Moacyr Scliar: Max and the Cats

En ung mand og en sulten jaguar i en redningsbåd midt i Atlanterhavet. Hvad gør han? Gør sig til dens ydmyge, frygtsomme tjener ved at fange fisk til den for at overleve? Eller gør han modstand? Hos Moacyr Scliar er det et spørgsmål til ethvert menneske, der lever under diktaturets trussel.

Hvis I håbede, at jeg helt havde sluppet brasilianske Moacyr Scliar, så må jeg skuffe. For selv om ikke alt, hvad jeg har læst af ham, får mig helt op at ringe, så er det noget ved Scliars stil, som giver mig lyst til at læse mere.

Handlingen i Max and the Cats udgøres af den tyskfødte Max Schmidts livshistorie, kondenseret til en kortroman på godt 100 små sider. Max fødes i Berlin i 1912 og vokser op som søn af en pelshandler. I pelsbutikken har Max en instinktiv frygt for den udstoppede tiger på toppen af klædeskabet – som spejles i de langt mere virkelige og langt farligere rovdyr, der er begyndt at marchere i gaderne i Tyskland i begyndelsen af 1930’erne.

Da nazismen for alvor får fat i Tyskland, er den unge Max nødt til at flygte ud af landet på grund af en affære med en naziofficers kone. Han entrer et skib i retning af Braslien, men skibet går ned sammen med de zoologiske dyr, det havde i lasten. Max redder sig ombord i en redningsbåd – men med i båden er også en jaguar, han selv uafvidende lukker ud af dets synkende bur.

Efter at være kommet sig over den første lammende rædsel, søger Max at holde jaguaren fra livet ved at fodre den med de fisk, han kan fange, og konservesmaden i redningsbåden. Men det er ikke en langtidsholdbar løsning:

Two days later there was already nothing to eat. And Max had been unable to catch anything. Dizzy and feeble, he looked at the jaguar.
    “That’s it, you devil. We’re out of food.”
    He was. But not the jaguar …

Lyder historien bekendt? Som noget i samme stil som canadiske Yann Martels for tyve år siden meget hypede Pi’s liv (opr. 2001, da. 2003) om en indisk dreng i en redningsbåd med en tiger? I så fald er du ikke den eneste med dén tanke. I forlængelse af, at Martel vandt Man Booker-prisen for selv samme bog, udspandt der sig således en mindre offentlig kontrovers om, hvorvidt Martel havde været blot “inspireret” af ideen i Scliars roman, eller om der var tale om et decideret plagiat.

Jeg husker selv Pi’s liv som en lidt for lang, men udmærket underholdende feel good-roman, hvis man ellers er i stand til at bortfiltrere Martels lidt frelste, religiøse budskaber. Martels roman er, som jeg husker den, en åbenlyst anden slags bog med et andet fokus end Scliars. Så et rent plagiat synes jeg ikke, at man kan ikke kalde den. Men den originale idé om en ung mand fanget i en redningsbåd med et stort, sultent kattedyr – som vel grundlæggende var den idé, der gav Martels bog succes – ja, den idé tilhører entydigt Moacyr Scliar.

Dertil kommer, at Scliars bog er klart bedre end Martels. For det første formår Scliar at forfatte sig i korthed. Der er ikke noget unødvendigt fyld her. For det andet er Scliars kortroman langt mere end en letbenet feel good-historie, selv om tonen er let.

Rovdyrene i Scliars kortroman er således metaforer for nazismen: Den åbenlyse nazisme i Tyskland i 1930’erne – og den fordækte i form af gamle nazister, der fandt skjul i Sydamerika efter krigen, herunder i Brasilien, hvor nazisympatisører i magtapparaterne kunne hjælpe dem med at forsvinde. Og i et lag længere nede kan Scliars roman også læses som en skjult kommentar til det brasilianske militærdiktatur, hvorunder han skrev og udgav romanen.

Max and the Cats er en ganske kort roman på ikke meget mere end 100 endda meget små sider. Det lyder ikke af meget til at fortælle et menneskes hele livshistorie, men Scliar skærer ind til benet og nøjes med det nødvendige. Alligevel føles romanen ikke kompakt. Den er tværtimod let og ligetil at læse. Og så er den basalt underholdende.

Det var ikke en bog, der slog benene væk under mig i benovelse, men jeg nød at læse den, og den er bestemt anbefalelsesværdig.

Jeg har efterhånden været godt rundt i Moacyr Scliars forfatterskab, synes jeg selv – ihvertfald den del, der er oversat til dansk eller engelsk. Jeg mangler dog stadig den bog, der typisk fremhæves som hans hovedværk, The Centaur in the Garden. Det vil jeg snart råde bod på, for nu er den ankommet fra det amerikanske antikvariat, hvorfra jeg var nødt til at bestille den.

K's vurdering: