Mere Dostojevskij: Dobbeltgængeren er for mit vedkommende en genlæsning, men min første læsning ligger så mange år tilbage, at handlingen var helt væk i min erindring. Den hektiske stemning omkring den befippede hovedpersons sammenbrud har jeg dog båret med mig i alle de 30-35 år, der er gået siden mit første møde med hr. Goljádkin og hans dobbeltgænger. Og genbesøget er ingen skuffelse, tværtimod.

Med Dobbeltgængeren (opr. 1846) er vi tilbage i den tidlige del af Dostojevskijs forfatterskab. Den sociale indignation er ikke helt så fremtrædende som i debuten, Stakkels mennesker, men den er bestemt ikke fraværende, og Dostojevskij er, som vi kender ham, på “de små menneskers” side.

Hovedpersonen er Jakob Petróvitsj Goljádkin, “vor helt,” som Dostojevskij vedholdende, omend noget ironisk, kalder ham, for der er ikke meget helteagtigt over Goljádkin. Tværtimod fremstilles han mestendels som en ynkværdig, forvirret, karakterløs og i flere henseender egentlig ret usympatisk person.

Det karakterløse er nøglen til at forstå Goljádkin. Ligesom hovedpersonen i debutromanen, Stakkels mennesker, er Goljádkin titulærråd, en laverestående embedsmand – en skriverkarl af en slags – på et offentligt kontor i Sankt Petersborg i første halvdel af 1800-tallet.

For Goljádkin er titler, ry og rygte, former, klæder og i det hele taget ydre fremtrædeden alt dét, der gør et menneske. Hans identitet er bundet op på disse ydre former, og når der slås sprækker i dem, slås der også sprækker i hans identitet. Eller rettere: Det åbenbares, at han er et menneske uden en stabil kerne – en mand uden egenskaber, for nu at sige det med Robert Musil.

Denne selverkendelse ejer Goljádkin imidlertid ikke, og det er derfor åbenlyst ironisk og i virkeligheden tragisk, at han gang på gang – nærmest besværgende – må minde sig selv og andre om, at han skam er “et menneske for sig.”

Dobbeltgængeren kan læses som en roman om et menneske, som gradvist mister forstanden og går i opløsning i skizofreni. Det manifesterer sig i form af titlens dobbeltgænger. En person, der dukker op ud af intet og i løbet af kort tid ikke bare trænger sig i Goljádkins liv, men overtager det.

Denne “Goljádkin junior” ligner i alt ydre “den ægte Goljádkin.” Han bærer tilmed hans navn og får ansættelse på samme kontor, hvor han hurtigt møver sig ind, stjæler “Goljádkin den ældres” arbejde og skubber denne til side.

For bortset fra den ydre lighed er dobbeltgængeren alt dét, som Goljádkin ikke er, men gerne vil være: Han er elegant og veltalende, har social succes, får hurtigt de overordnede bureaukraters positive opmærksomhed. Alt imens den “ægte” Goljádkin i stigende desperation forgæves forsøger at få sit liv tilbage, det vil sige den position, han i virkeligheden aldrig har haft.

Inspirationen fra Nikolaj Gogol er åbenlys, som Marie Teszlaff også noterer sig i forordet til den udgave, jeg har læst (Gyldendal 2020). Den kommer ikke mindst til syne i satiren over det russiske bureaukrati og den sociale kritik, men også i selve dobbeltgængermotivet. Jeg genkaldte mig ihvertfald uvilkårligt Gogols vidunderlige, satiriske mesterstykke, novellen Næsen, hvor en embedsmand en morgen vågner op til den skrækkelige erkendelse, at hans næse er forsvundet, for kun senere på dagen at kunne konstatere, at selvsamme næse nu spankulerer rundt i byen og frækt gør sig til i statsrådsuniform.

Stemningen i Dobbeltgængeren er hektisk, nærmest manisk. Goljádkin er med sin mangel på karakter og personlig tyngde konstant et offer for sine egne forvirrede tanker. Uafladeligt modsiger han sig selv, skifter stemning og mening, alt efter hans skiftende formodninger om, hvad der er “passende,” og hvordan han opfattes.

Et lidt længere citat kan bedre end mine ord give en fornemmelse af stemningen og skrivestilen. Her er den forvirrede og modløse Goljádkin hos sin læge, hvor selve det at sætte sig ned bliver til et indre drama:

Dog, i næste nu faldt det ham ind, at han havde taget plads uopfordret; han blev rød over sin uhøflighed og skyndte sig på den bedst mulige måde at udslette virkningerne af denne brist på god tone; han rejste sig øjeblikkelig op igen. Imidlertid kom han derefter straks påny til besindelse, indså klart, at han havde begået to dumheder på én gang og besluttede sig ufortøvet til den tredje, mumlede et eller andet til sin retfærdiggørelse, smilte forfjamsket, blev rød, bevarede et par sekunder en talende tavshed og – satte sig til sidst ned igen, denne gang endelig og afgjort, hvorefter han for alle tilfældes skyld ligesom befæstede sin stilling med et vist udfordrende blik, der gav udtryk for hr. Goljádkins magt og vilje til at knuse og tilintetgøre samtlige sine fjender. Ydermere udtrykte dette blik hr. Goljádkins fuldkomne uafhængighed, d.v.s. han lod tydeligt forstå, at hr. Goljádkin ikke ønskede at vedkomme nogen, og at han, som alle andre mennesker, var et menneske for sig.

Som læser krummer man tæer over Goljádkins forfjamskethed og hans mange til fiasko dømte forsøg. Man krympes over hans bundløse naivitet, hans manglende selvindsigt og situationsbedømmelse og hans udsigtsløse planer for at gøre op med “sine fjender.” Man skiftevis ynkes over staklens desperation og frastødes af hans usympatiske egenskaber.

Og så morer man sig kosteligt undervejs over Dostojevksijs præcise og spiddende ironi, som dog aldrig er foruden medfølende indlevelse i sin protagonists fortrædeligheder. Dobbeltgængeren er afgjort den mest morsomme af Dostojevskijs romaner, jeg har læst.

Undervejs antydes det, at Goljádkin også har nogle mørke gerninger på samvittigheden, måske noget med på forsmædelig vis at have bragt en ung pige i vanære. Men det bliver ved antydningerne. Som læser ved man aldrig helt, hvor man har Goljádkin – eller Dostojevskij.

Hvem Goljádkins “fjender” er, bliver for eksempel aldrig klart og er det formentlig heller ikke for ham selv. I stigende grad får man indtryk af, at hans “fjender” grundlæggende er hele verden – og i virkeligheden måske mest ham selv.

En af fortællingens mange styrker er i det hele taget denne ubestemthed og åbenhed. Min læsning ovenfor er således kun én af flere mulige. Som fortæller er Dostojevskij loyal over for sin “helts” perspektiv, men dette perspektiv er netop splintret, i opløsning og grundlæggende utroværdigt.

Er dobbeltgængeren et produkt af Goljádkins plagede sind? Eller skal vi læse romanen som en fantastisk fortælling, der indenfor sit eget univers skal tages for pålydende og læses “realistisk”? Er der virkelig en sammensværgelse mod Goljádkin?

Dostojevskij giver os ikke nogen klare svar, og deri ligger givetvis en af grundene til, at fortællingen holder og i dén grad stadig kan læses. En anden grund er, at mange af romanens temaer i det hele taget er om ikke evigtgyldige, så ihvertfald i allerhøjeste grad stadig aktuelle.

Og så er der selvfølgelig sproget og selve fortællestilen. Fortælletempoet er højt, hektisk og medrivende, og sproget er en nydelse. Jeg har læst Dobbeltgængeren i Ejnar Thomassens oversættelse fra 1941, og den holder stadig – også selv den på nogle måder kan fremstå lidt bedaget.

Til gengæld må jeg anholde Gyldendals genudgivelse af denne 80 år gamle danske version. Der synes at være tale om et fotografisk genoptryk af den oprindelige danske version fra Athenæum Dansk Forlag, hvor “korrekturen” har været overladt entydigt til en computer. Det ser man blandt andet af de mange ord, der er delt med bindestreg, selv om de står midt på en linje – tydeligvis dér, hvor den oprindelige udgave havde anvendt orddeling ved linjeskift, som i denne udgave så altså bare indtræffer et andet sted. Det er for sølle, Gyldendal – Dostojevskij og for den sags skyld Ejnar Thomassen fortjener en mere respektfuld behandling.

Hvorom alting er: Dobbeltgængeren er fremragende og får min entydige anbefaling.

K's vurdering: