Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).

I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877).

At (gen)udgive Et latterligt menneskes drøm som en selvstændig bog er måske lige på grænsen af, hvad den kan bære som en novelle på 39 meget små sider. Men bevares, den føjer sig layoutmæssigt fint til rækken af små, nye Dostojevskij-udgivelser i forlagets udgivelsesserie Klassikerbiblioteket.

Ud over det beskedne omfang har novellen dog efter min mening heller ikke helt litterært format til en selvstændig udgivelse. Det er med andre ord ikke her, vi ser Dostojevskij på højden af hans litterære tinder.

Novellen fremstår som en bekendelse fra en intellektuel, desillusioneret mand, der som følge af sin nihilistiske verdensopfattelse har besluttet af begå selvmord. På vej hjem gennem Sankt Petersborgs gader støder han på en lille, fattig pige, der tigger ham om hjælp til sin syge mor. Han afviser, men pigen installerer alligevel en følelse i ham, som får ham til at udskyde selvmordet, og som måske er gnisten til den drøm, han drømmer, da han falder i søvn med selvmordspistolen ved sin side.

Drømmen, som titlen refererer til, handler om fortællerens død. De indledende faser af drømmen, hvor fortælleren bevidner sin egen begravelse, er ikke helt uden evner, især ikke hans beskrivelse af at ligge i kisten:

Der lå jeg og forventede mærkeligt nok ingenting, accepterede uden diskussion at en afdød ikke har noget i vente. Men koldt var det.

Senere transporteres den døde til en anden planet, en rent paradisisk verden, som fortælleren modtages i, men senere ødelægger i kraft af sin rene og skære menneskelighed. Med andre ord en version af syndefaldsmyten.

Han vågner, omvendt fra sin nihilistiske verdensforståelse, og dedikerer sig herefter til at bekende den kristne sandhed (og det er ikke en spoiler, det fremgår allerede af første linje i novellen).

Det er ikke nogen nyhed, at Dostojevskij er stærkt religiøs. Hans moralske og religiøse overbevisning er tydeligt til stede i de fleste af hans værker. Den følges ad med hans dybe og nuancerede indsigt i det menneskelige sind, som han som forfatter mange andre andre steder har formået at formidle på sublim og raffineret vis

Dostojevskij er imidlertid bedst, når han skildrer de mørkere sider af den menneskelige eksistens. Den forkyndende form, som han anlægger i Et latterligt menneskes drøm, klæder ham ikke. Jeg fandt grundlæggende historien ligegyldig og uinteressant.

I sammenligning med så mange andre forfattere er det lidt hårdt at give en fortælling af Dostojevskij to stjerner, for den er da ikke uden litterære kvaliteter. Det skal dog ses i lyset af hans øvrige produktion. I den sammenhæng er Et latterligt menneskes drøm kun for dem, der virkelig vil have det hele med.

K's vurdering: