En lille bagatel af en satirisk roman fra humoristen Dostojevskijs hånd. Begavet ironiserende og vittigt underholdende – men så heller ikke så meget mere.
Onkels drøm stammer fra perioden umiddelbart efter Dostojevskijs retur fra straffelejren og eksilet i Sibiren. Det er en satirisk komedie, som giver os Dostojevskij i rollen som humorist. Set i lyset af det samlede forfatterskab er der tale om en bagatel. Til gengæld er den faktisk virkelig morsom.
Dostojevskij spidder i romanen med ironiserende veloplagthed selvhøjtideligheden, overfladiskheden og sladdermiljøet i den russiske lavadel i en mindre provinsby. I et miljø, hvor social status i selskabslivet er den hårdeste valuta, og hvor alle karakterne indgår i et evindeligt rænkespil for at fremme egne økonomiske og sociale positioner.
Der er nærmest tale om et kammerspil, hvor hovedparten af handlingen udspiller sig i stuerne hos den magtfulde førstedame i provinsbyen Mordassov, Marja Aleksándrovna.
“Onklen” i titlen er en aldrende, småsenil, latterligt forfængelig, men hovedrig fyrste, som har det ene ben i graven. Efter flere års fravær vender han tilbage til byen, og straks går især byens damer i gang med at positionere sig. Marja Aleksándrovna udklækker snart den plan med list at få den senile og letpåvirkelige fyrste gift med sin smukke datter, Sina.
Gennem størstedelen af romanen udfolder Marja Aleksándrovna sine snedige bestræbelser på at lokke først sin datter og siden fyrsten med på giftermålet. Men hun er oppe mod stærke kræfter, der bedriver egne rænkespil for at spolere hendes plan.
Meget mere historie er der sådan set ikke i Onkels drøm, udover et par indlagte kærlighedsforviklinger.
Det, der bærer romanen, er imidlertid heller ikke handlingen, men den veloplagte dialog, hvorigennem Dostojevskij fnisende morsomt udstiller dobbeltmoralen og den latterlige selvhøjtidelighed på parnasset.
Det er ret morsomt, men så heller ikke så meget mere – ihvertfald ikke i lyset af mesterens øvrige værk.
Jeg har lyttet til Onkels drøm oplæst glimrende af Karsten Pharao på grundlag af Ejnar Thomassens oversættelse til dansk.
Titel: Onkels drømForfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Udgiver: Bechs Forlag - Viatone
Udgivelsesdato: 08.01.2013
Sider: 238
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Ejnar Thomassen
Originaltitel: Дядюшкин сон
Opr. udgivelsesår: 1859
Læst: Marts 2022
K's vurdering:
Nabokov forsømte tilsyneladende sjældent en chance for at nedsable Dostojevskij. Her er en gengivelse i The New York Times af en forelæsning han afholdt over Dostojevskij, indledningsvist en gennemgang af Dostojevskijs liv efterfuldt af kommentarer til indhold og kvalitet af hans romaner, et forfatterskab han betegner som “mediocre”. Det står ligefor at Nabokov anser Gorkij, Pusjkin og Tolstoj for at være langt værdigere til rollen som ledende (betydningsfulde) forfattere. Det er svært at gennemskue, hvori Nobokovs onde lune mod Dostojevskij består, dog anes en opfattelse af at Dostojevskij ikke skulle have skrevet “ægte” russisk, men sentimentalt som visse vesteuropæiske samtidige… Læs mere »
Jeg synes du er hård ved Onkels drøm, som jeg oplevede som virkelig vellykket. Meget bedre end f.eks. Spilleren, og nok også lidt bedre end Den evige ægtemand. Zinaida er en af de mest vellykkede versioner af den ombejlede skønhed, meget bedre end den lidt intetsigende Polina i Spilleren og et tydeligt forbillede for Aglaja i Idioten, som ligesom Zinaida nægter at give Ganja et løfte om forlovelse. Hendes store tale formår at skifte fra det komiske til det højstemte på en virkelig effektiv måde. Marja Aleksándrovna er også virkelig vellykket som en både indbildsk og rationelt kynisk rænkesmed. Jeg… Læs mere »
Det var ikke min mening at være decideret hård ved ‘Onkels drøm,’ som jeg faktisk var ganske godt underholdt af. Min reservation skyldes kun sammenligningen med Dostojevskijs værk i øvrigt. Herunder var jeg også mere begejstret for ‘Den evige ægtemand’ – men smag og behag spiller jo ind her. ‘Spilleren’ har jeg stadig til gode, men den står og venter i reolen.
Spilleren oplevede jeg som meget ujævn, hvilket er forståeligt når man påtænker at den blev skrevet på 26 dage. Det er kun en kostelig biperson der redder bogen og gør den trods alt nogenlunde læseværdig.