João Gilberto Noll: Quiet Creature on the Corner

João Gilberto Noll kan skrive, men han vælger at skrive for mærkeligt for min smag. Mærkeligt for mærkelighedens skyld. Eller også er jeg bare ikke kvik nok til at fange subtiliteterne.

For nogle år siden havde jeg en blandet oplevelse ved at læse brasilianske João Gilberto Nolls Atlantic Hotel (opr. 1986, eng. 2017). Bolls senere kortroman Quiet Creature on the Corner (opr. 1991, eng. 2016) er måske lidt mindre sammensat, men den lider under samme mangel på dechifrerbar mening.

Historien er på overfladen fortalt af en (ved fortællingens begyndelse) ung mand, der identificerer sig selv som digter, selv om han vist aldrig rigtig skriver noget. I begyndelsen af romanen voldtager han umotiveret en ung pige i kvarteret. Han fængsles, men bliver snart – uforklarligt for ham selv og læseren – ført væk og installeret på et værelse på en landejendom som en slags protegé hos en mand ved navn Kurt og hans kone.

Måske er Kurt drevet af idealer om resocialisering af kriminelle eller sådan noget, men det fremstår i det uvisse. Af fortælleren kræves tilsynelandende ikke andet, end at han skriver digte. Imens flyder tiden og går hurtigere, end hvad læseren og fortælleren rigtigt kan følge med i.

Hele romanen er præget af en drømmeagtig, uvirkelig stemning. Som om fortælleren er halvsovende og kæmper for at vågne eller er under vand og hverken kan se eller høre særlig tydeligt eller bevæge sig frit.

Om Atlantic Hotel skrev jeg, at den – på godt og ondt – mindede mig om David Lynch’s film. Det samme gælder Quiet Creature on the Corner, og det er jeg ikke den eneste, der har noteret, da også bogens bagsidetekst referer til Lynch.

Jeg havde sin tid mine forbehold over for Atlantic Hotel, fordi den for mig at se var lidt for villet mærkelig. Men den havde også en sprælsk originalitet over sig, samtidig med at jeg langt hen ad vejen blev fanget ind af fortællingens mystiske, dragende og mørke stemning.

Quiet Creature on the Corner vil muligvis gerne noget af det samme. Men her blev jeg ikke fanget ind. Den var for mig bare mærkelig på en uinteressant måde. Og så er det ikke nok, at Noll isoleret set skriver godt. Og nu, mens jeg skriver disse linjer en uge efter, at jeg læste bogen, må jeg faktisk kæmpe for overhovedet at genkalde mig den.

K's vurdering: