Graham Greene: Our Man in Havana

Graham Greenes klassiske spionsatire holder stadig. En komedie i den lettere genre, som ikke desto mindre er velskrevet og veldrejet, og som man læser med et lille smil om læberne hele vejen igennem.

Jeg har læst Vor mand i Havana i en dansk oversættelse for mange år siden som ganske ung – og havde ikke megen erindring om den, andet end at det var noget med nogle støvsugertegninger. I forlængelse af min læsning i den seneste tid af cubanske forfattere og andre Cubarelaterede bøger blev jeg imidlertid inspireret til at genlæse Graham Greens klassiker, denne gang på originalsproget.

Romanen handler om den britiske støvsugersælger, Wormold, der under den kolde krig i 1950’erne rekrutteres af Secret Service som en noget tøvende amatørspion i Havana, Cuba. Wormold har ikke nogen forstand på spiongerningen, men som fraskilt far til en krævende syttenårig datter kan han godt bruge pengene.

Og som hans ven, dr. Hasselbacher, forklarer ham over en daiquiri på deres stambar i Havana, så er der intet lettere job i verden end at sælge hemmeligheder:

     ‘The other day I was offered money.’
’Yes?’
‘To get information.’
‘What sort of information?’
‘Secret information.’
Dr. Hasselbacher sighed. He said, ‘You are a lucky man, Mr Wormold. That information is always easy to give.’
‘Easy?’
‘If it is secret enough, you alone know it. All you need is a little imagination, Mr. Wormold.’

For at gøre sig lidt nyttig for sin løn, begynder Wormold snart at digte hemmeligheder, han kan sende hjem til London i kodet form. Herunder opfinder han nogle agenter, han angiveligt har rekrutteret, og som forsyner han med informationer (og som jo belejligt nok skal have løn for deres arbejde).

Hjemme hos Secret Service er de vældigt tilfredse, ikke mindst da Wormold på et tidspunkt kan sende dem nogle tegninger af visse mystiske anlæg, som angiveligt er i færd med at blive opført i hemmelighed et sted i Oriente i det østlige Cuba. Godt nok er der enkelte, der studser lidt over, at tegningerne mest af alt minder om støvsugerdele … Men det er jo en gammel sandhed, at man ofte ser det, man ønsker at se. Og Secret Service vil se militære anlæg …

Det går med andre ord rigtig godt for Wormolds spionarbejde, selv om masken bliver sværere at holde, da London sender ham assistance i form af en sekretær og en radiooperatør. For alvor bekymrende bliver det dog først, da Wormold indser, at hans falske rapporter tilsyneladende er ved at blive til virkelighed …

Our Man in Havana er skrevet i 1958, da den kolde krig var på vej mod at toppe (og året før, Fidel Castro tog magten i Cuba). Graham Greene (1904-1991) betragtede den selv som en af sine mere letbenede komedier. Det er også en komedie, og den er er ret sjov, men ikke på nogen falde-på-halen-agtig måde.

Morskaben ligger i den måde, hvorpå Greene udstiller hele spion-hat-og-briller-menageriet, hvor alle lurer på alle, og hvor de andre aldrig omtales som andet end netop “de andre,” og som muligvis ingen egentlig ved, hvem er (ligesom det ikke er helt klart, hvor mange forskellige “andre,” der overhovedet indgår i spillet).

Greene holder støvsugersælgerspionens udskejelser på et passende afdæmpet niveau, hvor man som læser næsten kan hoppe med på præmissen om, at hans arbejdsgivere ville have kunnet lade sig narre, også i den virkelige verden. Mod slutningen går der måske lidt vel meget thriller-drama i den, men det tager vi også med for underholdningens skyld.

Bogen er nem at gå til, Greene skriver enkelt, men godt og i det hele taget meget læsværdigt. God, nostalgisk søndagshyggelæsning.

K's vurdering: