Leonardo Pandura: Den ulastelige cubaner

Det bliver nok ikke Leonardo Padura, der omvender mig til krimigenren. Heller ikke selv om hans Havanakvartet om kriminalkommissær Conde for så vidt rummer interessante kig ind i cubansk kultur og samfund i 1980’erne. Krimiintrigen er kedelig, persontegningerne er klichéfyldte og forudsigelige, og de ellers udmærkede stemningsbilleder fra Havana er ikke nok til at kompensere herfor.

Man ferierer i Cuba i disse uger, og det er selvfølgelig en lejlighed til at læse op på noget cubansk litteratur. Jeg lagde ud med Alejo Carpentiers klassiker The Kingdom of This World. Og nu går vi til noget helt andet, som man siger:

Cubanske Leonardo Padura (f. 1955) har et ganske godt ry i krimikredse for at have begået nogle stemningsfulde noir-krimier fra Havana. Og selv om jeg ikke er den store krimilæser, så tænkte jeg, at den havanesiske vinkel kunne være grund nok til at give ham en chance, når jeg nu selv var på vej til Cuba.

Den ulastelige cubaner (opr. 1991, da. 2007) er første roman i Paduras serie, Havanakvartetten, om kriminalkommissær Mario Conde (kvartetten har Padura på baggrund af succesen senere fulgt op med adskillige flere kriminalromaner med Mario Conde i hovedrollen).

Romanen lægger ud med en af de ældste klicheer i genren: Den af livet desillusionerede kriminalkommissær Mario Conde bliver vækket til brutale tømmermænd af sin chef, som sætter ham på en lorteopgave. Conde skal opspore en forsvunden topfigur i det cubanske industriministerium.

Condes modvilje mod opgaven bliver ikke mindre, da han finder ud af, at den forsvundne er en af hans gamle skolekammerater – ham, der endte med at blive gift med Condes ungdomskærlighed, som han aldrig har forvundet. Dermed er der selvfølgelig også lagt op til en mulig affære med den gamle flamme (som et enkelt sted pligtskyldigt omtales som intelligent, men ellers mest optræder i romanen i kraft af sine store bryster, vuggende baller og fugtige øjne).

Romanen former sig som en vekselvirkning mellem Condes og hans partners efterforskning af sagen, hvilket bringer dem rundt i forskellige dele af Havana, og af tilbageblik til Condes ungdom og skoletid.

Der var ikke meget i historien, der kunne fange min interesse. De mest interessante dele var for mig tilbageblikkene til Condes skoletid i kraft af det portræt af en tid i Cuba, de gav anledning til. Krimiintrigen var i sig selv ubemærkelsesværdig (ud over det bemærkelsesværdige i, at en krimiintrige kan være så ubemærkelsesværdig), og historien om opklaringsarbejdet tilsvarende kedsommelig og ligegyldig.

Retfærdigvis skal det siges, at kriminalintrigen som sådan åbenlyst ikke er Paduras hovedfokus med romanen. Men en smule elementær spænding havde nu ikke gjort noget. Når det er sagt, så hæver Den ulastelige cubaner sig over den almindelige krimi i kraft af stemningsbillederne fra Havana. Det var bare ikke helt nok for mig.

Jeg har lyttet til romanen på vejen til og fra arbejde frem mod min afrejse til Cuba i en version oplæst af Paul Becker efter en oversættelse af Peer Sibast. Det var desværre en lidt træls omgang. Jeg tror ikke, at der er noget galt med Sibasts oversættelse, men Becker – som ellers faktisk godt kan læse ordentligt op – har en forkærlighed for at “lave stemmer,” i oplæsningen af dialogerne. Det er jeg generelt ikke meget for, og det var i dette tilfælde da også temmelig forstyrrende og irriterende.

Oplæsningen bidrager således til, at jeg ikke kan svinge mig op til at give Den ulastelige cubaner mere end toenhalv stjerne.

Jeg har en krimi mere i Paduras serie om kriminalkommissær Conde med i feriekufferten. Hvis jeg løber tør for læsestof kan det være, at den får en chance – jeg har ladet mig fortælle, at bøgerne bliver bedre efterhånden, som man bevæger sig fremad i serien.

K's vurdering: