Clarice Lispector: Stjernens time

”Tilgiv mig, men jeg vil fortælle lidt mere om mig selv da jeg er ukendt for mig selv, og når jeg skriver, bliver jeg overrasket over at opdage at jeg har en skæbne.”

Jeg har endnu til gode at læse noget af Clarice Lispector, som ikke benover, berører og begejstrer – og samtidig mystificerer mig. Hendes sidste bog, Stjernens time, som hun færdiggjorde kort før sin død i 1977, er ingen undtagelse.

Stjernens time handler om den unge kvinde, Macabéa, en fattig pige fra det nordøstlige Brasilien, der som så mange andre i håbet om at finde lykken er rejst til Rio de Janeiro, hvor hun arbejder som maskinskriverske.

Historien om Macabéa er imidlertid en historie i historien, for Lispector lader den fortælle af en fiktiv, mandlig forfatter ved navn Rodrigo S. M., og man kunne også hævde, at romanen handler lige så meget om ham.

Rodrigo S. M.’s introduktion til fortællingen om Macabéa er så lang, at jeg på tidspunkt et indstillede mig på, at historien om hende nok faktisk aldrig ville gå i gang, og at romanen slet og ret ville bestå i fortællerens tilløb.

Men Macabéas historie kommer faktisk i gang. Macabéa er en fiktion og samtidig en konkret og virkelig kvinde. Rodrigo S. M. drømmer hende frem på basis af et blik fra en nordøstbrasiliansk pige, han en dag opfangede i et glimt på gaden i Rio. I dette glimt så han hele Macabéas historie, som er fiktiv, men også virkelig, for den kunne være historien om tusindvis af nordøstbrasilianske piger i Rio.

Macabéa er ikke særlig køn (faktisk grim), ikke særlig charmerende, ikke talende eller på anden måde aktivt handlende. Men hun lever, og hun har drømme om kærlighed, og ind i mellem – ikke så sjældent endda – oplever hun små eksplosioner af sanselig lykke.

På ét plan er historien om Macabéa en realistisk fortælling om en pige under simple kår med små drømme, som det går ilde. Fortælleren Rodrigo S. M. advarer indledningsvist læseren om, at det vil blive en prunkløs og realistisk fortælling:

Bare så I ikke forventer stjerner i det der kommer: intet vil glimte da der er tale om uigennemsigtigt stof der i kraft af sin natur foragtes af alle. For denne historie er blottet for sangbar melodi. Dens rytme er til tider skæv. Og den indeholder kendsgerninger. Jeg er pludselig gået hen og blevet glad for litteraturløse kendsgerninger – kendsgerninger er hårde sten, og jeg er mere interesseret i at handle end i at tænke, man kommer ikke uden om kendsgerningerne.

Samtidig minder fortælleren os hele tiden om, at Macabéa egentlig er hans opfindelse, selv om han selv betragter hende som virkelig. Forholdet mellem fiktion og sandhed er også hele tiden i spil i romanen. Et sted flirter Lispectors fiktive fortæller f.eks. med sin egen status som virkelig:

Én ting er jeg dog sikker på: denne fortælling vil komme ind på noget ømtåleligt: skabelsen af en hel person, der sikkert er lige så levende som jeg.

Det, der gør Stjernens time speciel og interessant, er derudover – og i skarp kontrast til fortællerens påstand i citatet ovenfor om kendsgerninger – at Lispector ikke fortæller historien gennem traditionelle realistiske virkemidler. Hun fortæller den gennem en serie af intense sanseerfaringer – kropslig smerte, erotiske fantasier, stød af lykkefølelse.

Historien er således det stik modsatte af en arytmisk serie af stenhårde kendsgerninger “blottet for sangbar melodi.” Tværtimod er det en umådelig smuk, sanselig og poetisk bog.

At Lispector lader sin fortæller være en mandlig forfatter giver hende mulighed for at introducere en spænding i form af et slags begær i portrættet af Macabéa, et begær, der imidlertid ikke så meget vedrører noget seksuelt, men snare er et begær efter at kende og forstå hende og hendes historie (og ja, en kvindelig fortæller kunne principielt have udtrykt det samme begær, men Lispector skriver i 1977, og det betyder noget for tonen, dynamikken og spændingen i fortællingen, at fortælleren her er en mand).

Og i øvrigt:

Jeg må lige tilføje noget vigtigt for forståelsen af fortællingen: nemlig at den fra start til slut er ledsaget af en let men konstant tandpine, noget med en blottet tandhals. Jeg kan også garantere, at historien vil blive akkompagneret af en klagende violin spillet af en tynd mand lige nede på hjørnet. Hans ansigt er smalt og gulligt som var han allerede død. Og måske var han.

Stjernens time er oversat til sanseligt og tindrende smukt dansk af Tine Lykke Prado. En stærkt anbefalelsesværdig bog.

K's vurdering: