Raduan Nassar: Galdens bæger

Et brasiliansk skænderi af mytologiske dimensioner, emmende af magt og sex, iklædt sublime sproglige gevandter. Nyklassisk, brasiliansk forfatter er endelig oversat til dansk.

Raduan Nassar (f. 1935) er næppe et navn, der ringer klokker hos mange danske læsere. For mig var han ihvertfald helt ukendt indtil Jensen & Dalgaards udgivelse i går af hele to romaner fra hans hånd, begge oversat til dansk af altid gode Tine Lykke Prado.

Efterfølgende kan jeg så læse mig til, at Nassar i hjemlandet Brasilien er lidt af et lidt litterært koryfæ på trods af, at hans samlede oeuvre kun udgøres af netop disse to romaner og en enkelt novellesamling. På tide, at han er blevet oversat til dansk.

Nassars første roman, Galdens bæger, skrev han i 1970, men den blev først udgivet i Brasilien i 1978, tre år efter hans anden roman, Arkaisk jordbrug (1975), som også udkom i går for første gang på dansk.

På trods af den litterære succes i hjemlandet lagde Nassar i 1984 litteraturen på hylden for i stedet at hellige sig livet som bonde på sin kyllingefarm. Ikke ulig mexicanske Juan Rulfo, som efter sit mesterværk, kortromanen Pedro Páramo, og en enkelt novellesamling erklærede, at han ikke havde mere at sige til verden og ikke siden skrev noget (sammenligningen skyldes Karl Erik Schøllhammer i efterordet til Arkaisk jordbrug).

Galdens bæger er en kortroman på blot 85 relativt små sider, og det er hæsblæsende læsning. Den ydre historie er yderst simpel: En mand mødes med sin yngre elskerinde, en journalist, på hans gård et sted i Brasilien. Hun ankommer, de tilbringer en nat i sengen, de står op, går i bad, spiser morgenmad. Fortalt i fem korte kapitler med stort disse overskrifter. Stemningen er erotisk, tempoet er roligt, stilhed før storm.

Og så eksploderer situationen og teksten. Da kvinden er på vej til sin bil, får manden et raserianfald over en tilfældig ting – en flok bladskærermyrer, der har spist et hul i hans hæk. Men meget hurtigt kanaliseres vreden over på hende – efter et nærmest rituelt mønster, de har gennemspillet mange gange, fornemmer man.

Raduan Nassar (f. 1935)

Herfra udgøres det næste lange kapitel, Skideballen, som samtidig udgør stort set hele kortromanen, af ét langt, infernalsk skænderi – fortalt delvist i mandens og jeg-fortællerens indre monolog, delvist i replikker. Selv om replikkerne er omhegnet af citations, mister man let orienteringen over, hvad han siger og råber, og hvad han bare tænker. Og man får indtrykket af, at han heller ikke selv er klar over, hvad der er hvad.

Skænderiet udfolder sig som en mastodontisk magtkamp – mellem to personer, mellem en mand og en kvinde, men også mellem generationer, mellem klasser – den belæste bonde og byjournalisten, mellem livsanskuelser og sågar politiske systemer. Referencer til Brasiliens daværende militærdiktatur blander sig også i teksten.

Det handler om sex, magt og dominans, om trangen til at dominere og lade sig dominere, men hvem der er hvem i det underliggende erotiske spil om dominans er ikke nødvendigvis så entydigt, som det kan synes på overfladen.

Højintellektuelle referencer og metaforer hentet fra filosofi og antik mytologi blander sig i de åndeløse udladninger med profane skældsord som “infame skodluder” og “degenererede pikhoved.”

Nassar er ikke en stor fan af sætningsafsluttende punktummer. Jeg talte syv, ét for enden af hvert af de syv kapitler, og det ene af kapitlerne er vel at mærke på 69 sider … Det er med til at give teksten et karakteristisk flow – som i de første, korte kapitler er roligt, men i den lange skideballe er hektisk og rablende.

Tilgiv mig et langt citat, som i bogens sammenhæng ikke desto mindre forekommer kort, da det er taget ud af den ene lange sætning, der udgør hovedkapitlet, og som måske kan give et indtryk af Nassars skrivestil:

[…] hun fyrede løs, lod det hagle ned over mig, med sikker hånd samlede hun flere sten op, kastede atter fornuften i hovedet på mig, stak mig med frygtelige torne, jeg undgik at savle, men mine tænder klaprede voldsomt, alene af den grund begyndte jeg at bide min apopleksis blødende tale i småstykker “ja, jeg den vildfarne, jeg, den forbenede individualist, jeg, en fjende af folket, jeg, irrationalisten, jeg, den hæmningsløse, jeg, med min epilepsi, mit delirium og mit vanvid, jeg, den lidenskabelige …” “brænd mig, du ildtunge! …. ha ha ha …” “… jeg, en væge i krampe, jeg, gnisten til kaos, jeg, den betændte materie, jeg, den evige ild, jeg, den tilintetgørende flamme …” “forvandl mig til dit glødende kul! ha ha ha …” “… jeg, treforkens erfarne manipulator, jeg der holder den enorme svovlgryde i kog, jeg der slikker mig om munden ved synet af mørkt barnekød …” “åh, du søde og heftige ild! … ha ha ha …” “… jeg, cysten, det ømme punkt, canceren, mavesåret, svulsten, det åbne sår, kræften i kroppen, jeg, alt dette uden ironi og mere til, jeg der ikke bruger folkets sult som skalkeskjul for min egen appetit; du skal vide, at jeg vil skide på al din snak, og det er kun af hygiejniske grunde, at jeg ikke tørrer røven med din humanisme; jeg har som sagt et andet liv og en anden tyngde, din undermåler, men det kan du bare ikke få ind i dit lille hoved” sagde jeg og hældte galde i ordenes blod, og mærkede at jeg rystede hende helt ind i knoglerne, jeg havde ramt plet med mit lille spil, for slet ikke at tale om min profylaktiske afvisning af hendes humanisme […]

Ind i mellem bliver det plat, ind i mellem højpandet, det meste af tiden eksalteret, nogle gange vulgært, direkte frastødende, for meget. Men ind i mellem også ret humoristisk. Og under alle omstændigheder fængende, nærmest inciterende.

Galdens bæger er hurtigt læst, ikke kun fordi den er kort, men også fordi Nassar med sin skrivestil nærmest pisker os som læsere gennem teksten. Men man vil gøre sig selv en tjeneste ved at tvinge sig til at sætte tempoet ned og nyde sproget og de mange raffinementer, teksten byder på.

Jeg er egentlig ikke helt sikker på, at jeg bryder mig om bogen. For min personlige smag er stilen lidt for eksalteret, og derfor får den heller ikke topkarakter hos mig. Men det litterære håndværk er i særklasse, og bogen er uden tvivl en særegen oplevelse at læse, som jeg ikke ville have været foruden. Og således kommer jeg ikke udenom at anbefale den varmt.

Og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg kommer til at konkludere noget lignende om Nassars Arkaisk jordbrug, der i sin stil på mange måder ligner Galdens bæger og alligevel er en helt anderledes roman. Anmeldelse af den følger en af de nærmeste dage.

Galdens bæger er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: