Kate Atkinson: Hvornår kommer der en god nyhed?

En ikke rigtig forløst spændingsroman, som gerne vil være så meget mere end dét, og måske derfor ikke rigtig lykkes med nogen af delene.

Jeg er ikke storforbruger af bøger i krimi- eller thrillergenren, men jeg opfatter ikke mig selv som litterær kostfornægter, og jeg skal ikke være den, der underkender underholdningsværdien af en god krimiintrige eller et godt spændingsplot. Det kan faktisk være dejligt afslappende at læne sig tilbage og lade sig underholde ved at drøne en masser sider igennem i en let spændingsroman, hvor læseudbyttet ikke forudsætter, at man tager sig tid til at finsmage på hver sætning. Så længe sproget ikke er decideret tæerkrummende, og historien hænger nogenlunde sammen på egne præmisser.

Atkinsons Hvornår kommer er en god nyhed? opfylder kriteriet om at være okay skrevet (omend oversættelsen synes at halte lidt – ihvertfald i form af et par øjensynlige “undersættelser” ind i mellem). Det med sammenhængen kniber det lidt mere med.

Atkinsons roman vil gerne være meget mere end bare en krimi/thriller, og den må derfor også finde sig i at blive anmeldt på de præmisser.

Romanen lægger ud med et drabeligt og meningsløst knivmord en på uskyldig mor og hendes uskyldsrene børn, hvoraf et ud af tre overlever. Klip til 30 år senere, hvor den psykopatiske morder lukkes ud af fængslet på et tidspunkt, hvor den overlevende pige selv er blevet voksen mor. Bagsideteksten lægger op til et krimiplot med det oprindelige knivmord som omdrejningspunkt. Jeg skal ikke ødelægge spændingen for potentielle læsere ved at referere mere af krimiintrigen – kun tør jeg afsløre, at den fylder meget lidt i romanen og i øvrigt fremstår noget usammenhængende og uforløst.

Langt mere fylder karakteristikken af personerne og deres mere eller mindre dagligdags liv. Det er fint for mig, men stiller dermed så meget desto større krav til personkarakteristikken – og de krav, synes jeg ikke helt, at Atkinson kan opfylde. Atkinsons strategi for at give personerne i romanen fylde og dybde er bl.a. at overlæsse læseren med en masse biografiske oplysninger om personernes fortid og familierelationer. Og samtidig tillægge dem en intellektuel bagage, som får dem til hele tiden at tænke i litterære citater og krydsreferencer. Men det virker ikke helt – for mig forbliver stort set alle karaktererne således karikerede og livløse, ikke-nærværende.

Der er ingen tvivl om, at Kate Atkinson faktisk har både humor og vid med blik for det ironiske. Men jeg synes desværre ikke, at hun formår at omsætte det helt godt i romanformen: Jeg havde lidt for ofte undervejs oplevelsen af, at her er der en forfatter, som har tænkt en vittig tanke eller en kvik kulturel krydsreference, og som hun så forsøger at hægte op på en af romanpersonerne – men det lykkes ikke rigtig, fordi personerne grundlæggende ikke er tilstrækkeligt troværdige til at kunne bære det.

Når alt det så er sagt, så var jeg faktisk rimelig underholdt undervejs. Hvis man vil underholdes i krimi-/spændingsgenren, så er der dog bedre bud derude.

K's vurdering: