Ray Bradbury: Den illustrerede mand

Ray Bradbury har for længst optjent uvisnelig ære og respekt for sine romaner og ikke mindst mange, mange noveller i science fiction-genren, som han i 1950’erne i kraft af sit litterære niveau var med til at gøre til en anerkendt litterær genre. Læst her 75 år senere har de fleste noveller i Den illustrerede mand dog en smule svært ved at stå distancen.

Jeg er ikke helt færdig med min nostalgiske sci-fi-sommerlæsning endnu. I forlængelse af Fahrenheit 451 har jeg fundet en af Ray Bradburys klassiske novellesamlinger frem.

Den illustrerede mand var endnu en af de mange sci-fi-bøger, jeg som velsagtens 12-, 13- eller 14-årig sneg mig til at låne fra min fasters skjulte bogreoler – dem, der var gemt væk helt nede ved gulvet på værelserne på førstesalen i det lille hus i Brabrand, mens de finlitterære bogtitler (og dem var der også mange af) fik lov til at pryde reolerne nede i stuen. “Sneg mig til,” ikke fordi jeg ikke måtte låne bøgerne, men fordi mange af dem, jeg fik med mig hjem derfra, rimeligvis nok var mere egnet for lidt ældre læsere.

Forsiden til den danske 1973-version af “Den illustrerede mand”, Stig Vendelkjærs Forlag.

Jeg læste dengang bogen i Arne Herløv Petersens oversættelse fra 1973, som er samme oversættelse, jeg har genlæst nu. Bogomslaget fra 1973-udgaven var dog væsentligt mere inspirerende end den kolde, blå og uforståeligt erotiserede 1980’er-æstetik, der præger forsiden på forlaget Fremads genudgivelse fra 1988, som var den jeg kunne skaffe fra biblioteket.

Men til selve bogen:

Bradbury kunne bestemt skrive og holder generelt en god litterær standard rent sprogligt. Det er en del af forklaringen på, at han over årene har fastholdt sin en særstatus blandt de klassiske science fiction-forfattere, jf. min anmeldelse af Fahrenheit 451, som jeg genlæste for et par uger siden.

Novellerne i Den illustrerede mand (opr. 1951, da. 1973) fremstår til gengæld noget mere bedagede for en nutidig læser. Og det handler ikke om forestillingerne om rumraketter, der rask væk flyver mennesker og marsmænd i rutefart mellem Jorden og Mars, eller andre tilsvarende teknologiske hittepåsomheder, som for det nutidige øje naturligvis forekommer naive. Den slags må man tage med, når man læser 75 år gammel sci-fi.

Dengang som nu handler det meste science fiction ikke så meget om en forestillet fremtid, som om forfatterens nutid. Således også Bradburys noveller. Om en roman eller novelle består tidens prøve og konsoliderer sig som en klassiker, der også er værd at læse i egen ret flere generationer senere, afhænger af, om den lykkes med at ramme noget universelt, almenmenneskeligt eller på anden måde samfundsmæssigt relevant, der peger ud over egen tid. På det punkt adskiller science fiction sig i øvrigt ikke fra andre genrer.

Der er da heller ingen tvivl om, at Bradbury har et ærinde med de fleste af de atten noveller (plus en kort rammefortælling) i denne samling, som rækker ud over at fortælle sjove historier om marsmænd og rumraketter. Bradbury skriver først og fremmest om mennesker. For de fleste af historierne fremstår pointen bare meget banal eller tungt leveret for en nutidig læser.

Dertil kommer, at mange af historierne er båret af et slet skjult, kristeligt, semi-missionerende religiøst budskab (fra en amerikansk årgang 1950), som denne læser ikke fandt specielt interessant.

Hvis jeg skulle redigere et udvalg fra bogen til genudgivelse i dag, så ville jeg nok have svært ved at anbefale mere end en håndfuld:

Blandt disse var min absolut favorit sjovt nok også den eneste af novellerne, jeg kan genkalde mig fra min første læsning som dreng, nemlig den indledende historie (hvis vi ser bort fra rammefortællingen), Savannen. Det er en velfortalt horror-fortælling, der foregår i et fremtidsunivers, hvor forældre lader deres børn lege i et højteknologisk legeværelse, der evner at frembringe en tredimensionel virtuel verden, komplet med lyde og lugte, dannet ud fra børnenes fantasier og ønsker. Det er bare som om, illusionen om en afrikansk savanne beboet af sultne løver virker lidt for virkelig …

I horrorgenren har vi også Byen, om en mekanisk by, der bare venter på at hævne sig på de første, de bedste rumrejsende, der vover sig ind i den.

A/S Marionetter var en sjov lille skæbnefortælling, om end også lidt altmodisch, om en mand, der drømmer om at få sig en vikar, så han kan slippe væk fra sin kone i ny og næ. Men man skal som bekendt passe på med, hvad man drømmer om.

I Kalejdoskop følger vi samtalen via radiosystemet mellem besætningsmedlemmerne fra et rumskib, der er sprængt i stykker, mens de hver især falder gennem det tomme rum i hver sin retning mod den visse død. Den var egentlig også helt fint skruet sammen.

Lidt uden for nummer er Raketten, som er en helt sød, lidt sentimental historie om en familiefar, der drømmer om stjernerne og bare gerne vil give sine børn en fantastisk oplevelse.

Resten af novellerne i denne samling havde jeg imidlertid svært ved at mobilisere interesse for.

Ray Bradbury har skrevet virkelig mange noveller, og samlingen The Illustrated Man er af hans mest kendte. En anden er The Martian Chronicles (opr. 1950), som jeg egentlig også havde bestilt hjem fra biblioteket. Men jeg tror ikke, at nostalgifølelsen rækker til også at genlæse den i denne omgang.

K's vurdering: