Brasilianske Moacyr Scliars kortroman, Kafkas leoparder, er en lille perle. Underholdende, legende, begavet, grinagtigt vittig og samtidig med en underliggende, vemodig alvorstone.

Dette er mit første bekendtskab med den brasilianske forfatter Moacyr Scliar (1937-2011), men jeg kan love, at det ikke blive det sidste.

Moacyr Scliar er efterkommer af jødiske indvandrere fra Bessarabien, som flygtede fra pogromerne i det zaristiske Rusland. Han repræsenterer en stærk jødisk litterær strømning i moderne brasiliansk litteratur.

I Kafkas leoparder trækker Scliar tråde tilbage til sine jødiske rødder i Bessarabien og knytter dem sammen med en rammmefortælling om det brasilianske militærdiktatur.

Den korte roman lægger ud med en politirapport om en arrestation i São Paulo, Brasilien, efter militærkuppet i 1964. Efterretningstjenesten har anholdt en ung mand, mistænkt for undergravende, politisk virksomhed, og i hans lommer findes en lap papir med følgende mystiske tekst, skrevet på tysk og underskrevet af en vis Franz Kafka:

Leoparder bryder ind i templet og tømmer offerkarrene til sidste dråbe; dette sker igen og igen; til sidst kan man forudberegne det, og det bliver en del af ceremonien.
     — Franz Kafka

Rygmarvsreaktionen hos det paranoide, brasilianske efterretningsvæsens er at antage, at teksten er en hemmelig kode, et bevis på en international sammensværgelse.

Teksten er selvfølgelig ikke nogen kodet besked, men er rent faktisk en af Kafkas efterladte aforismer (har jeg efterfølgende googlet mig frem til; jeg genkendte den ikke umiddelbart, må jeg indrømme), men det brasilianske hemmelige politi er ikke ligefrem tynget af litterær dannelse.

Med dette afsæt udfoldes romanens hovedhistorie, som er beretningen om, hvordan den unge mand via sin onkel, Benjamin Kantarovich, er kommet i besiddelse af teksten.

Benjamin, kaldet Ratinho (“mus”), er vokset op i en lille fattig landsby i Bessarabien i det zaristiske Rusland. Her er han ved begyndelsen af Første Verdenskrig en del af en gruppe unge, der – uden at være egentligt politisk aktive – er fascineret af revolutionære ideer og har Trotskij som deres store helt.

Skæbnen vil, at Ratinho pålægges en hemmelig mission til Prag i Trotskijs tjeneste. Ratinho skal opsøge en ukendt forfatter i Prag, der vil give ham en kodet besked, der indeholder videre instrukser til en angiveligt vigtig revolutionær opgave.

Alt går imidlertid galt for den lille Ratinho, som på vejen til Prag mister sine instrukser. Brødebetynget og desperat over udsigten til at fejle gør han alligevel sit bedste – og det er ikke ret godt – for at fuldføre missionen. Via en række misforståelser og forviklinger kommer han i kontakt med forfatteren Franz Kafka, som sender den håbefulde Rantinho en lap papir med den mystiske tekst, som er citeret ovenfor.

Ratinho forstår selvfølgelig ikke et klap af teksten, men i sin desperate iver efter at fuldføre missionen forsøger han at afkode budskabet ved hjælp af sin forvirrede forståelse af nogle marxistiske doktriner kombineret med den jødiske mysticismes tradition for at tolke verden symbolsk. Det er i sig selv ret grinagtigt.

Først må han for eksempel overbevise sig om, at denne Kafka, han har fundet frem til, rent faktisk er den kontaktperson, han søger. Han finder det i den forbindelse lovende, at han hører Kafka omtalt som “en mærkelig type” og “en oprører,” der ikke kommer godt ud af det med faderen. I sig selv potentielt revolutionært. Og så er der jo navnet:

Og navnet … Kafka forekom ham at være et godt navn til en revolutionær: Det dobbelte K antydede beslutsomhed, vedholdenhed. Ligesom T’et i Trotskij, hvis navn tilmed også indeholdt samme K.

Og så er der selve teksten om leoparderne i templet. Skal leoparderne fortolkes symbolsk, og i så fald hvordan? Er det mon muligt, at leoparden er et særligt revolutionært rovdyr? På den ene side ja, arbejderne er jo “som rovdyr, når de fremsætter deres krav, og når de går i strejke.” På den anden side nej, de kapitalistiske burgøjsere optræder jo også som rovdyr “i deres begær efter profit og i deres villighed til at udbytte proletariatet.” Et intrikant politisk problem:

Hvordan skulle man skelne progressiv rovdyradfærd fra reaktionær rovdyradfærd?

Ratinhos på én gang fortvivlede og komiske forsøg på at fuldføre sin mission for Trotskij og revolutionen ved at afkode Kafkas tekst kan læses som en vittig ironiseren over marxistiske tilbøjeligheder til at udlægge alle dele af verden ideologisk. Men Scliars ironi rammer bredere end som så og har også adresse til det moderne menneske som sådan, som det forsøger at finde en mening, en plads og en retning i en ellers uforståelig verden.

Scliars mesterskab i denne korte roman består blandt andet i, at han fortæller den store verdenshistorie med afsæt i den lille mand. For godt nok gør den lille Ratinho vitterligt en ubehjælpsom figur, men Scliars og læserens sympati er hele tiden på hans side, også selv om det kafkaske net, Ratinho spinder sig selv ind i, i vidt omgang er hans egen forvirrede frembringelse.

Samtidig er Scliars roman båret af en basal fortælleglæde, og historien er fortalt legende let og underholdende. I sin korthed og sin letlæselighed kan den umiddelbart fremstå som ikke mere end en pudsig bagatel, men Scliar formår at adressere ikke så få vægtige temaer på de få sider. Underneden humoren løber samtidig en vemodig tone, der henter dybde fra den jødiske historiske erfaring.

Og da vi i det meste af romanen er i Prag, kommer vi selvfølgelig heller ikke uden om en henvisning til Golem, der optræder som metafor for den litterære fiktion. Som en gammel mand et sted formaner den lille Ratinho:

Vi bør ikke skabe ting som vi ikke har kontrol over. Og det er netop hvad fiktion er, en ting uden kontrol. Man begynder at skrive, og hvem ved hvor det holder op?

Og lad mig herved sætte punktum for denne anmeldelse og for yderligere fortolkninger, for det er med Scliars roman som med Kafkas aforisme om leoparderne i templet og med al god litteratur i øvrigt: Den lukker sig ikke om sig selv, men er åben og ude af kontrol, så snart den har forladt forfatterens hænder, måske endda før.

• Lignende indlæg
• Hjulet

César Aira: The Little Buddhist Monk

Sergio Chejfec: My Two Worlds

Norah Lange: People in the Room

Jorge Consiglio: Southerly

Nguyễn Huy Thiệp: Uden konge – og andre noveller

Tété-Michel Kpomassie: En afrikaner i Grønland

Witi Ihimaera: Hvalrytteren