Liliana Colanzi: Vores døde verden

Bolivia er relativt underrepræsenteret i danske oversættelser af latinamerikansk litteratur. Så allerede af den grund er udgivelsen af Liliana Colanzis (f. 1981) Vores døde verden tidligere på året en glædelig begivenhed. Tak til Forlaget Silkefyret og oversætterne Sabine Dueholmn Bech og Marie Groth Bastiansen.

Dertil kommer, at de otte noveller i samlingen er værd at læse. Eller: Sådan husker jeg ihvertfald, at jeg havde det, da jeg læste dem for to uger siden (der har været andre prioriteter på det sidste, så jeg er lidt bagud med anmeldelserne).

Allerede nu må jeg dog konstatere, at jeg har svært ved at huske mange af dem. Jeg bladrer igennem bogen, og så kommer de tilbage, men noget stort, blivende indtryk er der ikke så mange af dem, der har gjort.

Sproget var mig lidt tungt. Novellerne er ikke dårligt skrevet, i flere henseender endda godt skrevet og i fin dansk oversættelse. Men også lidt omstændelige i sætningskonstruktionerne. Der er dog også fine passager. Som for eksempel her i indledningen til novellen Chaco:

Min bedstefar sagde, at hvert ord er sit eget, og at et rigtigt ord kan få jorden til at ryste. Ordet er et lyn, en tiger, en orkan, sagde den gamle og så vredt på mig, imens han tog sig et glas hospitalssprit, men ve den, der sløser med ordet.

Tematisk og handlingsmæssigt er novellerne i Vores døde verden en lidt blandet affære. Fra en ungpigehistorie om en teenagepige, hvis dominerende mor driver hende ud i selvdestruktion, til øko-kritik af ødelæggelesen af regnskov og oprindelige, indianske folk.

Noget af det, der binder historierne sammen, er dog netop en forbindelse til Bolivias indianske befolkning – til sproget, traditionerne og myterne. Og det er ikke mindst dét, der gør novellesamlingen til noget særligt.

Forlaget skriver i bagsideteksten, at novellerne foregår i et science fiction-lignende univers. Det kunne jeg nu kun få til at give mening for en enkelt eller to af historierne.

Titelnovellen er dog åbenlyst en science fiction-historie. Og i øvrigt en af de bedste i samlingen. Her er en kvinde i en ubestemt fremtid udsendt til kolonierne i det døde landskab på planeten Mars. Det, der fylder mest for hende, er dog en besked fra hendes eks-kæreste om, at han skal være far med en anden kvinde. Så kan Mars pludselig godt føles lidt gold.

Jeg var fornøjet over at læse nyere boliviansk litteratur på dansk. Og det var ikke dårligt, det jeg læste, selv om jeg ikke blev ramt det gode sted for alvor. Da der er tale om en ganske kort samling, kan jeg ikke desto mindre bestemt anbefale bogen til den, der er interesseret i nyere latinamerikansk litteratur. Og igen kan jeg kun rose forlaget for således at berige danske læsere med litteratur fra lande, vi sjældent får adgang til på dansk.

K's vurdering: