Jeg fortsætter i sporet fra Hvide nætter med endnu et af Dostojevksijs små ungdomsværker. Ligesom førnævnte er Et svagt hjerte oprindeligt udgivet i 1848 og er også tidligere oversat til dansk, men genudgivet i en ny dansk oversættelse ved Tine Roesen i 2021 i anledning af 200-året for Dostojevskijs fødsel.

Et svagt hjerte (som nærmest bare er en lang novelle) handler om to venner, Arkadij og Vasja, to unge lavtstående embedsmænd, som deler lejlighed. En nytårsdag kommer Vasja hjem og fortæller, at han – nærmest til sin egen overraskelse – er blevet forlovet.

Vasja må straks have vennen med på visit og præsentere ham for den udkårne og hendes familie. En vidunderlig scene udspiller sig undervejs i en butik, hvor Vasja skal udvælge en kyse som gave til den forlovede. Jeg ville ikke på forhånd have troet, at der kunne komme en sublim, poetisk scene ud af indkøbet af en kyse, men det lykkes for Dostojevkij.

Den unge Vasja har imidlertid et problem. Han har fra sin arbejdsgiver fået en afskrivningsopgave med hjem, som han i sin forelskede lykkerus ikke har fået gjort noget ved, og nu nærmer fristen sig. I Vasjas forestillingsverden vil det være et afgrundsdybt tillidsbrud over for hans arbejdsgiver og dermed en nærmest tilintetgørende katastrofe for ham selv, hvis han ikke overholder fristen. Som historien skrider frem bliver han mere og mere panisk – og manisk.

Med moderne øjne ligner det alvorlige stresssymptomer. Vasja taler uafladeligt om, hvor travlt han har, træffer irrationelle beslutninger om at arbejde igennem i stedet for at sove, men evner i sin stresstilstand ikke at få produceret noget. Til sidst mister han helt og aldeles forstanden.

Et højdepunkt i fortællingen er tidspunktet, hvor Arkadij indser, at vennen er blevet gal, i en scene, der giver mig associationer til Jack Nicholsons figur i Stanley Kubricks filmklassiker Ondskabens hotel (The Shining), som han sidder og tamper løs på sin skrivemaskine og kun gentager den samme meningsløse sætning i en uendelighed. I Et svagt hjerte sidder Vasja oppe hele natten og skriver. Arkadij vågner af en drøm og ser vennen sidde bøjet over bordet:

Vasja rørte sig ikke. Han sad bare og skrev. Pludselig opdagede Arkadij til sin rædsel at det var en tør pen Vasja førte hen over papiret, og tomme sider han sad og vendte, samtidig med at han skyndte sig alt hvad han kunne med at fylde papirerne, som om det var et fremragende og effektivt stykke arbejde han udførte! “Nej, han er ikke bare stivnet!” tænkte Arkadij, som nu rystede over hele kroppen. “Vasja, Vasja! Sig noget til mig!” råbte han og greb vennen om skuldrene. Men Vasja sagde ikke noget og fortsatte med at skrible med den tørre pen på papiret,
     “Endelig har jeg fået gjort pennen hurtigere! sagde han uden at se op på Arkadij.

Stilmæssigt fornemmer man, at Et svagt hjerte er skrevet i samme periode af forfatterskabet som Hvide nætter. Der er den samme eksalterede højstemthed over dialogen, som udgør hovedparten af fortællingen. Og ligesom i Hvide nætter – og de fleste andre af Dostojevskijs værker i øvrigt – gør man klogt i at holde et vågent øje med, hvem der taler, og kigge efter sprækker i dialogen.

Historien er primært fortalt fra Arkadijs perspektiv. Og selv om han igen og igen erklærer sig lykkelig på vennens vegne over forlovelsen, så fornemmer man under overfladen samtidig en jalousi, som bunder i et besidderisk forhold til den ven, han nu er risiko for miste.
Som moderne læser (men måske er det en anakronistisk overfortolkning?) aner man et muligt homoseksuelt motiv, i givet fald uerkendt af dem begge og ikke eksplicit udfoldet af Dostojevskij.

Også i forhold til Vasjas presserende arbejdsopgave er Arkadijs position tvetydig. Han farer omkring vennen, forsøger at berolige, kommer med gode råd, tilbyder at hjælpe, men afviser i samme åndedrag den mulighed (deres håndskrift er jo for forskellig). Ret beset er han faktisk ikke til nogen hjælp.

Et svagt hjerte er ikke det mest interessante, jeg har læst af Dostojevskij. Den eksalterede dialog og hektiske stemning forekom mig egentlig lidt irriterende under læsningen. Som det ofte er tilfældet hos Dostojevskij er det imidlertid i de psykologiske portrætter af personerne, det interessante gemmer sig.

Fortællingen toner ud med poetiske billeder af Petersborg og med en pludselig erkendelse hos Arkadij af, hvad der har fået den stakkels Vasja til at miste forstanden. Dostojevskij indvier imidlertid ikke læseren i, hvori Arkadijs erkendelse konkret består. Måske indser han, at han selv ubevidst har spillet et rolle heri, måske indser han sin jalousi og måske endda, at der under hans egen kærlighed til vennen gemmer sig mere end bare venskabelighed?

Dostojevskij giver ingen svar, men overlader det til læseren at drage sine konklusioner. Det forbliver dermed også et åbent spørgsmål, om titlens svage hjerte primært hentyder til Vasja, “der ikke kunne udholde sin lykke,” eller om det i virkeligheden lige så meget handler om Arkadijs svaghed.

K's vurdering: