Yassin Adnan (red.): Marrakech Noir

De femten noveller i antologien Marrakech Noir er helt sjove for turistlæseren i Marrakech, fordi historierne bringer læseren rundt i souk’erne i den gamle medina og byens andre kvarterer. Men det er nok også bogens primære styrke. Der er enkelte gode historier imellem, men ærlig talt også lidt langt mellem snapsene (eller mynteteen, om man vil).

September 2026 bød for mit vedkommende blandt andet på en uges vandreferie i de marokkanske Atlasbjerge suppleret med et par dage i Marrakech. Det var en anledning til at opsøge noget marokkansk litteratur, selv om der egentlig var ikke plads til meget læsning i lige den uge – men så kan man jo fortsætte rejsen via bøgerne hjemme i lænestolen.

Marrakech Noir er en del af et udgivelseskoncept startet af forlaget Akashic Books i 2001. Ideen er at bede en række forfattere om at skrive en novelle i noir-genren, som foregår i en bestemt by. Udgivelsesserien startede med Brooklyn Noir i 2001 og omfatter i dag mere end 100 udgivelser/byer.

Marrakech Noir er redigeret af den marokkanske forfatter Yassin Adnan, som også selv bidrager med en historie til antologien, der består af i alt femten noveller skrevet af femten forskellige marokkanske forfattere.

Yassin Adnans forord til antologien er egentlig lidt pudsigt, hvilket han selv er bevidst om, idet han vælger at fremhæve vanskeligheden ved at få nogen til at skrive noir-historier om eller fra Marrakech.

For ifølge Adnan er et aspekt af den marrakeshiske kerneidentitet netop ikke det mørke, men det lyse og det positive. Alle ved selvfølgelig, at der ligesom i andre større byer er masser af kriminalitet i Marrakech, men det er ikke en del af byens normale selvfortælling.

Samlingens femten noveller afspejler egentlig meget godt Yassizn Adnans indledende forbehold: Nogle af dem omhandler da så afgjort kriminelle handlinger eller udspiller sig på anden vis på byens skjulte eller ligefrem fortrængte bagside. Mange af dem håndterer dog temaet på en humoristisk måde, som ikke er klassisk noir. Og de bedste historier i samlingen er da heller ikke inden for det, jeg ville kalde noir-genren.

Ideen er god. Kvaliteten er blandet. Der er enkelte gode historier i samlingen, men de fleste er ærlig talt lidt halvsløje.

Alle femten historier bærer en undertitel i form af de kvarterer i byen, de primært udspiller sig i eller i hvert fald refererer til. For turistlæseren er det en meget sjov idé, fordi man på den måde kommer rundt i byen via litteraturen.

Selv har jeg kun et flygtigt indtryk af Marrakech fra nogle få besøg med mere end tyve års mellemrum, men det er trods alt tilstrækkeligt til, at jeg ved læsningen kunne fornøje mig med at genkende flere af de kvarterer, der refereres til. Byens centrale plads, Jemaa el-Fnaa, spiller forudsigeligt og naturligt nok en rolle i mange af novellerne, men via antologien kommer vi også godt rundt i souk’erne i den gamle medina, såvel som i kvarterer uden for de gamle bymure.

Redaktøren Yassin Adnans eget bidrag, An E-mail from the Sky, er blandt de bedste indslag. Her fungerer en internetcafé som prisme for et satirisk portræt af forskellige typer i Marrakech. Stedet bestyres af den lidt sølle, rottelignende type Rahhal, hvis primære motivation for at drive internetcaféen er, at det giver ham lejlighed til at belure andres liv. Historien er i øvrigt en slags spinoff fra Adnans roste roman, Hot Maroc (2016), som jeg skal vende tilbage til på et tidspunkt.

Mama Aicha af Halima Zine El Abidine er en stærk historie om mødre, der gennem måneder og år demonstrerer foran politistationen på den centrale plads, Jemaa El-Fnaa, for at få frigivet deres forsvundne sønner – formentlig i 1990’erne under Hassan II’s regime, hvor politiet slog hårdt ned på politiske dissidenter. Samtidig en historie med et eksistentialistisk tema over skyld og skam hos dem, der lykkedes med at undslippe fængsel og tortur ved at flygte til udlandet.

Som genbesøgende turist i Marrakech er det slående, hvordan stemningen fra en turists perspektiv har ændret sig over årene. Jeg husker medinaen i Marrakech i begyndelsen af 00’erne som et ekstremt stressende sted på grund af de aggressivt påtrængende gadesælgere, horder af såkaldte “guider,” som man dårligt kunne undslippe i de smalle, forvirrende og labyrintiske gader uden gadeskilte eller gadebelysning.

Lidt mere end tyve år senere ligner souk’erne og Jemaa El-Fnaa på overfladen sig selv, bortset fra bedre gadebelysning og belægning. Den mest markante forskel er imidlertid, at man som turist i dag kan bevæge sig næsten uantastet og fredeligt, nærmest hyggeligt, gennem souk’erne. Denne markante ændring er resultatet af målrettet indsats fra bystyret, som ud over fysisk renovering af gaderne også har involveret et såkaldt “turistpoliti,” som over længere tid systematisk har slået ned på lommetyve, falske “guider” og andre småsvindlere, der chikanerede særligt udenlandske turister.

Det har gjort byen mere behagelig at besøge som turist, men er selvfølgelig kommet med en pris. Herunder at de gamle dele af Marrakech er blevet udsat for en betydelig gentrificering, hvor fattige beboelsesejendomme er blevet opkøbt og omdannet til fashinable riyad’er målrettet rige, internationale turister, mens byens oprindelige beboere er skubbet ud i forstæderne.

Denne udvikling af byen på godt og ondt er også afspejlet i flere af novellerne i Marrakech Noir. For eksempel i den satirisk-humoristiske historie A Way to Mecca af Hanane Derkaoui, som måske var min favorit. Den handler om to småsvindlere og tyveknægte, som af turistpolitiet har fået frataget deres ellers tidligere levebrød som uautoriserede “guider” for turister, de antastede på gaden. I stedet ernærer de sig ved smårapserier og den slags. I historien sætter de sig for at skygge en ellers uanseelig nabo i kvarteret for om muligt at finde noget at afpresse ham med – en nabo, som viser sig at føre et hemmeligt dobbeltliv som dragqueen. Der er ikke specielt meget noir-stemning over historien, den er snarere satirisk og tragikomisk, men den fungerer ganske godt.

Der er også andre noveller med kvalitet i samlingen, men ikke mange, som gjorde noget særligt indtryk. Har du besøgt Marrakech for nylig eller er på vej dertil, så kan historierne dog være helt sjove for deres karakter af stemningsbilleder.