John Steinbeck: Øst for paradis

Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har læst den. Hvis du har læst for længe siden og ikke rigtig husker den, så læs den igen. Det er bare en pissegod historie. Jeg har egentlig ikke så meget mere at tilføje.

Og så alligevel, formatet her fordrer jo lidt flere tilføjelser, men de bliver ikke mange.

John Steinbeck (1902-1968) behøver ikke megen introduktion. Nobelpristageren i litteratur fra 1962 er et af de største navne i amerikansk litteratur fra det 20. århundrede. I dag har han måske et lidt støvet image. Det er uretfærdigt.

Øst for paradis (1952) er slet og ret en virkelig god fortælling. En fortælling om det gode og det onde, om børn og forældre, om håb og fortvivlelse, om ærgerrighed og opgivenhed, om kærlighed og had, hele den klassiske palet.

Det er en slægtsroman om tre generationer i perioden før og til og med Første verdenskrig. Vi følger familierne Trask og Hamilton. Hvis man skal udpege én hovedperson, må det vel være Adam Trask. Han vokser op i Connecticut med sin bror Charles, som på et tidspunkt er tæt på at slå Adam ihjel i jalousi over deres fars kærlighed.

Adam drager til Californien og køber en gård i Salinasdalen. Han har giftet sig med Cathy, romanens djævelske femme fatale, som er smuk udenpå, men indvendig er fordærvet. Cathy er tæt på at være selveste den inkarnerede ondskab, men samtidig en tragisk skikkelse.

Adams sønner, Aaron og Caleb, gentager Adams og hans brors mønster: Caleb er jaloux på sin bror, som faren synes at elske mest. Og i romanens sidste del viser Caleb sig at være den egentlige hovedperson.

De færreste af personerne i romaner er entydigt gode eller onde (på nær måske den skruppelløse Cathy). De er alle mere eller mindre gode eller slette, beregnende eller naive, stærke eller svage, de er mennesker. De eneste næsten renlivet gode er måske Adam Trasks kloge tjener, den kinesisk-amerikanske Lee, og Adams ven, den filosoferende og livskloge opfinder, Samuel Hamilton.

Figuren Samuel Hamilton skal i øvrigt angiveligt være portrætteret på baggrund af John Steinbecks egen bedstefar. I romanen optræder også – med sjældne mellemrum – en jeg-stemme, fortalt af et af Samuel Hamiltons børnebørn (Steinbeck selv?). Et lidt skævt indslag, da romanen ellers er fortalt af en aldeles alvidende fortæller med indsigt i alle personers handlinger og tanker. Men vi lader denne fortællemæssige teknikalitet fare, fordi historien derudover er så god.

Romanen er spækket med bibelske referencer. Steinbeck var ikke selv et religiøst menneske. Men Øst for paradis er båret af hans indsigt i, at de gammeltestamentelige myter rummer mange universelle sandheder om den menneskelige natur. Og det er mennesket, Steinbeck interesserer sig for.

Romanen kan åbenlyst læses som en moderne udgave af myten om Kain og Abel. I Bibelens fortællinger var Kain og Abel som bekendt Adam og Evas sønner. Den gammeltestamentelige Gud afviste Kains offer, og i misundelse myrdede Kain sin bror, Abel. Gud mærkede derefter Kain i panden og forviste ham til landet Nod øst for Edens have, hvorfra romanen henter sin titel.

I Steinbecks roman tematiseres myten både eksplicit og implicit:

Der er det åbenlyse tema om rivalisering mellem brødre, først mellem Adam (det første menneske i Biblen) og Charles, siden mellem Adams sønner, Aaron og Caleb. Der er forbogstaverne: De brådne kar, Charles, Cathy og Caleb, deler alle forbogstaver med Kain (Cain på engelsk), mens Adam og Aaron deler forbogstav med Abel. Og der er Kainsmærket: Både Charles og Cathy pådrager sig et ar i panden.

Således refereret kan det forekommer banalt eller fortænkt. Men det er det ikke hos Steinbeck. Han udforsker ikke bare Kain og Abel-temaet filosofisk eller teologisk, men via sine personer, via levende mennesker i virkelige omgivelser.

Der er i øvrigt mange flere – eksplicitte og implicitte – bibelske referencer at underholde sig med i romanen for den, der har dén interesse. Men noget af det stærke ved romanen er, at man som læser slet ikke behøver at bekymre sig herom. Romanen er en stærk, god og vedkommende fortælling, og den vil fungere også for den aldeles bibelblanke læser.

Man vil kunne indvende mod romanen, at personerne i romanen er skåret over bestemte læste, så de passer til den nøje gennemtænkte romankomposition. Ja, det er de. Men i det øjeblik, karakterne forlader læstene, udfylder Steinbeck dem alle med blod og liv, så de fremstår som levende og ægte mennesker. Og så bliver de til noget mere end bare typer.

Jeg skal afholde mig fra yderligere analyser, selv om der er nok at tage fat på. Romanen er allerede blevet gennemanalyseret på kryds og tværs. Den er gefundenes fressen for både dansk- og religionslærere i gymnasiet (med god grund). Hvis du er blevet udsat for den slags i sin tid, og hvis det har givet dig en modvilje mod Steinbeck, så er der kun ét at sige: Kom over det, læs den.

Jeg har lyttet til Øst for paradis som lydbog, oplæst af Dan Schlosser. Som en klassisk fortælling uden de store sproglige finurligheder eller kompositoriske raffinementer egner bogen sig godt til oplæsning, og Dan Schlosser gør det glimrende. Dog har han som oplæser en kedelig vane med “lave stemmer.” Især børne- og kvindestemmerne er en smule skabagtige, og det gør ikke noget godt for romanen.

K's vurdering: