Arkaisk jordbrug er på godt og ondt en markant og særegen læseoplevelse. En ikonisk historie med ny- og gammeltestamentelige konnotationer om landbrugsjord, incestuøst begær og undertrykkende familierelationer, fortalt i Raduan Nassars vildt og voldsomt fossende, ekspressionistiske og lyriske prosa.

Sidste uge bød på en dobbeltudgivelse af de første danske oversættelser af brasilianske Raduan Nassars to (eneste) romaner, Galdens bæger (opr. 1978) og Arkaisk jordbrug (opr. 1975), begge fornemt fordansket af Tine Lykke Prado. I sidste uges anmeldelse af Galdens bæger kan du også læse en smule om forfatteren.

Den anden af Nassars to romaner, Arkaisk jordbrug, er rent sprogligt en særdeles markant og nærmest brutal læseoplevelse. Nassar skriver i et symbolmættet, stærkt fortættet og ekspressionistisk sprog. Det er meget intenst og samtidig vildt flydende i mange retninger, også i en grad så det blev denne læser lidt for meget i passager.

Historien er til gengæld enkel. Fortælleren er en ung mand, søn af en landmand ud af en libanesisk indvandrerfamilie i Brasilien. Han er ved romanens begyndelse stukket af hjemmefra – fra farens undertrykkende dominans, fra den epilepsi, han har holdt skjult for alle andre end sin mor, og fra sit forbudte, seksuelle begær – og holder sig skjult på et lille, tarveligt pensionat. Her bliver han fundet af sin ældste storebror, der kommer for at bringe ham hjem.

Størstedelen af romanen udspiller sig på pensionatsværelset i en tilsyneladende vildt strømmende, men ikke desto mindre – tag ikke fejl – stramt komponeret og gennemtænkt tekst, opdelt i en række korte og lange kapitler, hver især stort set uden punktummer.

Teksten veksler mellem jeg-fortællerens erindringsglimt fra hans opvækst og de begivenheder, der ledte ham frem til at stikke af, og samtalen med broren på det lille lumre, pensionatsværelse.

Den anden og kortere del af romanen fortæller om fortællerens hjemkomst og konfrontationen med familien, ikke mindst faren. Den udspiller sig som en slags variation over lignelsen om den fortabte søn, komplet med forberedelsen af en stor fest for den hjemvendte søn og sønnens tilsyneladende anger og omfavnelse af farens jordbrugsideologi. Men det er en variation af den velkendte historie tilsat adskillige ganske anderledes vinkler og overraskende twists.

Teksten er i øvrigt spækket med bibelske temaer og referencer, og har i det hele taget en tyngde som mange gammeltestamentelige myter, som den første del af titlen også antyder.

Jordbruget i bogtitlens andel del er også til stede overalt i teksten, både som konkret realitet og som gennemgående metaforik.

Jorden, hveden, brødet, bordet, familien (jorden); i denne ring, plejede far at sige i sine prædikener, findes kærligheden, arbejdet og tiden.

Sprogligt varierer Nassar sine sproglige virkemidler markant, herunder ved sin særegne brug af tegnsætning. De tredive kapitler varierer i længde fra over tredive sider til bare et par linjer. Den første og længste del af romanen er overvejende skrevet i lange sætninger uden punktummer i en stil, der i passager har karakter af stream-of-consciousness. I anden del er der hele kapitler, der overvejende er skrevet i kortere helsætninger, og nogle kapitler er udelukkende i dialogform. Alt sammen noget, der bibringer til at skabe forskellige og på forskellige måder fortættede stemninger.

[…] en dag sætter jeg ild til dette træ, disse mursten, denne mørtel, og så laver jeg husets største rum om til mine testiklers kornkammer (hvilken frugtbar jord, hvilken klage, hvilke rastløse spirer ville der ikke bryde frem af disse frø!), og jeg lod mit blod falde på den ældgamle sti og lagde mit genfødte foster til hvilke i høet, vuggede det i søvn i mine hænder og spredte spæde kornblade fra en hvid rose, og jeg løb allerede afsted i min venten og eksploderede i fuldskab (hvilken klar vin på indersiden af mine øjenlåg!), og jeg gav mig til at spejde gennem sprækkerne som et dyr, og tilkendegav min tilstedeværelse i det gamle hus med mine øjnes spejl, med det samme blinkende stål som vi brugte i skoven og på engen til at sende forbudte beskeder til hinanden: hvilken anet lidenskab, hvilken pestilens, hvilke skrig!

Skal jeg sammenligne Nassars to romaner, kunne jeg på nogle måder egentlig bedre lide Galdens bæger. Det er en “mindre” histore, den er mere stramt komponeret (på trods af, at sproget i den også rabler helt vildt), og den er mindre svulstig (om end også markant påtrængende i sproget).

På den anden side har Arkaisk jordbrug en en anden tyngde, og den byder sig med sine store, universelle tematikker og “arkaiske” form i højere grad til som en kommende klassiker.

Skulle jeg tage litteraturprofessorens hat på, så ville jeg være tæt på at tone ud med fem stjerner til Arkaisk jordbrug for den gennemførte form. Men jeg er ikke litteraturprofessor, bare en almindelig lystlæser, så derfor bliver det “kun” til fire, fordi den stærkt ekspressionistiske og svulstige stil ikke rammer min personlige smag helt.

Men det skal ikke stå i vejen for en renlivet anbefaling af begge bøger til alle, der har mod på at lade sig udfordre af stor litteratur.

Arkaisk jordbrug er tilsendt fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: