Tom Benjamin: A Quiet Death in Italy

En englænder i Bologna. Enkemand, alenefar og privatdetektiv. Et mistænkeligt dødsfald i anarkistiske kredse med tråde tilbage tilbage 1970’ernes militante, politiske aktivisme i Italien.

Min anledning til at læse krimien A Quiet Death in Italy var mit nylige besøg i Bologna, idet romanen udspiller sig netop her.

Engelske Tom Benjamin er italiensk gift og selv bosat i Bologna og kender byen godt. Det mærker man også som læser af bogen, hvis handling er forankret i Bologna på en troværdig måde – det vil sige, uden blot at gøre byen til en turistet kulisse for romanen.

A Quiet Death in Italy er den første bog i en krimiserie om privatdetektiven Daniel Leicester, der ligesom Tom Benjamin er englænder bosat i Bologna. Daniel Leicester er enkemand og bor sammen med sin trettenårige datter, svigerfar og svigerinde. Sammen med svigerfaren, en pensioneret politimand med gode forbindelser til korpset, driver han et privatdetektivbureau.

Romanen begynder i lighuset, hvor Leicester og svigerfaren beser liget af en vis Paolo Solitudine, som netop er fundet død i en af byens underjordiske kanaler. Død efter at været faldet i kanalerne og slået hovedet, et hændeligt uheld, siger politiet. Nej, snarere myrdet af politiet i forbindelse med en politirazzia af et tilholdssted for en gruppe af byens anarkister, mener folkestemningen i byens gader.

Paolo Solitudine var således en del af et radikalt, anarkistisk miljø i Bologna – lidt til venstre for kommunisterne – med rødder tillage til de politisk mere militant-aktivistiske tider i slutningen af 1970’erne.

Vores privatdetektiv er hyret til – diskret – at efterforske sandheden om den tidligere anarkists død. Klienten hævder at have været den afdødes elskerinde – men hun er også gift med byens borgmester, som hun frygter kan være involveret i dødsfaldet.

Efterforskningen bringer Daniel Leicester i kontakt med såvel nutidens anarkistiske miljø i Bologna som de mere magtfulde cirkler inden for politik og politimyndigheder. Og der viser sig et spor, der peger tilbage til visse aktivistiske begivenheder i 1979, som flere og flere af romanens figurer synes at have haft en eller anden forbindelse til.

Jeg læste som nævnt bogen for dens forbindelse til Bologna – og fordi ferietid for mig også kan være tid til for en gangs skyld at læse en krimi eller ramasjangroman i den lidt lettere genre.

Jeg tror ikke, at det er en dårlig krimi – selv om den med en vis ret i højere grad kunne kaldes en politisk thriller end en krimi. Tom Benjamin gør mere ud af at beskrive stemninger i byen og dens politiske fortid og nutid end af krimiintrigen som sådan. Og det er sådan set fint. Man fornemmer også, at der allerede her fra starten er lagt an til en romanserie, hvor de gennemgående personer kan få lov at udvikle sig i løbet af bøgerne.

Men hverken miljøbeskrivelserne, personkarakteristikken eller portrættet af Bologna politiske miljø er gode nok til at bære bogen. Her har vi brug for lidt god gammeldags spænding fra krimiintrigen. Og den er faktisk ikke specielt spændende eller for sags skyld særligt overbevisende – kun lige lovlig indviklet.

Jeg tager det forbehold, at jeg ikke er en dreven læser inden for genren. Måske dømmer jeg af den grund for hårdt. Men jeg var ikke særlig optaget af bogen, herunder mistede jeg undervejs helt interessen for opklaringen af det mord, det skulle forestille at handle om.

Jeg læste bogen færdig, fordi jeg nu engang var begyndt. Men jeg kunne lige så godt være stoppet midtvejs, og jeg ville ikke have husket hverken mere eller mindre fra den her få timer efter, at jeg vendte sidste side.

K's vurdering: