John Steinbeck: Mus og mænd

Jeg læste velsagtens Mus og mænd (opr. 1935) for op mod 40 år siden som meget ung teenager. Holder den stadig – eller er det bare en kanoniseret klassiker? Den holder, i dén grad!

Jeg kunne ved min genlæsning (lytning) konstatere, at billederne af de to centrale figurer i romanen, et af verdenslitteraturens mest berømte par, stadig stod knivskarpt:

Den store kleppert, Lenny, som ikke er for kvik i hovedet, men er så god, som dagen er lang, og desværre bare alt for stærk til at kæle for de små bløde mus og hundehvalpe. Og hans ven og følgesvend, den lille, smarte George, som uafvendeligt skælder ud på Lenny, men ikke desto mindre er knyttet til ham via et bånd, der er stærkere, end han vil indrømme for sig selv.

For så vidt, at jeg her knap 40 år senere ikke oplevede, at genlæsningen føjede nyt til mit billede de to hovedpersoner, havde jeg strengt taget ikke behøvet at genlæse den. Altså bortset fra, at den velturnerede historie er en nydelse at læse, også selv man kender den i forvejen. Og bortset fra, at jeg stadig bliver berørt af den hjertensgode Lennys naivitet og af den fine skildring af båndet mellem ham og George.

Derudover var der andre elementer i kortromanen, som jeg ikke havde fæstnet mig så meget ved, da jeg læste historien første gang: De fine portrætter af flere bifigurer i historien, som i sig selv er bogen værd, og i det hele taget det historiske indblik i livet som vagabonderende daglejer i USA under depressionen i 1930’erne.

Overfor publikummet til disse bognoter er det helt unødvendigt at referere handlingen. Hvis du læser disse noter, har du formentlig enten allerede selv læst bogen, eller du har ihvertfald hørt om plottet (eller du er gymnasieelev, der skal skrive opgaven om bogen, og du forsøger desperat at google dig frem til nogle guldkorn).

Så uden yderligere falbelader: Mus og mænd har ikke samme swung som de store Steinbeck-romaner såsom Vredens druer og Øst for Paradis. Men det er også “kun” en kortroman, og Steinbeck udnytter formatet fuldt ud til at fortælle en stærk, intens, berørende, historisk relevant og i det hele taget bare pissegod historie.

Mus og mænd er blevet analyseret på kryds og tværs af mange kloge litterater, og jeg skal ikke gøre yderligere forsøg. Blot anbefale bogen til læsning eller genlæsning.

Jeg har i denne omgang lyttet til Mus og mænd som lydbog, glimrende oplæst af Paul Becker. Normalt er jeg ikke meget for, at oplæsere “laver stemmer,” men i dette tilfælde rammer Paul Becker faktisk en ret fin tone, især i Lennys replikker, men også for så vidt angår nogle af de andre karakterer.

K's vurdering: