Fjodor M. Dostojevskij: Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere

Den satiriske komedie, Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere hører til blandt den russiske mesters mere forglemmelige værker.

Efter fire år i sibirisk fangelejr efterfulgt af seks års soldatertjeneste vendte Dostojevskij i 1959 tilbage til forfattergerningen. Det gjorde han i første omgang med de to kortere, humoristiske romaner, Onkels drøm (opr. 1959) og Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere (også 1959). De to romaner deler i øvrigt flere temaer, men jeg kunne bedre lide Onkels drøm, selv om heller ikke den hører til forfatterskabets ypperste værker. Ingen af dem havde Dostojevskij i øvrigt nogen særlig succes med i sin tid.

Foma er fortalt af studenten Sergej Aleksandrovitj. Han bliver fra Petersborg hidkaldt til provinsen til sin onkels gods, Stepantjikovo, i et angiveligt uopsætteligt ærinde, som omfatter at bejle til onklens børns unge guvernante.

Onklen, oberst Jegor Iljitj Rostanev, er en hjertensgod enkemand, hvis eneste fejl er, at han er en smule naiv og let lader sig manipulere af andre. Og på godset Stepantjikovo er han i sandhed omgivet af mennesker, der ønsker at manipulere ham, herunder hans ondskabsfulde og efterhånden lettere senile fru moder, generalinden, som hele livet har formået at suge penge ud af sin stakkels søn og alligevel indgyde ham den fejlopfatttelse, at han skulle være en stor egoist.

Romanens store manipulator er imidlertid titelfiguren Foma Fomitj Opiskin. Han har i romanens fortid tjent som en slags hofnar hos onklens moder og hendes  mand, generalen. Efter generalens død er det lykkedes Foma at besnære enkegeneralinden og sidenhen også hendes søn, oberst Jegor Iljitj Rostanev.

Foma er besynderlig personage. Han er angiveligt belæst og formår at skabe en aura omkring sig som selveste kundskabens kilde og en stor forfatter in spe. Hvilke specielle kundskaber, denne Foma egentlig er i besiddelse af, eller hvilke litterære værker, han skriver på, står dog hen i det uvisse. For læseren og fortælleren er det fra begyndelsen tydeligt, at Foma er en sjuft og en tølper, ja, ligefrem en kanalje.

På den tid, hvor romanens fortæller ankommer til sin onkel hus, er Foma ikke desto mindre lykkedes med at gøre sig til den egentlige herre i huset gennem en kombination af ondsindet beregning, tilsyneladende veltalenhed (som dog ikke dækker over andet end det rene sludder),manipulerende grovheder og en evne til at slå på sine omgivelsers dårlige samvittighed ved samtidig at fremstille sig selv som en forsømt og uretfærdigt behandlet stakkel.

I dette hus udspiller sig i løbet af romanen en mængde forviklinger centreret omkring Fomas og familiens forsøg på at få fortællerens arme onkel gift med en stakkels, forstyrret, men hovedrig kvinde – mens den forvirrede onkel selv er forelsket i sine børns unge guvernante.

Romanen rummer en del morsomme scener, hvor Dostojevskij på satirisk vis udstiller snobberiet og hykleriet hos den russiske landadel, ligesom persongalleriet rummer flere herlige typer.

Romanen var mig dog alt for lang. Den er primært båret af dialog og kunne (ligesom for øvrigt den omtalte Onkels drøm) sagtens, og måske endda med fordel, have været skrevet som et teaterstykke i stedet. Dialogerne er bare for lange og står for meget i stampe på de samme steder.

Dette med at stå i stampe og kredse forvirret om de samme temaer og pointer er til en vis grad en pointe i fortællingen, men det er alligevel ret enerverende. Jeg kedede mig ærlig talt igennem det meste af bogen og glædede mig undervejs mest, til den var slut. Desværre var slutningen ret fesen.

To stjerner er en hård dom, vil nogle sikkert mene. Og det er det også, da Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere trods alt har en del kvaliteter. Men alt er relativt, og her er sammenligningsgrundlaget resten af Dostojevskijs værk, og det er som bekendt en hård målestok.

K's vurdering: