Mildt underholdende, ironisk kortroman om et mislykket, romantisk forsøg på at genskabe Paradisets have som en økologisk turistpark i et stykke jungle i Brasilien.

Eden-Brazil (opr. 2002) hører til brasilianske Moacyr Scliars (1937-2011) senere produktion. Det er ikke en af hans mest kendte romaner, og lad os bare være ærlige og sige, at det nok også er med god grund. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig bog, den er bare et stykke fra standarden hos Scliar, når han er bedst.

Kernen i Eden-Brazil er en tragikomisk historie om en mand, Adamastor, der drømmer om at skabe et sted, hvor mennesker kan genfinde en slags samhørighed med Brasiliens oprindelige natur.

Adamastor, der er kommet pludseligt til penge ved en uventet arv, investerer i et stykke regnskov med strand, og sammen med en argentinsk forretnings-cowboy og en ung skuespiller (historiens jeg-fortæller) forsøger han at realisere sin drøm om en økologisk tilbagevenden til naturen i form af en turistpark centreret omkring en genopførelse af intet mindre end de bibelske scener fra Paradisets have, inkl. en nøgen Adam og en ditto Eva samt en fjernstyret mekanisk slange med æble og det hele. Det går selvfølgelig galt og på flere måder.

Grundideen i Eden-Brazil er egentlig ganske god, og med mit kendskab til Moacyr Scliar vil jeg tro, at han havde kunnet få en skarp og supergod novelle ud af ideen. Han skulle bare have skrabet alt fyldet væk. I den nuværende romanform bliver historien mig for lang. Der er for mange udenomshistorier, som ikke tilfører kernehistorien ret meget.

Kortromanen kan læses som en blid satire over både den lidt for selvretfærdige, romantiske øko-bevægelse og af visse europæeres tilsvarende romantiske drømme om at redde de oprindelige vilde indianere i Brasiliens jungle. Den lokale konservative, kristne husmoderbevægelse får også lov til at udstille sig selv i sin kampagne mod temaparken på grund af Adam og Evas nøgenhed, som i sig selv opfattes som umoralsk og ukristelig … I nogle af sidehistorierne er der også ironiske stik til den brasilianske teateravantgardescene. Og i et helt andet og mere politisk register krydser Brasiliens revolutionære landreformbevægelse scenen, men kun helt kortvarigt.

Historien er ikke rodet, det hele hænger fint sammen, der er bare for mange af delhistorierne, der egentlig ikke er vigtige for hovedhistorien og dermed bare er i vejen.

Selv om man, som det fremgår, af historien sagtens kan udlæse en mængde satiriske kommentarer til ikke så lidt, så var jeg nu alligevel lidt skuffet over ikke i selve sproget at genkende mere af den herlige ironiske tone, som jeg ellers kender Moacyr Scliar for. Måske han havde aflagt sig den tone på sine ældre dage, da han skrev Eden-Brazil – eller også har oversætter Malcolm K. McNee ikke formået at indfange den lige så godt som andre af Scliars oversættere. Det har jeg ikke noget grundlag for at dømme om.

Eden-Brazil er en pudsig lille roman med nogle gode ideer, den er fint nok skrevet, og jeg kunne da forestille mig dårligere måder at fordrive et par timer på end ved at læse den – men jeg kunne også forestille mig nogle bedre, f.eks. kunne man læse nogle andre af Moacyr Scliars bøger i stedet.

K's vurdering: