Atlantic Hotel af brasilianske João Gilberto Noll udmærker sig ved sin mystiske, mørke og rugende stemning og Nolls meget enkle, men samtidig stærkt billedskabende, filmiske sprog. Det er som at læse en road movie omsat til roman. Desværre fører den ingen steder hen.

Jeg skal advare mod afsløringer i det følgende, som nogle vil kunne opfatte spoilers, men uden visse, minimale afsløringer er det mig ikke muligt at skrive noget begrundet om min vurdering af bogen. Jeg lover, at for den type læser, der vil kunne have fornøjelse af bogen, vil det ikke være ødelæggende afsløringer.

Atlantic Hotel begynder, hvor kortromanens navnløse jeg-fortæller checker ind på et hotel i Rio de Janeiro på et værelse, hvor der tilsyneladende lige er begået et mord. Han hævder lige at være landet i lufthavnen, hvorfra ved vi ikke. Men han indleder straks en affære med receptionisten.

Få sider senere rejser han imidlertid pludselig fra hotellet og fortæller en taxachauffør, at han er alkoholiker på vej mod et rehab-ophold. Men da han hurtigt derefter stiger ombord på en langtursbus på vej mod det sydlige Brasilien langs kysten giver han sig overfor en kvindelig, amerikansk medpassager (som han også lægger an på) ud for at være sæbeoperaskuespiller.

Det sidste er måske rigtigt, måske ikke – senere er der ihvertfald nogen, der genkender ham som skuespiller, men det kan også være, at der bare er tale om en forveksling. Vi ved det ikke. Og således fortsætter det.

Kort sagt er fortælleren notorisk utroværdig, og en del af romanens tiltrækningskraft og spændstighed består i denne usikkerhed for læseren om, hvem fortælleren egentlig er, hvor han kommer fra, og ikke mindst hvor han skal hen.

For han er hele tiden på farten, men hans mål uklart. Romanen har karakter af en road movie som bog, fortalt i genrens karakteristiske episodiske form. Hvert kapitel bringer fortælleren videre på denne rejse uden mål, og han støder undervejs på en mængde forskellige, mere eller mindre mystiske og på hver deres måde sært fascinerende typer. Der er en hel del sex og vold eller antydninger af samme undervejs (dog ikke meget eksplicit, nogen af delene).

João Gilberto Noll skriver sindssygt godt – bedømt på Adam Morris‘ oversættelse til engelsk. Sproget er forbilledligt enkelt, og Nolls sætninger er isoleret set meget konkrete med en billedskabende opmærksomhed på de konkrete detaljer i omgivelserne, som skaber et filmisk indtryk. Man kan som læser formelig se bogen spille som film for sit indre blik.

Samtidig formår Noll allerede fra den første af de 138 korte sider at skabe en mystisk, mørk, rugende og dragende stemning, som han sådan set fastholder til sidste side.

Flere gange under læsningen associerede jeg til den amerikanske filmskaber, David Lynch, som i sine film evner at skabe samme stemning. Det er på den ene side en stor ros, og jeg var halvvejs inde i romanen klar til at udråbe bogen som årets hidtil bedste læseoplevelse.

Men sammenligningen med David Lynch er på den anden side desværre ikke kun passende for det gode, men også for det utilfredsstillende. David Lynch er som filminstruktør en fabelagtig billedmager, men jeg har det alligevel svært ved flere af hans film på grund af Lynchs forkærlighed for at være bevidst mystisk og uforståelig og uinteresseret i at skabe sammenhængende mening. Det gælder også Noll som romanforfatter (jeg lavede en tilsvarende sammenligning af David Lynch og argentinske Samanta Scweblin for et halvt års tid siden, men forholdet er endnu mere udtalt hos Noll – i både positiv og negativ forstand).

João Gilberto Noll (1946-2017).. Foto: Francisco Marshall

Den ovenfor varslede afsløring af handlingen består således i, at der ikke er nogen sammenhængende handling at afsløre. Romanen fører ingen steder hen, de mange mystiske handlingstråde, Noll lægger ud undervejs, bindes ikke sammen og finder ikke nogen afrundet afslutning.

Eller med en lidt mere ydmyg tilgang: Ihvertfald var denne læser ikke i stand til at læse nogen sammenhængende mening ud af det hele. Andre og kvikkere og dybere tænkende læsere kan muligvis fravriste romanen flere betydningslag og måske endda en sammenhængende pointe. I givet fald hører jeg gerne bud på sådanne.

Jeg ville virkelig gerne være lige så begejstret for Atlantic Hotel efter afsluttet læsning, som jeg var undervejs. For Noll kan i dén grad noget med sprog, billeder og stemninger. Og som trofaste følgere af disse noter måske har noteret, så er jeg ikke nogen foragter af bøger, der primært baserer sig på stemninger, og som udfordrer læseren ved umiddelbart uforklarlige handlingsspor og åbne afslutninger.

Der er bare en grænse, og mærkelighed for mærkelighedens skyld overskrider den grænse for mig.

I virkeligheden kunne de forskellige episoder i romanen måske have fungeret bedre som korte noveller. I så tilfælde kunne jeg bedre have kaperet de åbne slutninger (og begyndelser) i hver episode.

Med denne sidste betragtning får kortromanen en halv stjerne mere, end jeg først havde tildelt den. Fordi Noll skriver så godt, og fordi jeg så gerne ville have, at den var god. Noll får på den baggrund en chance mere, og jeg har bestilt Nolls Quiet Creature on the Corner, som er den første bog i hans omfattende forfatterskab på portugisisk, der er oversat til engelsk. Han er mig bekendt endnu ikke oversat til dansk.

• Lignende indlæg

Dimitri Verhulst: The Latecomer

Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Tomás González: Det vanskelige lys

César Aira: The Seamstress and the Wind