’erne må forlade Tyskland med sine forældre, da hendes far er faldet i nazisternes unåde.

Faren er forfatter, tilsyneladende med en vis succes, men han er også alkoholiker og en flamboyant type, der kaster hæmningsløst om sig med penge, så snart han kommer i besiddelse af nogle, og konstant sætter sig selv og familien i gæld. Dertil en kvindebedårer, der åbenlyst har affærer med skiftende kvinder, mens han af sin egen kone kræver fuldstændig troskab – samtidig med han kun bor sammen med hende og datteren få uger af gangen med måneders mellemrum.

Familien flytter fra land til land, aldrig mere end nogle få måneder samme sted, og hvert sted insisterer faren på at indlogere sin kone og datter på dyre hoteller, hvor de på ingen måde har råd til at bo, mens han selv det meste af tiden rejser Europa rundt i forsøget på at indgå kontrakter om udgivelse af sine bøger – eller hvad han nu egentlig foretager sig.

Dette greb, at lade historien fortælle af et barn, har vi jo set mange gange (siden, ihvertfald), men Keun anvender det ganske fint, også selv om der er passager, hvor reflektionsniveauet og ordforrådet virker lige lovlig højt for en niårig.

Gennem den niårige Kullys barnligt-naive, men samtidig meget observante og reflekterende blik tegner Keun gradvist kærlige portrætter af både faren og moren. Faren er helten i datterens øjne, og hun lever hele tiden i længslen efter, at han kommer tilbage. Moren og hendes ubetingede kærlighed er den faste grund under pigens fødder.

Især portrættet af moren står stærkt i romanen: Hendes stilfærdige og stigende desperation over deres fattigdom (som står i kontrast til – og i vidt omfang skyldes – farens dekadente ødselhed), pinagtigheden og skammen over af faren at være tvunget til at bo på dyre hoteller, hvor de ikke har råd til at spise og dagligt må finde på nye løgnehistorier for at udskyde betalingen af regningen, hendes kamp for at skaffe vintertøj til hende selv og datteren og få maden til at række.

Mor og jeg ligger far til last, men når han nu engang har os, vil han også gerne beholde os.

Men romanen er også helt interessant som tidsbillede. Keun tegner således også et billede set fra børnehøjde af Europa i 1930’erne. Den i stigende grad politiske ustabile situation i Europa er tilstede romanen igennem, til tider som en flimrende baggrund, andre gange helt i front.

   Min mor kunne ikke forklare mig mere.
   Men krigen har noget med det at gøre. Når jeg bliver voksen, vil jeg forstå det hele.
   Men hvorfor skal man egentlig blive voksen, når man kun bliver trist af det?
   Min mor sagde engang, at man som voksen automatisk bliver skyldig; og der er ingenting i verden, man bliver så ked af som at være skyldig.

De små og store tegn, vi hører om, på jødeforfølgelser og stigende krigsrummel i Europa får en ekstra tyngde læst i retrospekt af os, der har viden om de rædsler, der skulle følge i årene efter, at Keun skrev bogen i 1938.

Som når faren indprenter sin datter, at hun aldrig må lade sig forlede af menneskers hang til at synge:

[D]er hvor folk synger, er der livsfarligt at være. Fællessang er så godt som mord, alle krige er startet med fællessang.

Romanen er skrevet i et enkelt sprog med korte sætninger, formentlig med henblik på at gøre det mere troværdigt, at historien skal forestille at være fortalt af en barnestemme.

Det gør bogen dejligt nem at læse, men giver den også lidt staccatoagtigt præg, som for mig blev en lille smule trættende i længden, også fordi handlingens evige flytten fra land til land, fra hotel til hotel, i sig selv får et noget repetitivt præg over sig. Det kan selvfølgelig siges at være en pointe i sig selv, fordi det netop er et sådant barneliv, Keun skildrer. Jeg var nu ganske tilfreds med, at romanen ikke var længere.

Men det var den jo så heller ikke, og jeg kan absolut anbefale Barn af verden – som et tidsbillede af Europa i 1930’erne, som et fint portræt i egen ret af nogle menneskeskæbner, men også som et billede med mere universel gyldighed af livet som emigrant eller flygtning.

   “Har du aldrig hjemve?” spurgte en gammel mand, og først vidste jeg ikke, hvad han mente.
   Så forklarede han mig det.
   Jeg har nogle gange hjemve, men altid efter et andet land, som jeg lige kommer til tænke på.

Titel: Barn af verden
Forfatter: Irmgard Keun
Udgiver: Forlaget Silkefyret
Udgivelsesdato: 21.02.2019
Sider: 171
Originalsprog: Tysk
Oversætter: Inge Nissen
Originaltitel: Kind aller Länder
Opr. udgivelsesår: 1938
Læst: August 2019

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Nyere udgivelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Tyskland

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
1 Kommentar
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Marit
Marit
11. august 2019 12:20

Læste om Irmgard Keun tidligere i år og har nu på din anbefaling reserveret både den og Ostende af Wiedemann på biblioteket. Læser en del litteratur, der kaster lys på Weimar-republikken, inspireret af Volker Kutschers krimier – glem alt om tv-serien

1
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Liliana Colanzi: Vores døde verden
Wang Xiaobo: Så blødt som vand & Guldalder
Raduan Nassar: Arkaisk jordbrug

Raduan Nassar: Galdens bæger
Yukio Mishima: Fædrelandskærlighed
Sayaka Murata: Earthlings

Følg K's bognoter

  • 78 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 49 venner
  • 513 følgere
  • 216 fans

Mest læste seneste uge

  • Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels menneskerFjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt,…
  • Lev Tolstoj: Sevastopol fortællingerneLev Tolstoj: Sevastopol fortællingerne Tolstojs tre fortællinger fra Sevastopol under Krimkrigen er ikke det ypperste fra mesterens hånd, men…
  • Peter Adolphsen: År 9 efter LoopetPeter Adolphsen: År 9 efter Loopet Naturvidenskabelig kaosteori forklædt som småfilosofisk, post-apokalyptisk, zombiebefolket fremtidsvision - i en moderne udgave af Palle…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • Franz Kafka: FortællingerFranz Kafka: Fortællinger Lidt for mange af disse fortællinger lod mig ærligt talt uberørt i første omgang -…
  • Ursula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktionUrsula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktion Hvis du kun skal læse ét feministisk essay i din juleferie, og hvis du ikke…
  • Fernando Arrabal: Dali versus PicassoFernando Arrabal: Dali versus Picasso Absurd og helt sjovt teaterstykke af den spanske dramatiker Fernando Arrabal, som lader særdeles menneskelige…
  • Lev Tolstoj: Anna KareninaLev Tolstoj: Anna Karenina Der er som regel en god grund til, at nogle romaner bevarer en klassikerstatus over…
  • K's bedste anbefalinger fra læseåret 2020K’s bedste anbefalinger fra læseåret 2020 Et år er gået, og traditionen tro kommer her en opsamling på mit læseår i…
  • Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrundFjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser… "Jeg er et sygt menneske... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske", indleder Kældermennesket…

Seneste kommentarer

  • Peter Stig Sørensen on Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker: “For en oversætter kan det være særdeles vanskeligt at oversætte 1 til 1 og samtidigt skabe de samme virkemidler på…” jan 21, 23:48
  • Peter Stig Sørensen on Georgi Gospodinov: En naturlig roman: “Det holdt hårdt at få fingre i En naturlig roman – min bogpakke forsvandt i posten, og jeg måtte vente…” jan 20, 22:56
  • Ivan on Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker: “Det er forkert oversat. Det er ARME MENNESKER. Original titel BEDNIE LJUDI på ingen måde kan oversættes til STAKKELS MENNESKER.” jan 19, 22:08
  • Kasper Håkansson on Lev Tolstoj: Sevastopol fortællingerne: “Tak, “Den evige ægtemand” er hermed skrevet på læselisten – den ligger endnu ikke i stakken.” jan 18, 11:37
  • Peter Stig Sørensen on Lev Tolstoj: Sevastopol fortællingerne: “Hvad jeg også vil betragte som en fejl, at “Sevastopol fortællingerne” skrives i to ord, kan da muligt have sin…” jan 18, 10:36

Kategorier

  • Boganmeldelser (905)
    • Biografier og erindringer (18)
    • Sagprosa (93)
      • Antropologi (4)
      • Essays (8)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (21)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (25)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (16)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (24)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (833)
      • Børnebøger (9)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (89)
      • Klassikere (122)
      • Komedie (11)
      • Krimi, spænding og ramasjang (52)
      • Lyrik og drama (53)
      • Nyere udgivelser (219)
      • Romaner og noveller (720)
  • Boghandeler (28)
  • Øvrige indlæg (28)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 78 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 49 venner
  • 513 følgere
  • 216 fans

Copyright © 2021 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.