Fjodor M. Dostojevskij: Hvide nætter

Jeg er helt forvirret og i tvivl om, hvordan jeg skal læse Dostojevskijs ungdomsværk Hvide nætter. Er det en overskruet, næsten kvalmende sentimental bagatel, som i bedste fald har litteraturhistorisk interesse, for så vidt den peger frem mod senere temaer og teknikker i forfatterskabet? Eller er det en lille, subtilt tvetydig, ironisk genistreg?

Hvide nætter (opr. 1848) hører til blandt Dosotjevskijs ungdomsværker fra tiden før tugthusopholdet i Sibirien, som dannede baggrund for fængselsromanen Det døde hus (1861), jeg anmeldte forleden. Værket er nyudgivet på forlaget Batzer & co. i slutningen af 2021 i en ny dansk oversættelse ved Trine Søndergaard.

“… en af verdenslitteraturens smukkeste kærlighedshistorier” hedder det i klapteksten i udgivelsen. Hmmm, jeg ved ikke, hvem den vurdering skyldes, men den forekommer mig noget bedaget. Som kærlighedshistorie var jeg ihvertfald ikke betaget af Hvide nætter. Og jeg er heller ikke sikker på, om det nogensinde har været en rigtig læsning. Men den lille kortroman har andre kvaliteter.

Hvide nætter har undertitlen “En sentimental roman (Fra en drømmers erindringer)”, og det er umiddelbart en meget sigende varedeklaration.

Den umiddelbart simple historie handler om en navnløs jeg-fortæller, en ensom 26-årig mand, som tilbringer størstedelen af sine vågne timer i drømme. Drømme om venskaber eller bare bekendtskaber. Eller i det mindste relationer til ting. Mest af alt drømmer han dog om romantisk kærlighed som i Walter Scotts ridderromaner.

De indledende passager, hvor fortælleren bevæger sig drømmende gennem Petersborgs gader, er helt vidunderlige. I sine drømme forestiller han sig at kende alle Petersborg-borgerne, og han fører sågar venskabelige samtaler med husene i gaderne.

En aften møder fortælleren dog tilfældigt en virkelig kvinde, eller rettere en pige på sytten år, som han finder grædende ved floden. På usandsynlig vis knytter de hurtigt et bånd, som udfoldes over fire lyse (hvide) Petersborg-nætter, til fortællerens eksalterede overraskelse. Pigen Nastenka betinger deres relation af, at han lover ikke at forelske sig i hende, men det holder selvfølgelig ikke.

Dostojevskij fortæller historien næsten udelukkende gennem dialog mellem de to, herunder lange monologiske passager, som opruller deres respektive historier. Hans er historien om ensomhed i drømme. Hendes er en ulykkelig, men stadig håbefuld kærlighed til en tidligere lejer hos hendes blinde bedstemor, hvor hun tilbringer det meste af sit liv lænket til bedstemorens skørt med en nål.

Som nutidig læser bliver jeg helt i tvivl om, hvordan jeg egentlig skal læse den lille fortælling. Skal man overhovedet tage historien for pålydende? spørger jeg mig selv i flere henseender.

For det første er der den overdrevent sentimentale stil. Jo, den er “lyrisk” og “æterisk,” som det hedder i bogens klaptekst, men den er vitterligt også alt for meget. I en grad, så jeg får den tanke, at Dostojevskij i virkeligheden ironiserer over den romantiske kærlighedsroman.

Tag som eksempel følgende citat, som er repræsentativt for tonen, hvor fortælleren forsøger at forklare Nastenka, hvor virkelig hans drømmeverden forekommer ham (idet han fortæller om sig selv i tredjeperson). Det er langt citat i denne sammenhæng, men kun et kort uddrag af en meget længere monolog i bogen:

Se engang på ham, og bliv overbevist! Vil De måske, når de ser på ham, søde Nastenka, tro på, at han faktisk aldrig har kendt hende som han elskede så højt i sine eksalterede sværmerier? Har han virkelig kun set hende i sine forførende åndesyner, og har han faktisk kun drømt om denne lidenskab? Har de virkelig ikke gået arm i arm så mange år af deres liv – har de ikke alene, sammen, vendt resten af verden ryggen og forenet deres verden med den andens, deres eget liv med den andens liv? Var det virkelig ikke hende som hulkende og ulykkelig lå ind til hans bryst uden at ænse stormen der udspillede sig under den truende himmel, uden at ænse vinden som rev tårerne løs fra hendes sorte øjenvipper? Var alt dette virkelig en drøm – både denne triste, forsømte og vilde have med de mosgroede stier, denne øde og dystre have hvor de så tit havde gået sammen, hvor de havde håbet, længtes, elsket, elsket hinanden så længe, “så længe og så ømt”?

Og så videre og så videre, det bliver ved. Det er helt overgearet, og jeg kan – i betragtning af Dostojvekijs øvrige produktion, også i ungdomsårene – kun læse det som en ironiseren over den sentimentale romantiske genre som for eksempel nævnte Walter Scotts Ivanhoe (1820), som er den unge Nastenkas favoritroman, eller Sturm und Drang-litteraturen á la Goethes Den unge Werthers lidelser (1774).

For det andet har jeg efterhånden lært, at det altid er klogt, når man læser Dostojevskij, at være opmærksom på, hvem det egentlig er, der taler. Dostojevskij er kendt for sine notorisk utroværdige fortællere – jævnfør for eksempel de to brevskrivere i Stakkels mennesker (1846) og den personlighedssplittede Goljadkin i Dobbeltgængeren (1846).

Og måske giver Dostojevskij os en nøgle til læsningen af Hvide nætter i netop den uafladelige understregning af, at jeg-fortælleren er en drømmer. Kan vi overhovedet stole på ham som fortæller? Er mødet med Nastenka overhovedet et møde med en virkelig pige? Eller er hele fortællingen bare endnu en af hans drømme, som han i sin forstyrrethed ikke er vågnet af, selv de mange år efter, hvor han nedskriver historien?

Dette er muligvis en overfortolkning, men den giver i min læsning god mening – og gør for mig at se romanen mere interessant. Overfortolkning eller ej – tag det under alle omstændigheder som et udtryk for noget af det, der gør Dostojevskij så givende at læse, selv når han ikke skriver op til sit bedste: Sprækkerne i teksten, som fordrer læseren til at tage stilling til personerne, deres tanker og gerninger og teksten i sig selv.

Og således fik jeg skrevet mig selv frem til en anbefaling af Hvide nætter, selv om jeg egentlig ikke var voldsomt fanget af den undervejs.

K's vurdering: