En lille bagatel af en satirisk roman fra humoristen Dostojevskijs hånd. Begavet ironiserende og vittigt underholdende – men så heller ikke så meget mere.

Onkels drøm stammer fra perioden umiddelbart efter Dostojevskijs retur fra straffelejren og eksilet i Sibiren. Det er en satirisk komedie, som giver os Dostojevskij i rollen som humorist. Set i lyset af det samlede forfatterskab er der tale om en bagatel. Til gengæld er den faktisk virkelig morsom.

Dostojevskij spidder i romanen med ironiserende veloplagthed selvhøjtideligheden, overfladiskheden og sladdermiljøet i den russiske lavadel i en mindre provinsby. I et miljø, hvor social status i selskabslivet er den hårdeste valuta, og hvor alle karakterne indgår i et evindeligt rænkespil for at fremme egne økonomiske og sociale positioner.

Der er nærmest tale om et kammerspil, hvor hovedparten af handlingen udspiller sig i stuerne hos den magtfulde førstedame i provinsbyen Mordassov, Marja Aleksándrovna.

“Onklen” i titlen er en aldrende, småsenil, latterligt forfængelig, men hovedrig fyrste, som har det ene ben i graven. Efter flere års fravær vender han tilbage til byen, og straks går især byens damer i gang med at positionere sig. Marja Aleksándrovna udklækker snart den plan med list at få den senile og letpåvirkelige fyrste gift med sin smukke datter, Sina.

Gennem størstedelen af romanen udfolder Marja Aleksándrovna sine snedige bestræbelser på at lokke først sin datter og siden fyrsten med på giftermålet. Men hun er oppe mod stærke kræfter, der bedriver egne rænkespil for at spolere hendes plan.

Meget mere historie er der sådan set ikke i Onkels drøm, udover et par indlagte kærlighedsforviklinger.

Det, der bærer romanen, er imidlertid heller ikke handlingen, men den veloplagte dialog, hvorigennem Dostojevskij fnisende morsomt udstiller dobbeltmoralen og den latterlige selvhøjtidelighed på parnasset.

Det er ret morsomt, men så heller ikke så meget mere – ihvertfald ikke i lyset af mesterens øvrige værk.

Jeg har lyttet til Onkels drøm oplæst glimrende af Karsten Pharao på grundlag af Ejnar Thomassens oversættelse til dansk.

K's vurdering: